Nyt website

Vi er enormt stolte og glade for vores nye website. Der er blevet lagt meget energi i, at bevare samtlige funktionaliteter fra det gamle – og samtidig gøre layoutet mere tidsvarende og intuitivt.

Det er ikke kun på forbundssiden der er sket ændringer – samtlige lokalafdelinger er samtidig blevet opgraderede, ligesom enkeltstående sites som Børn Hjælper Børn også har fået en digital overhaling.

Ét af de vigtigste nye features på vores websites er deres optimering mod mobile enheder. Alle siderne er altså designet med henblik på også at blive vist på smartphones og tablets – uden det går ud over overskueligheden.

Skulle du savne en side eller noget information – eller har du fundet en fejl et sted – er du meget velkommen til at tage direkte kontakt til kommunikationskonsulent, Michael Haddar, michael@dui.dk, 23965454.

Solidaritet, fællesskab og pudekamp i Aalborg

200 glade børn og voksne fra hele Danmark brugte weekenden på pudekamp, sjov og ballade i Aalborg til DUI – LEG og VIRKEs årlige Aktivitetsfestival – hvor også LO-formand Lizette Risgaard spillede en aktiv rolle.

Henover weekenden var op mod 200 børn, voksne og frivillige samlet på Filstedvejens Skole i Aalborg under DUIs faner. Afdelinger fra hele Danmark var samlet i det Nordjyske, og hver enkelt bød ind med en aktivitet. DUI i Aalborg var værter for årets festival og bød selv ind med hoppeborg og oppustelige sumodragter.

– Alle deltagere har haft en helt forrygende weekend, og vi har været meget tilfredse med afviklingen af årets Aktivitetsfestival, fortæller Helle Christensen, lokalformand i DUI – LEG og VIRKE Aalborg.

Udover de mange aktiviteter blev der også plads til noget der må nærme sig Nordjyllands største pudekamp. Under åben himmel var luften tyk af fjer og pudevår, da de mange feststemte DUIere kastede sig ud i den hårdtslående disciplin.

Venskaber på tværs af landet

Lørdag aften kiggede LO-formand Lizette Risgaard forbi festivallen. Hun var blandt andet med til at sende 50 balloner til vejrs med hilsner til verdens fattigste børn. LO-formanden fik også en flot gave med hjem til LO Huset i København; de deltagende børn havde udsmykket et træ med deres håb og drømme for Danmarks fremtid.

– Det er fantastisk at se alle de glade børn, der knytter nye venskaber og finder sammen på tværs af hele Danmark lød det fra Risgaard, der også takkede for sin gave.

– Træet skal stå i vores hovedkvarter i København. Der kan det minde alle om, at børn også har en mening om vores samfund – og at den er værd at lytte til.

Søndag eftermiddag kunne en stolt lokalformand se tilbage på en vellykket og begivenhedsrig weekend.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har arbejdet benhårdt for at få arrangementet op at stå. Derfor er det også fantastisk at se de mange smil hos både børn og voksne, når tingene går op i en højere enhed slutter en glad og tilfreds Helle Christensen af.

10 sjove sommeraktiviteter

Sommeren står for døren, og det betyder forhåbentlig mange solfyldte dage og lune sommeraftener. Vi har samlet 10 sjove, seje og spændende sommeraktiviteter til hele familien.

Alle vores ideer er velegnede til både små og store børn, og er uafhængige af jeres antal.

1. Sommerlege

Sommerlege-150x150Hvad end du har adgang til egen have – eller besøger en offentlig park – er der tonsvis af spændende og sjove lege at give sig i kast med.

Ofte behøver du ikke andet udstyr, end hvad du snildt kan finde i din husholdning.

Mangler du inspiration, kan du finde en kæmpe liste med sjove sommerlege for store og små lige her.

 

2. Gå på ravjagt

RavRav bliver ofte kaldt nordens guld, og har været brugt i smykker og dekorationer lige så længe der har boet mennesker i Danmark. Alle drømmer om at finde en stor og flot klump, og ravjagt er en spændende aktivitet for både børn og voksne.

Mange kommuner arrangerer foredrag og guidede ture – men det er naturligvis altid muligt, bare at kaste sig ud i det.

Du har de bedste muligheder for at finde de gyldne vidunere i lavvandsområder med rolige strømforhold og pålandsvind.

 

3. Bondegårdsbesøg

BondegårdEt besøg på en hyggelig gård er altid et hit – især hos de mindste.

Mange mindre landbrug rundt omkring i landet tager jævnligt imod besøg, og det plejer ikke at være svært at få en aftale på plads.

Hvis der ovenikøbet er en gårdbutik, kan I jo passende slutte dagen med et stort fællesmåltid baseret på de råvarer I netop har set blive til.

 

4. Sæt drage op

DrageDer kan siges meget om det danske sommervejr – men forudsigeligt er det sjældent. Tilgengæld er der tit god mulighed for blæsevejr; især langs kysterne. Derfor er der tit gode muligheder for at sætte drager op.

Det er sjovt og udfordrende, at flyve med drage – men der ligger også meget givende i det at bygge den.

Heldigvis er det ikke så svært, og der er opgaver for selv helt små børn. Her kan du se en nem instruktionsvideo med Dennis Stochholm, forfatteren bag bogen Drager For Alle.

 

5. Tag på stranden

StrandturNår solen brager ned fra en skyfri himmel, er der ikke meget der slå en hyggelig strandtur. Heldigvis er Danmarks kystlinje over 7.300 km lang, så der er rigeligt med strande at vælge i mellem uanset hvor i landet du befinder dig.

Vi anbefaler dog, at I vælger en strand med flag og livreddere – se evt. dette oversigtskort.

Ellers er det bare om at pakke en kurv med lækkerier, solcreme og badetøj og komme afsted.

 

6. Lav sæbebobler

De fleste børn har prøvet de små kedelige sæbebobler, man oftest vinder i tivoli – men de er intet i forhold til al den sjov du selv kan skabe med noget sæbevand og lidt opfindsomhed.

Opskriften på hjemmelavet sæbeboblevand er heldigvis meget overskuelig, og så er det ellers kun fantasien der sætter grænser.

7. Mad over bål

Mad-på-bålDe fleste af DUIs hytter er udstyret med en bålplads – men der er mange offentligt tilgængelige pladser landet over. Er du i tvivl om den nærmeste, kan du kontakte din kommune.

At samle brænde ind til et bål, tænde op og tilberede mad sammen er for mange indbegrebet af dansk sommerhygge.

Man kan lave en lang række spændende retter over bål, men det kan jo også bare være popcorn, snobrød og pølser – det er altid et hit.

 

8. Hjemmelavet is

På varme sommerdage er der intet som en iskold forfriskning – og hvorfor ikke lave dem selv?

Børnene kan selv hjælpe til i køkkenet, og du kan sørge for, at der ikke indgår kunstige tilsætningsstoffer eller for meget sukker. Samtidig er det også en god måde at indtage frugt på, når energidepoterne skal fyldes op.

Kun dine egne ambitioner sætter grænser, og du behøver stort set ikke andet end en fryser. Har du brug for lidt inspiration, kan du se videoen herunder.

9. Skattejagt

SkattejagtSkal du aktivere en større børneflok, er en skattejagt lige sagen. Du har mulighed for at tilpasse jagten præcis til din situation.

Hvis I er mange voksne, kan I lave bemandede poster med dertilhørende lege og spil. Står du alene med planlægningen, kan posterne indeholde gåder og forskelligt hjernegymnastik.

Er børnene lidt ældre, kan du tilrettelægge Geocaching, hvor de unge bruger deres smartphones til at finde posterne via gps. Bare husk at tjekke Naturstyrelsens retningslinjer, inden du kaster dig ud i det.

10. Tegneserier i skyggen

TegneserieNogle dage har man bare lyst til at flade ud og slappe af. Brugte tegneserier er oftest meget billige, og store stakke kan tit erhverves for næsten ingen penge. Tegneserier kan være vældig godt læsestof for mange børn, og er lidt mere tilgængelige end traditionelle bøger. Du kan eventuelt tilbyde at læse sammen med de børn, der har brug for lidt ekstra hjælp.

Husk rigeligt med skygge, et varieret tegneserie-udvalg, vand og hjemmelavede is – så har du opskriften på den perfekte sommer-slappedag.

 

 

Har vi overset nogle oplagte ideer? Brænder du inde med nogle gode sommeraktiviteter, du ønsker at dele med andre?

Send dem til os på Michael@dui.dk – rigtig god sommer!

Frivillige skal ikke erstatte kommunalt ansatte

Fem kommuner – Holbæk, Assens, Ringkøbing-Skjern, Slagelse og Nordfyn – har søgt dispensation fra de regler, der forhindrer dem i at bruge frivillige kræfter. Kommunerne vil gerne bruge arbejdsløse som frivillige uden at skulle gå gennem en forening.

I Danmark er vi heldigvis beriget med en stærkt tradition for frivilligt arbejde. Det har mange organisationer, sportsklubber og forenings Danmark generelt nydt godt af. DUI – LEG og VIRKE er eksempelvis bygget op omkring de mange aktives store frivillige engagement. Her har børn og unge siden 1905 nydt godt af stærke personligheder, der har brændt for deres sag.

At indlemme frivillige i det kommunale velfærdsarbejde er ikke blot en devaluering af de motiver der driver frivilligt arbejde; det er også en ekstrem farlig glidebane.

Vil ramme foreninger

– Det er det glade vanvid, at lade frivillige overtage ansvaret for den kommunale velfærd. At borgmestrene bag forslaget lige nu afviser, at fyrede ansatte vil blive erstattet af frivillig arbejdskraft beroliger ingen, udtaler DUI – LEG og VIRKEs Forbundsformand, Lone Søndergaard Nielsen.

– Lemper vi reglerne nu, er det uundgåeligt, at fremtidigt pres på økonomien vil friste kommuner til at  afskedige ansatte og lade arbejdet overgå til frivillige. I princippet vil der jo være tale om gratis arbejdskraft.

– Derudover vil tiltaget føre til rovdrift på de frivillige. At danskerne har så stort mod på at give deres fritid til et godt formål, er en ting vi som samfund skal værne om. Frivillig arbejdskraft er ikke en uudtømmelige ressource, og den kommunale brug vil uden tvivl gå hårdt ud over foreninger der beror på adgangen til frivilligt arbejde.

DUI – LEG og VIRKE tager skarp afstand fra forslaget. I første omgang vil det gå ud over de lokale foreninger og de ansatte i kommunerne, hvis job hurtigt vil komme i fare. På den lange bane er forslaget en uheldig glidebane, der risikerer at underminere vores velfærdssystem.

Hun ved hvad hun vil – og hvor hun vil hen

På det nyligt overståede landsmøde i Vejen fik DUI – LEG og VIRKE ny forbundsformand. Stig Møller – med over 50 år som aktiv i DUI – gav faklen videre til Lone Søndergaard Leth Nielsen, der fremover skal stå i spidsen for organisationen.

I forbindelse med formandsskiftet har vi sat de to hovedpersoner stævne og talt med dem om fortiden, fremtiden og alt det ind i mellem.

VIL ALTID HUSKE FÆLLESSKABET

Du har været med i DUI i mange år efterhånden, Stig. Er der noget du husker særligt tilbage på?

Stig: Det jeg altid vil huske, er oplevelserne og fællesskabet jeg har haft med vores medlemmer og frivillige. Det lyder måske som en kliche, men jeg føler mig meget privilegeret over, at have været en del af DUI. Den fantastiske fællesskabsfølelse der er tilstede overalt i organisationen, vil jeg aldrig glemme.

– Derudover har det selvfølgelig også været en ære, at få lov til at repræsentere DUI i udlandet. Jeg har rejst i mange spændende lande, og mødt mange inspirerende mennesker. De oplevelser er jeg naturligvis meget taknemmelig over. Alligevel er der ikke noget der slår synet af glade og engagerede børn til en DUI-aktivitet.

Hvordan har det været at arbejde sammen med Stig?

Lone: Lærerigt! Det har været en fornøjelse, og selvom vi har haft vores diskussioner – men vi er altid kommet styrkede ud af dem. Vi er lykkedes med at vende vores forskellighed til en styrke. Derfor føler jeg mig mere robust og stærk efter samarbejdet med Stig, ligesom jeg også tror, han har udviklet sig i mit selskab.

Stig: Det er ikke løgn.

Hvad har Stig betydet for DUI?

Lone: Mere end han kan forestille sig eller vil indrømme. For Stig har DUI jo været en livsstil, og det kan man ikke blive andet end voldsomt inspireret af. Derfor er jeg også glad for, at han har lyst til forsætte med at bidrage på andre områder. Det kan næsten være svært at forestille sig et DUI – LEG og VIRKE uden Stig Møller.

– Med sin ildhu, gode netværk og store indsigt har han uden tvivl været en fantastisk kapacitet.

TID TIL AT SE FREMAD

Hvilket DUI efterlader du til Lone?

Stig: Jeg efterlader et DUI, der har fokus på aktiviteter. Derudover føler jeg, at vi nyder større bevågenhed nu end da jeg satte mig i formandsstolen for fire år siden. Derfor føler jeg, at DUI fremadrettet har rigtig fine muligheder for, at trænge i gennem på mærkesagerne. Blandt andet er jeg imponeret over al det gode arbejde der foregår i vores børne- og ungdomsudvalg.

– Alt i alt er jeg tilfreds med, at jeg efterlader en organisation i bedre form end da jeg overtog den. Hvis jeg for eksempel kigger på vores administration og forbundskontor, er jeg meget tilfreds med det hold vi har sat.

Lone: Jeg er meget enig med Stig. Det er min oplevelse, at vi er på rette vej. På en måde føler jeg, at vi er meget tættere på den forfatning jeg havde forventet, da jeg i sin tid startede mit virke som næstformand.

– DUI er på nuværende tidspunkt en rigtig god platform for de ideer og visioner jeg kan byde ind med. Vi har alle sammen brugt et par år på at genopbygge, og nu er det på tide igen at se fremad.

– Det har også været fedt at opleve, hvordan Stig på intet tidspunkt har lænet sig tilbage eller sluppet foden fra speederen. Tværtimod har han vel nærmest arbejdet dobbelt så hårdt, så alt var på plads inden min overtagelse. Heldigvis har han ladet mig være en del af det arbejde, og det er jeg meget taknemmelig over. På mange punkter kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre lærer.

FREMTIDEN ER I GODE HÆNDER

Hvor er DUI – LEG og VIRKE om to år til næste landsmøde?

Lone: Vi er i hvert fald en organisation på vej frem! Det er jeg slet ikke i tvivl om, når man fornemmer den energi og det engagement der gemmer sig i vores frivillige. Det er fedt at mærke, at folk igen har lyst til at være en aktiv del af DUI.

– Som Stig er inde på, tror jeg vi om to år har meget større fokus på vores fantastiske aktiviteter – og ellers oplever en kontinuerlig vækst og fremgang.

Stig: Foreningen er i gode hænder, så jeg er helt tryg. Alle muligheder for at udvikle og bygge videre er i hvert fald tilstede.

– Rent børnepolitisk tror jeg, at forudsætningerne for at give DUI en endnu skarpere profil er gode qua vores samarbejde med den øvrige fagbevægelse.

– Det er også mit håb, at vi i fremtiden vil se endnu flere lokalafdelinger tilbyde de lidt mere skæve og anderledes fritidstilbud. Vi har allerede set et par rigtig fine eksempler på dette, og det bliver meget spændende at se, om flere afdelinger kan hoppe med på bølgen.

Hvad kan Lone tilbyde organisationen som Forbundsformand?

Stig lyser op i et smil.

Stig: Vældig meget! DUI får en kvinde der tør stå ved sine meningers mod og ikke er bange for at indtage og holde fast i en holdning. Hun ved hvad hun vil, og hvor hun vil hen.

– Som mange også allerede ved, er Lone dygtig til at tale, og mindst ligeså vigtigt; at lytte. Hendes positive tilgang til opgaverne vil også være en stor styrke, tror jeg.

 

 

Spørgsmål og øvrige forespørgsler rettes til kommunikationskonsulent, Michael Haddar, 23965454, Michael@dui.dk.

Pressemeddelelse: Landsmøde 2016

DUI – LEG og VIRKE har i dagene 20. – 22. maj, 2016 afholdt landsmøde i Vejen.

Landsmødet består af: Hovedbestyrelsen, 4 repræsentanter fra hver region, 1 repræsentant fra hver af Landsforbundets godkendte afdelinger, samt en repræsentant fra hver af Landsforbundets organisationsmedlemmer. Alle disse har stemmeret.

NYT FORMANDSKAB

Ved Landsmødet blev der taget afsked med afgående forbundsformand, Stig Møller, der efter en lang periode som aktiv i en lang række forskellige funktioner, har valgt at fortsætte sit engagement i en lidt mere passiv rolle.

Fremover består formandskabet i DUI – LEG og VIRKE af:

  • Lone Søndergaard Leth Nielsen, Forbundsformand (DUI – Vejen)
  • Rasmus Kjeldsmark Jakobsen, Næstformand (DUI – International)
  • Mette Schack Karlsen, Næstformand (DUI – Struer)

Stort tillykke til de tre nyvalgte, der kommer til at tegne organisationen i den kommende landsmøde-periode.

BØRN I CENTRUM

Blandt de mange emner der blev vendt i weekenden var sikring af børns rettigheder, og Danmarks manglende lovbehandling af FN’s Børnekonvention. I den forbindelse, kommer landsmødet med følgende udtalelse:

Børn er ikke voksnes ejendom

For 25 år siden ratificerede Danmark FN’s Børnekonvention, der sikrer alle børns ret til at leve og vokse op under sunde og trygge forhold. På trods af det kvarte århundrede, har ingen danske politikere haft modet til at implementere konventionen i dansk lovgivning.

Det er uanstændigt, at børn juridisk set stadig betragtes som voksnes ejendom, når problemer og stridigheder spidser til. Bliver forældre uvenner, kommer børnenes rettigheder ofte i anden række. Barnets ret bør i den slags situationer altid have forrang.

DUI – LEG og VIRKEs landsmøde har netop besluttet, at intensivere kampen for fuld implementering af FN’s Børnekonvention i dansk lovgivning. I årevis har vi været vidne til politisk lurpasseri med dertilhørende utilstrækkelige lappeløsninger. Børns rettigheder har alle dage været DUI’s mærkesag – og en samlet politisk vilje til Børnekonventionen vil ændre mange danske børns hverdag til det bedre. Vi har længe talt for døve øren, men den tid skal være forbi nu.

Efter 25 lange års dans om den varme grød er det på høje tid, at Danmark tør følge i Norge, Finland, Island, Frankrig, Holland og Tysklands fodspor, og sikre alle børns basale rettigheder dér, hvor det betyder allermest; i loven!

VEDTÆGTSÆNDRINGER

Flere paragraffer i DUI-LEG og VIRKES vedtægter blev ændret og nye punkter er kommet til. De opdaterede vedtægter vil være tilgængelig snarest – ligesom samtlige dokumenter vil være til fri afhentning på www.DUI.dk.

 

For yderligere kommentarer – kontakt kommunikationskonsulent, Michael Haddar, 23965454.

Velkommen til det nye formandskab

På Landsmødet 2016 i Vejen, blev der skiftet ud i DUI – LEG og VIRKEs formandskab. Vi byder således velkommen til en ny Forbundsformand og to nye næstformand. Du kan læse mere om de Lone, Rasmus og Mette nedenfor.

Lone Søndergaard Leth Nielsen, Forbundsformand

LoneAlder: 40 år
Bopælskommune: Vejen
Nuværende stilling: Konsulent i kampagne og analyse hos FOA
Erhvervsmæssig baggrund: Sosu-assistent / projektleder
Uddannelse: Jeg er uddannet social og sundhedsassistent (1999) og har især arbejdet med psykisk-syge og demente. Herudover var jeg elevansvarlig og arbejdsmiljørepræsentant for 73 personer. Under LO tog jeg en projektlederuddannelse og blev ansat som ungdomskonsulent i FOA´s forbundshus (2001-2003). Jeg har været valgt som faglig sekretær i FOA Horsens (2003-2005) og i denne periode tog jeg en overbygning til min projektleder uddannelse som hed Innovationslederuddannelsen også under LO. Efterfølgende var jeg ansat som underviser på Esbjerg Højskole i LO´s ungdomssekretariat (2005-2007).

Baggrund: I min fritid er jeg aktiv i Socialdemokratiet. Jeg har erfaring som Kredsformand for Vejen kredsen (Herunder Billund, Grindsted og Sdr. Omme) og har tidligere været lokal partiformand. Derigennem politisk erfaring med sparring af folketingsmedlem. Jeg har aktivitetsskabende erfaring lige fra politiske pølsevogne til kampagner på de uddannelsessteder jeg kommer til dagligt.

Rasmus Kjeldsmark Jakobsen, næstformand

RasmusAlder: 25 år
Bopælskommune: København
Nuværende stilling: Ungdomskonsulent i LO
Erhvervsmæssig baggrund: Elektriker
Uddannelse: Fra 2007 til 2011 tog uddannede jeg mig til elektriker ved Tech College Aalborg. Efterfølgende har jeg taget en Mini VPG ved Center for arbejdsliv & læring., og læst til progressiv meningsdanner i Tænketanken Cevea. Uddannelsen som meningsdanner har til formål, at gøre den studerende i stand til at bidrage kritisk reflekteret og kommunikativt kvalificeret til samfundsdebatten.

Baggrund: Jeg har en stor erfaring fra især ungdomsfagbevægelsen, med ungdomspolitisk arbejde og elevdemokrati. Som person er jeg en ildsjæl, der brænder for det, jeg laver. Over de seneste 10 år har jeg brugt store dele af min fritid hos b.la. DSU – Aalborg, DUF og HK Ungdom.

Mette Schack Karlsen, næstformand

Mette1Alder: 40 år
Bopælskommune: Struer
Nuværende stilling: Gymnasielærer, underviser i samfundsfag og matematik
Uddannelse: Universitetsuddannelse i samfundsfag og matematik (Cand. Mag.). Herunder gerne relevante kurser og certificeringer Uddannet SWOT-konsulent og forandringsagent under DUF. Forløb med fokus på organisationsudvikling og samarbejde på tværs af samrådets organisationer.

Baggrund: DUI har fyldt meget i mit liv. Jeg blev medlem, da mine forældre var med til at starte DUI i Galten. Jeg mødte min mand på en Jubi-lejr i Hals, og vores drenge er i dag aktive i organisationen, Simon på 13 år har siddet i LBU og Emil på 16 er aktiv medarbejder i Struer afdeling. Derudover er vi med i DUI Struer Orkester, hvor drengene spiller på instrumenterne og jeg trækker i trådene i bestyrelsen.

Jeg er et meget systematisk menneske, som sætter en ære i at sikre, at der er styr på det organisatoriske for at give plads til de kreative kræfter. Derfor er jeg i dag kasserer i Struer DUI orkester, medlem af uddannelsesudvalget og næstformand i Region Nord. Men jeg er heller ikke bange for at tage en del ansvaret i køkkenet på JUBI-lejren i Hals.

For mig har DUI altid været den organisation, hvor der er plads til at være en lille smule anderledes end alle andre. Jeg blev derfor meget beæret, da jeg blev opfordret af Lone Leth Søndergaard Nielsen til at stille op som organisatorisk næstformand og efterfølgende opnåede støtte fra hovedbestyrelsen.

Formandens mundtlige beretning

v. Forbundsformand Stig Møller
Landsmøde d. 20.-22. maj 2016 i Vejen

 

Vi bliver glade:

  • Når DUF placerer os som nummer 7 på deres top 10 liste over organisationer, der har haft fremgang.
  • Når vores lokalafdeling på Østerbro hædres med en eftertragtet kulturpris, som en af de foreninger, der bidrager i udviklingen af deres lokalområde og udbyder spændende aktivitetstilbud.
  • Når glade pårørende til de unge ungdomsfest-deltagere giver os ros og anerkendelse for en rigtig god og velgennemført nonfirmationsfest.
  • Når et lokalt pengeinstitut i Ølstykke støtter vores afdeling i området med et kontant beløb til indkøb af værktøj til aktiviteter.
  • Når mere end 400 deltagere udtrykker glæde over deres deltagelse i en vel gennemført sommerlejr på vores efterskole på Bisnapgård.
  • Når flere end 200 deltagere hver gang hygger sig på vores årlige Aktivitetsfestival.
  • Når flere nye afdelinger kommer til og vores nuværende afdelinger har nye aktiviteter på programmet.

Der er rigtig meget at glæde sig over. Og det gør vi. Hver dag året rundt.

Takket være jer – vores mange frivillige – er det rigtig sjovt og udviklende at være med i vores fællesskab. Den udvikling vil vi fortsætte, for den indsats I yder i hverdagen året rundt, skal I have ros og anerkendelse her fra.

I er eksperterne i DUI-arbejdet. TAK for det. Det mener jeg, vi skal give hinanden et skulderklap for og også gerne en stor klapsalve.

***

Men der er plads til forbedringer!

Vores frivillige valgte politikere, skal være meget mere synlige i arbejdet. Vi skal blive bedre til at tage ejerskab til tingene, og stille op, når beslutningerne er taget – også de ikke så populære ting.

Vi skal ikke gemme os bag et forretningsudvalg eller nogle ansatte medarbejdere, når tingene skal forklares.

Vi er alle en del af en demokratisk opbygget organisation. En meget vigtig del. Og vi må alle bidrage i processerne og drøftelserne. Her skal vi blive meget bedre!

***

Vi arbejder hver dag for at gøre tingene nemmere for vores 600 frivillige medarbejdere. Det håber jeg, vi allerede har konstateret i forhold til de beslutninger, der lægges op til på dette landsmøde.

Hvis en organisation som vores skal fungere nogenlunde tilfredsstillende, er det nødvendigt med et minimum af kedelig administration.

Her er medlemsindberetning og aflevering af dokumantationsmaterialer til tiden et ubetinget forlangende, som vi skal blive bedre til at levere i vores travle hverdag.

Tingene kan afsluttes på den halve tid, hvis vi overholder de tidsfrister, vi fastlægger.

Vi skal blive bedre og meget mere disciplinære i forhold til de nødvendige administrative funktioner. Funktioner, der ikke er indført for at genere nogen. Men opgaver fællesskabet har aftalt for at gøre vores organisation endnu bedre.

***

Landsforbundets årsrapporter, hvor regnskaberne  indgår, er løbende godkendt af vores Hovedbestyrelse. For at gøre en langs snak kort. Så er det ikke prangende årsresultater.

Vores mål er fortsat, at være i stand til at finansiere vores drift uden tilskud fra LO fællesskabet. Vi arbejder på det samme værdigrundlag som LO fagbevægelsen og vi samarbejder naturligvis gerne  om konkrete projekter til gavn og glæde for børn og unge nationalt og internationalt.

Naturligvis initiativer, der også fremmer LO fællesskabets arbejde for at få medlemsudviklingen vendt.

Vi er en del af et større fagligt og politisk fællesskab og det vil vi også være fremover. Og her må der gerne klappes og udvises begejstring…

***

Det er ikke lykkes for os at få vores medarbejderuddannelse op at flyve. Planen om at decentralisere uddannelserne og gennemføre kurserne i regionerne ,er ikke slået igennem.

Hvis vi skal udvikle vores kompetencer – og blive endnu bedre til vores frivillige arbejde – er det alfa og omega, at vi dygtiggør os og deltager i kurser sammen med andre frivillige i og uden for vores organisation.

Her ligger der en vigtig opgave for den kommende Hovedbestyrelse i at få genopbygget en velfungerende uddannelse for vores mange frivillige.

En uddannelse, der ikke alene tilgodeser vores organisation men også de områder, vores frivillige arbejder med i afdelingerne.

Kan et kursus i DUI-LEG og VIRKE samtidig udvikle vores personlige kompetencer, er det jo heller ikke så ringe endda.

Den opgave kan ikke udskydes. Det er nu, det gælder…

***

Vi er stadig de lykkelige ejere af Stauninggården i Helsingør. Vi har været igennem en alvorlig turbulens, hvor kommunen ikke har været sig sit ansvar bevidst.

Efter kommunens 22 års anvendelse af ejendommen til børneinstitution, har vi indgået forlig med Helsingør kommune om, at de erlægger næsten 500.000,- kroner, til os for den manglende nødvendige vedligeholdelse gennem årene, så ejendommen igen kan fremstå pæn og ordentlig. Og det gør den nu. Den sag er således afsluttet.

Lige nu er vi så i gang med at afslutte renovering efter en svampeskade, som vi skal betale, så den private børnehave kan drive en institution, hvor Helsingørs børn er glade for at være.

***

Vores efterskole på Bisnapgård i Hals med vores tilliggende lejrplads er et godt aktiv for vores organisation.

Der er ingen grund til at ligge skjul på, at skolen er presset på økonomien og elevtallet.

Der skal arbejdes hårdt for at få udviklingen vendt. Her må vi i Landsforbundet og vores organisation som helhed gøre en ekstraordinær indsats.

Hvis vi blot vil anbefale os selv og gode venner og bekendte at sende deres børn på skolen, så er målet nået.

Gode ideer til hvordan vi vender udviklingen og får større tilgang af nye elever modtages gerne?

***

På det børnepolitiske område er vi blevet lidt bedre. Men målet er langt fra nået.

Vi har udtalt os på områder, hvor vi altid har taget udgangspunkt i barnets tarv. Konventionen om barnets rettigheder er vores pejlemærke.

Men vi skal blive meget bedre. At markere vores politiske holdninger, er ikke alene et anliggende for vores politiske ledelse. Det er også et ansvar, som vi lokalt må tage på os.

Vi har et antal børneambassadører, som vi ikke har passet og plejet, som vi burde. Vi har forsømt at bruge dem som sparringspartnere i vores børnepolitiske udvikling.

Det ved jeg, er noget af det, den nye ledelse vil have ekstraordinær fokus på.

***

Det er lykkes for os, at få vores børneudvalg og ungdomsudvalg til at spille meget bedre sammen med vores øvrige organisation. Deltagertallet på de årlige børnetræf og ungdomstræf stiger støt og indholdet i aktiviteterne vidner om, at børn kan og de unge også vil – hvis de får lov og der skabes plads og rum til de lidt skæve ideer.

Det er rigtig godt gået.

Nu får børneudvalget ordet for et kort indspark i min mundtlige beretning….

Tak for indspillet. Lad os give dem en gevaldig klapsalve.

***

Omdrejningspunktet i vores internationale oplysnings- og solidaritetsarbejde vil også i fremtiden være Børn Hjælper Børn Fonden. Det er utroligt, hvor mange projekter vi er i stand til at understøtte ude i den store verden for ganske få midler.

Mange donationer fra private og indsamlinger ved større kongresser i hele landet sætter os i stand til at igangsætte forskellige projekter.

Målet med arbejdet i BHBF er, at den enkelte DUI-afdeling skal have sit eget projekt til gavn for de fattigste ude i verden.

Jeg vil opfordre til, at vi alle yder et bidrag til weekendens indsamling, som går ubeskåret til et BHBF projekt.

Vores samarbejde i IFM-SEI og ABN vil fortsætte. Vi mener det er vigtigt at være med. Men også her gælder det, at afdelingerne og vores frivillige skal kunne se sig selv i samarbejdet.

***

Vi er alle en del af en større bevægelse, den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det ændres der ikke ved, selvom hverken LO eller Socialdemokratiet fremadrettet vil være tilforordnet vores hovedbestyrelse. Det lægges der op til i de nye vedtægter. Men samarbejdet vil blive videreført under andre former, hvor vores samarbejdspartnere i og uden for arbejderbevægelsen, blandt andet vil blive indkaldt til drøftelser for at blive briefet om alt det gode, vi arbejder med i vores organisation.

***

Vores forbundskontor har undergået store ændringer i landsmødeperioden. Vi er flyttet til Svanevej på Nørrebro hos Chaufførernes fagforening.

Det er vi meget glade for.

Forbundshuset i Hvidovre er solgt til en fornuftig pris.

Det har givet os fornyet luft under vingerne og mere energi i dagligdagen.

Personalestaben er udskiftet.

Nogle ansatte medarbejdere er stoppet, fordi de har ønsket nye udfordringer og samarbejdet med andre er blevet bragt til ende, fordi de pågældende ganske enkelt ikke matchede de krav og forventninger, vi havde til dem.

Det har været en meget hård proces at gennemleve for os, der har været tæt på beslutningerne.

Man foretager ikke gennembringende ændringer i en personalestab alene for sin fornøjelses skyld.

Men hvis man vil noget andet og en ny udvikling, er det nødvendigt at foretage de nødvendige personalemæssige og administrative ændringer.

Det har vi gjort og det bliver man ikke altid populær på.

Der er god grund til at takke Forretningsudvalget – også i den forbindelse. I har stået fast selvom det har været vanskeligt altid at se lyset for enden af tunnelen.

I har været med hele vejen. For det vil jeg gerne takke hver enkelt af jer for.

Det er godt gået.

***

Da jeg for fire år siden på jeres opfordring sagde ja til at blive vores forbundsformand, var det ikke et personligt ønske jeg havde.

Jeg havde ikke på noget tidspunkt kalkuleret med, at jeg skulle være formand for verdens bedste organisation.

Men en gang imellem er der ting, der er større end en selv. Og det er DUI-LEG og VIRKE.

Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt min beslutning om at kandidere til posten for fire år siden.

Men det har ofte været op ad bakke. Og der har også været mørke stunder, hvor jeg har  følt mig alene.

Men når regnskabet i dag gøres op, har der været allerflest lyse timer og gode stunder og hyggeligt samvær med jer og mange andre dejlige mennesker i og uden for vores organisation.

Tak til forretningsudvalget, der har været med hele vejen.

Tak for mange gode og konstruktive drøftelser med jer. Vi har sammen truffet mange og meget svære beslutninger.

Og vi videregiver en organisation i bedre form end den, vi overtog for fire år siden. Jeg føler selv, jeg har gjort hvad jeg kunne i min periode som jeres formand. Om det så har været godt nok, må andre bedømme?

Tak til alle vores medlemmer og samarbejdspartnere for samarbejdet.

Tak til Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget.

Tak til min arbejdsgiver LO, der har givet mig den nødvendige frihed til at bestride hvervet som vores formand.

Tak til forbundskontoret og vores ansatte med forbundssekretæren i spidsen for samarbejdet.

Tak til mine børn og min familie for jeres forståelse og opbakning.

Og sidst men ikke mindst – tak til min elskede Monna for støtten og de mange gode råd og vejledning gennem årene.

DUI-LEG og VIRKE har gennem rigtig mange år givet mig og mine nærmeste rigtig mange gode, udviklende og livgivende oplevelser.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

TAK til alle – fordi jeg har fået lov til at være med.

Som I ved, så har jeg tilbudt min fortsatte indsats som frivillig ressourceperson på i forvejen aftalte projekter – hvis den nye ledelse mener, det er en god ide?

Jeg vil altid være DUI-er.

Jeg overgiver hermed den skriftlige og min mundtlige beretning til jeres vurdering.

 

Vejen, 2016.