Lær os at kende

Lokale aktiviteter

Noget af det allerbedste ved at være DUI’er som barn er sammenholdet og venskaberne. I DUI-LEG og VIRKE møder man børn fra nær og fjern i hele landet – og måske verden.

Vi laver aktiviteter i børnehøjde, der altid inddrager og udvikler børnene. Derfor har vi altid gang i mange forskellige aktiviteter. Vi tager på weekendture, laver hobbyaktiviteter, klatrer på klatrevæg, spiller frisbeegolf, sejler i kano eller synger og spiller teater. Frem for alt hygger vi os sammen og har det sjovt!

Måske har du selv en idé til noget, du gerne vil prøve. I DUI er både børn og voksne nemlig med til at bestemme, hvad der skal ske.

Træf, lejre og landsdækkende tilbud

Der er fuld fart over feltet i DUI! Vi afholder løbende større arrangementer, hvor vi dyrker fællesskabet og spændende aktiviteter. Her kan du læse om et par af de mange landsdækkende begivenheder.

Børnetræf

Når DUI-LEG og VIRKE to gange om året inviterer til børnetræf, er det med aktiviteter lavet af børn for børn. Det er nemlig DUI’s Landsbørneudvalg (LBU), som arrangerer børnetræffene i samarbejde med de voksenansvarlige.

Børnetræffene varer en weekend og er bygget op omkring et nyt tema hver gang. I de senere år har LBU arrangeret børnetræf med temaer som Harry Potter, kendisser, fattigdom og H. C. Andersen.

Jubi-Lejr

Hvert femte år – når vi har JUBIlæum – holder vi en ugelang lejr. JUBI-lejren er den største aktivitet i DUI, og vi inviterer alle medlemmer til en hel uge fuld af aktiviteter, socialt samvær og sjov.

Aktivitetsfestival

Hvert år mødes alle de forskellige lokalafdelinger til den årlige aktivitetsfestival. Her viser afdelingerne hinanden de forskellige aktiviteter, de laver rundt omkring i afdelingerne i løbet af året.

Over 200 DUI’ere samles for at vise hinanden de allersjoveste aktiviteter. Derfor er Aktivitetsfestivalen et oplagt sted at være med på, hvis man har lyst til at lære nye aktiviteter. Og så er det naturligvis en festival med et væld af inspirerende mennesker, idéer, sange og sjov og ballade.

Unge i DUI

Sammenhold, fællesskab og venskab. Det er nogle af de ord, der bedst beskriver det at være ung i DUI-LEG og VIRKE.

Her har du mulighed for at møde andre unge fra nær og fjern – og knytte venskaber på tværs af geografiske og aldersmæssige skel.

Vores LandsUngdomsUdvalg (LUU) planlægger selv deres tid og har altid gang i en masse forskellige aktiviteter. Der er ungdomstræf, internationale lejre, hobbyaktiviteter, oplevelsesture og almindelig snak om hverdagens problemer, fremtiden og indretningen af vores samfund. Men først og fremmest kan du hygge dig og have det sjovt sammen med andre unge.

Ungdomstræf

Når DUI-LEG og VIRKE to gange om året inviterer til ungdomstræf, er det en aktivitet lavet af unge for unge. Det er nemlig Landsungdomsudvalget, der helt suverænt arrangerer træffene.

Ungdomstræffene afholdes over en weekend og er bygget op omkring et nyt tema hver gang. I de seneste år har der været temaer som luksus, det vilde vesten og gyserfilm – men også alvorligere emner som prostitution og stoffer.

Nonfirmation

DUI planlægger hvert år nonfirmationer for unge, der gerne vil markere overgangen til voksen, men ikke ønsker at gøre det i en kirke. I øjeblikket bliver der arrangeret fester i København, Aalborg, Odense og Kolding.

Vi forsøger altid at strikke et flot og spændende program sammen. Programmet er naturligvis mest rettet mod de unge festdeltagere, men festen er ikke kun for de unge. Det er en begivenhed for hele familien, som traditionelt møder talstærkt op.

Familier

DUI-LEG og VIRKE er en familieorganisation med plads til alle. De fleste af vores aktiviteter henvender sig til børn og unge, men der er plads til alle generationer.

Der er flere måder at være voksen i DUI på. Du kan blive frivillig medarbejder og hjælpe med til at give børn og unge nogle fantastiske oplevelser. Samtidig bliver du en del af et stærkt fællesskab. Du kan også bare komme som almindeligt medlem sammen med din familie og få  jer et hyggeligt afbræk i hverdagen.

I de lokale DUI-afdelinger er der rig mulighed for at hygge sig og deltage i forskellige aktiviteter og fritidsoplevelser. Mange lokalafdelinger arrangerer fællesspisning en gang om ugen, laver hobbyaktiviteter, leger, synger og tager indimellem på udflugter og ture. Samtidig får man som medlem af DUI mulighed for at komme med på en række landsdækkende aktiviteter som Aktivitetsfestivalen og JUBI-lejren.

DUI er et sted, hvor du og din familie kan få kvalitetstid sammen i hyggelige omgivelser og godt selskab.