Officiel udtalelse fra ABN-kongres 2017, Finland

Arbejdernes Børneorganisation i Norden afholdt d. 17.-19. november kongres i Espoo, Finland. Vi har besluttet, at i den kommende kongresperiode skal vores organisationer arbejde målrettet med FNs globale verdensmål. Dette skal særligt være med fokus på, at alle børn skal være lige og have lige rettigheder. Dermed mener vi også, at de nordiske landes regeringer altid skal huske Børnekonventionen.

Dette er essentielt da Norden består af klassesamfund. Skellene er store. Skel som ikke hører hjemme i verdens mest rige lande. Mange børn lever under svære vilkår. Dette gælder også mange af de flygtninge, vi modtager. Når børnene har det svært afspejles det blandt andet i skoleresultater, økonomi, tandhygiejne og mental sundhed. Mens mange børn er dårligt stillet, lever vi i en tid med stærke offentlige finanser og god vækst. Så der er plads til at gøre mere ved problemet.

Det er ingen hemmelighed, at der er vanskelige socioøkonomiske forhold, der hos nogle mennesker har ført til misbrug, depression og kriminalitet i de seneste år. Derfor er det ekstra vigtigt at bruge ressourcer på velfærd tidligt, i stedet for at skulle betale regningen, når det allerede er for sent. Skolen er en vigtig platform for ligestilling, hvor alle børn får samme muligheder, og hvor nogle af nævnte problemer kan forebygges. Derfor er det et af stederne landene skal investere i.

 

DUI – LEG og VIRKE
Framfylkingen
Nuorten Kotkain Keskusliitto
Unga Örnars Riksförbund

Forbundskontoret rykker teltpælene op og flytter fra 1. november til nye lokaler i LO Huset på Islands Brygge.

Hovedbestyrelsen har besluttet, at DUI – LEG og VIRKE skal være mere synlige i den danske fagbevægelse – og her er flytningen et vigtigt skridt.

Vi serverer lidt lækkert at spise og drikke, når vi inviterer alle interesserede til indvielses-reception langs vandet i Københavns havn.

Alle er velkomne – og ingen tilmelding er nødvendig.

Spørgsmål og lignende kan rettes til Michael Haddar, Michael@dui.dk, 23965454.

 

Vi ses!

I 2017 stod DUI Avedøre og DUI Rødovre for festivalen, der var foregik i Hvidovre Ungdomsskoles lokaler – og aktiviteterne blev sat i gang af Hvidovres socialdemokratiske borgmester, Helle Adelborg. Knap havde borgmesterens velkomstrøst lagt sig, førend glade og spændte børn kunne kaste sig over de mange tilbudte aktiviteter – der blandt andet bød på cirkus-træning, træværksted og bålhygge.

Vellykket weekend

– Vi har haft en weekend med vellykkede aktiviteter og glade børn og voksne. Aktiviteterne har ramt plet og vi håber alle er taget herfra med en rigtig god oplevelse. Hvidovre Ungdomsskole har vist sig som den perfekte ramme om vores arrangement, konstaterer en tilfreds formand for DUI Avedøre, Jesper Clausson.

Udover de mange deltagende DUI’ere var der åbent hus for nysgerrige sjæle. Lørdag var således åben for ikke-medlemmer, der kunne få et indblik i de mange forskellige DUI-aktiviteter.

Verdensmål i fokus

Udover ren sjov og ballade, var der også tid til et lidt mere seriøst indspark. I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på et FN topmøde en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden. Verdensmålene trådte i kraft den 1. Januar 2016 og skal frem til 2030 sætte os kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og vores alle sammens jord.

I den anledning blev både børn og voksne under Aktivitetsfestivalen opfordret til at deltage i en Verdensmålsturnering; en fodboldleg, hvor hvert hold repræsenterede et specifikt verdensmål.

Turneringen var en fin anledning til at få talt om de vigtige Verdensmål. Indenfor DUI arbejder vi aktivt med målene, og det her er en god måde at få inddraget og fortalt børnene om bæredygtighed, klima og solidaritet

Det var holdet bag FNs 13. verdensmål, der er klimaindsats, der blev kåret som det vigtigste verdensmål.

Videoindtryk

 

Billeder

 

Af Marcus Larsen, LUU og DUI Skovlunde

Jeg, Johanne, Christina og Mark har været på Utøya, hvor vi har lært en hel del om mennesker og andre kulturer. Vi har været 22 forskellige nationer, fra henholdsvis Norge og Sverige selvfølgelig – men også fra Kenya, fra Brasilien, Italien, Island, Peru, Georgia og mange andre lande. Vi har haft en masse debatter om emnerne og en masse gode foredrag, som vi vil kunne udbringe og bruge i vores dagligdag – men også snakke om indenfor DUI og i samarbejde med andre organisationer.

Vi har fået mulighed for at komme ud til en ø for der sket en hel masse, og hvor vi har kunne lære noget ud fra det. Det har været en værdifuld tur, hvor vi har haft mødt folk der har snakket om, hvordan det har været før og efter angrebet på øen. Hvordan de er kommet igennem, men også hvordan de kom videre. Vi har haft en masse workshops, hvor vi har lært om hinanden fra forskellige synspunkter.

Folket der bor der har valgt at lave små mindesteder, som et symbol for de unge der har været en del af hændelsen. Jeg synes personligt, at det er stort de har gjort så meget ud af det. De ser ikke kun det negative, men valgt at se positivt på det og komme videre. Deres mindesteder har kun gjort dem stærkere. Der levet et mindetræ hvor folk der kommer og besøger øen kan skrive en betydningsfuld tekst eller ord.

Stedet er et utroligt vidunderligt, men også et skrækkeligt sted i forhold hvis man tænker på hvad der sket. Vi havde den fornøjelse at få en guidet tur rundt på øen, hvor vi fik fortalt hele historien. Blandt andet hvordan folket på øen har fået lavet et stort mindehus rundt om administrationsbygningen, der var blevet angrebet. Der var lavet en tidslinje fra alt hvad der skete i Oslo til Utøya fra kl 15-22, hvor de detaljeret har skrevet hvad der skete fra minut til minut. Udover det havde de offentliggjort 10-12 personers beskeder, hvor man kunne læse sig frem til på norsk hvordan de i chok og panik har skrevet til deres forældre og venner. Jeg, og alle andre, blev helt rørt over at læse det, og man kunne virkelig mærke det tog hårdere på andre end nogen.

Sidste dag fik så en tur ind til Oslo, hvor vi var i mindecentret – etableret på stedet, hvor bomberne sprang. Der hvor der var kommet flere hundrede til skade, udover de 69 døde og 60-100 sårede på Utøya. Vi fik meget mere af hændelsen og baghistorien at vide – og fik hørt nogle interview med folk der havde overlevet, trods alvorlige skader fra skud eller fragmenter.

Alt i alt synes jeg, det har været en fornøjelse at få den ære at kunne opleve denne tur og videreformidle den viden og forståelse jeg har fået.

En tur som denne har været sat et præg på mig og de andre.

Af Johanne Frederikke Mortensen

D. 22. Juli 2011 skete det. 69 mennesker blev dræbt på Utøya. De fleste var unge. Her seks år senere d. 1.-3. September 2017 var vi ca. 100 unge mennesker fra 22 forskellige nationer samlet på Utøya. Samlet for at mindes. Samlet for at kæmpe imod had. Samlet for at skabe dialog.

Gennem workshops og forskellige oplæg, har vi undersøgt og diskuteret køn, race og politisk orienterings indflydelse på ekstremisme. De mange forskellige nationers deltagelse har nuanceret disse samtaler. For ekstremisme er ikke det samme i Brasilien som i Norge. Kønsroller noget andet i Kenya end i Danmark.

Da jeg d. 1. September ankom på Utøya, ledsaget af tre andre fra DUI – LEG og VIRKE: Marcus, Mark og Christina, føles det hele først lidt uvirkeligt. Jeg kiggede mig omkring, fik øje på utallige træer, bakker og græsarealer. Øen fremstod fredelig og idyllisk. Men når nu jeg kendte øens historie, lod jeg mig bare ikke købe med den beskrivelse. På ydersiden virkede øen altså som en lidt tilfældig, flot og hyggelig ø med passende faciliteter til en konference som vores. Men når man kigger nærmere har øen de ar, jeg vidste burde gemme sig et sted.

Arrene gemte sig blandt andet inde i en bevaret bygning Breivik har udført et stort antal af sine skud i. Der kan ses skudhuller i væggene og blomster med tilhørende billeder af ofre er placeret rundt omkring i lokalet. Der var også lavet en tidslinje over hændelserne d. 22. Juli. Der var tilføjet SMS-beskeder lejr-deltagere og pårørende imellem.

Tankevækkende weekend

Det var en ambivalent følelse at stå midt i målet for mordet på så mange mennesker. Mennesker der kunne have været mig. Unge socialister. På trods var mit humør højt det meste af weekenden. For nøj, hvor var det spændende at skulle tage så vigtigt og højaktuelt et tema op sammen med unge fra så forskellige baggrunde og steder i verden. Og uanset hvor skræmmende lokationen end måtte virke, er det ikke til at løbe fra hvor oplagt et sted det er for en konference som denne.

Vi brugte hændelsen på Utøya som et gennemgående eksempel og udgangspunkt for vores samtaler, men kom også ind over ekstremisme hvor motiverne har set anderledes ud. Hele weekenden var enorm lærerig og tankevækkende. Både i forhold til arbejdet med ekstremisme, beliggenheden for konferencen og ikke mindst set med internationalistiske øjne. For der blev bygget bånd og der blev inspireret på tværs af Stillehavet, Middelhavet og Atlanten.

Læs mere om konferencen her

DUI var på plads i Hans Tavsens Park i København, da hundredvis af børn d. 1. juni fejrede Børnenes Grundlovsdag. I år var fokus særligt rettet mod “Retten til det gode Børneliv”.

Markeringen har fundet sted hvert år siden 1996, og der afholdes arrangementer landet over. Ideen er at sætte fokus på børns rettigheder, således at disse sikres og børns opvækstvilkår bliver optimale.

Den centrale aktivitet foregår i København. Her skriver de deltagende børn skriver ønsker til folketingspolitikerne på Christiansborg, der efterfølgende får overbragt beskederne.

Udover DUI – LEG og VIRKE står en lang række organisationer bag Børnenes Grundlovsdag: Dansk Folkehjælp, BUPL, Børns Vilkår, Dansk Legeplads Selskab, fobu – Paraplyorganisation for selvejende og private institutioner, FOA, FOLA – Forældrenes Landsforening, Red Barnet ungdom, Ungdommens Røde Kors.

 

Vi er nået til sidste del af vores portræt af DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Nedenstående er fjerde af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE – læs del 1, del 2 og del 3. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.

Drømmen om igen at lave et rigtigt børneblad lykkedes i 1988. Det var igen Hanne, der klarede alt det praktiske.  Nu havde DUI sammen med DSU sit eget trykkeri, SCOOP-Tryk. Her kunne vi sidde efter arbejdstid og lave blad. Hanne var her på hjemmebane, der var ikke noget mere med at ligge på gulvet og redigere.  Jeg fik lov til at skrive og tegne, og Hanne havde en dæmpende virkning, hvis jeg blev alt for fantasifuld. Bladet hed først LIREKASSEN, men sidenhen REGNBUEBØRN, for nu var DUI blevet miljøbevidst ligesom alle andre.

DUIs miljøbevidsthed medførte også, at jeg sammen med Krister, min søn, udtænkte og fremstillede et miljøspil i stor skala i 1990. Det var i hvert fald opstillet en gang og spillet ved et arrangement på vores efterskole Billeshave. Det var konstrueret på sammen måde som et matadorspil, hvor man kørte rundt med små biler og besøgte verdens forskellige lande, hvor man kunne investere sine penge i virksomheder, både med og uden miljøbeskyttelse. Men når der kom for mange virksomheder, blev forureningen for stor, så verden gik under og spillet var forbi.

Barnets Århundrede

Det sidste større projekt, jeg var indblandet i, eller rettere sagt, selv havde fået idéen til og lokket DUI til at gennemføre, var Barnets Århundrede. Udgangspunktet var, at den svenske feminist (ville vi nok sige i dag) Ellen Kay i begyndelsen af 1900-tallet havde lanceret udtrykket Barnets Århundrede.  Projektet lod sig kun gennemføre ved økonomisk støtte fra Ungdommens Fællesråd, og en meget stor indsats fra medarbejdere i de deltagende afdelinger.

Projektet beskrev udviklingen i børns kår i det tyvende århundrede. Det skete bl.a. ved hjælp af en vandreudstilling. Det blev til 14 opstillinger rundt om i landet.  Desuden fik vi startet nogle erindringsgrupper af ældre folk, der fortalte om deres egen barndom. Disse erindringer blev udgivet som hæfter i 2002 og 2004. Desuden kom to hæfter, der henvendte sig til børn, det ene handlede om børns fritid, det andet om børns arbejde, skole, sygdom og pligter i århundrede. Endelig kunne vi slutte med en bog om emnet, der udkom i 2003 og henvendte sig til voksne.

DUI – 100 år

Endelig blev DUI 100 år i 2005.  Til den lejlighed skrev jeg en bog om DUIs historie Her går drenge Her går piger. Den blev vist noget større end først tænkt, men vi holdt budgettet og den blev færdig til tiden.

Endelig må jeg også tilstå, at jeg som medlem af hovedbestyrelsen og/eller forretningsudvalget i landsforbundet gennem årene har været med til at tage enkelte kloge, men nok flere ukloge, beslutninger. Men trods alt, DUI består endnu. For som de små piger fra Bavnehøj afdeling sang på vores JUBI-lejr i 1975: Der er ingen, der kan klare DUI!

DUI – stadig en aktiv familieorganisation

i 2017 fylder DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Det fejrer vi med et portræt af manden, der om nogen har været med til at skabe fortællingen om DUI – LEG og VIRKE. Nedenstående er tredje af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE – læs del 1 og del 2. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.

I 1979 blev jeg spurgt, om jeg ville skrive en sang til Jubi-lejren i 1980. Det blev til nr. 47 i den nuværende sangbog, der blev i øvrigt skrevet fem andre sange til den lejlighed, hvoraf tre endnu står i sangbogen. De har henholdsvis nr. 17, 66 og 69.  Det førte til, at jeg i de kommende år skrev en del flere sange til forskellige lejligheder. Også en prolog til DUI Københavnskredsens store fejring af DUIs 75 års fødselsdag. Prologer var ellers noget, man ikke brugte så meget i DUI mere.

Brølaber og impro-teater

DUIs daværende sangbog var fra 1965. Derfor var der mange ønsker om at lave en ny sangbog i 1977. Men det var blevet dyrt, at lave en sangbog. Derfor kom de på tale om at lave nogle supplerende sanghæfter.  DUI var jo i mellemtiden blevet en familieorganisation, så der skulle være sange både for voksne og børn. Vi var 6-7 stykker, der blev sat på opgaven.  Det blev til sanghæftet Brølaber. Vi havde store planer om at fortsætte med et hæfte, der skulle hedde Skrigefugle, men det var der ikke penge til.   Og det var sådan set meget godt, for den praktiske del med at skrive noder og tekst, lave layout og tegninger blev min opgave. Jeg klistrede siderne på A4-ark.  Derefter blev siderne fotograferet ned til A5, trykt og hæftet.

Det må have været i sidste del af 1970, vi lavede et nordisk dukketeaterprojekt. Vores daværende landsformand, Erik Stubtoft, havde først tænkt sig, at jeg skulle skrive et dukketeaterstykke.  Jeg blev inviteret med til et ABA-møde i Danmark, hvor der også var kreative mennesker med fra Norge og Sverige. Jeg kan ikke huske, om Finland var med i projektet. Vi blev hurtigt enige om, at der ikke skulle skrives noget som helst teaterstykke.  Børnene skulle frit improvisere over et tema. I hvert land skulle vi arbejde med at stable et teaterstykke.  I Danmark var DUI Brønshøj afdeling med på idéen. Vi fik stablet et teaterstykke på benene, som vi bl.a. viste i forbindelse med et nyt ABA-møde.

Vi havde fået en ganske pæn økonomisk understøttelse til projektet af Nordisk Råd, men problemet var, at der var søgt om penge til at skrive et dukketeaterstykke. Og alt, hvad der forelå på skrift, var et lille hæfte, der var fremstillet i Sverige, med en beskrivelse af den danske del, hvor vi beskrev fremgangsmåde, teaterets indretning og genfortalte handlingens i vores stykke, suppleret med mange flotte fotografier af sminkede og udklædte svenske børn. Det var Nordisk Råd ikke tilfreds med. Nu havde vi heldigvis optaget en del af scenerne på bånd, som jeg skrev af, og sendte til Rådet med forklaring om, at vi ikke rigtig vidste, hvad vores nordiske søsterorganisationer havde foretaget sig.

Flittige Hanne

Det må være på den tid, vi stiftede bekendtskab med Hanne Posche og Greve afdeling. På afdelingsplan fik vi et livligt samarbejde med Greve afdeling. Men vi lavede i de følgende år også mange ting sammen for Landsforbundet. Hanne var lige så flittig, som jeg var doven. Hun arbejdede på et forlag, hvor hun tilsyneladende lavede det meste arbejde. En af de opgaver, vi tumlede med, var at lave et kursusmateriale. Det var på højere sted besluttet, at vi skulle have en fast kursusstruktur, og at materialet skulle være færdigt så hurtigt som muligt.

Ønsket om en ny sangbog levede endnu. Det lykkedes i 1984.  Jeg var indblandet, men denne gang var det Hanne, der klarede alt det praktiske. Hun tegnede noderne, forhandlede med forfattere og komponister, så vi fik lov til at bringe en del sange uden vederlag, og udnyttede alle sine forbindelser i det grafiske miljø.

Smalfilm og de glade 70’ere

i 2017 fylder DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Det fejrer vi med et portræt af manden, der om nogen har været med til at skabe fortællingen om DUI – LEG og VIRKE. Nedenstående er anden af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE – læs del 1 her. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.

I DUI fik jeg mulighed for at gøre alle de ting, jeg ikke kunne: skrive historier og digte – selvom jeg stavede som en brækket arm – tegne og male, lave melodier og meget andet. Så det forsatte jeg med de følgende 72 år.

En af disse aktiviteter var fantasilegen. Det er en slags totalteater med udklædte poster bygget over en eller anden historie, som vist nok blev udviklet af en af vores medarbejdere i Husum afdeling.

Jeg har været med til at lave mange fantasilege i DUI gennem årene. Sidste gang var på vores jubi-lejr på Fyn i år 2000. Vi rejste naturligvis tilbage i tiden, et århundrede ad gangen, indtil vi i år 1000 nåede en ivrig missionær, der vil døbe os i en sø.

Fart over Falken

I 1960’erne havde man i nogle år forsøgt at omdanne medlemsbladet Falken til et egentlig børneblad. Robert Lindahl var stadig redaktør, men det var Werner Pawl, som i praksis var både redaktør og klarede layout. Werner var et helt fantastisk menneske og helt igennem en autodidakt.  Jeg kom med i Falkens redaktion og lærte snart en hel del af ham. Han gik ud og tiggede gamle klicher hos fagbevægelsens forskellige blade.  Så fik man stukket en kliche ud og fik  valget, om man ville skrive en artikel  eller en historie, der passede til billedet.

Efter et par år gik Robert af som redaktør og Werner havde så meget andet at lave, og så blev jeg redaktør og praktisk gris med ansvar for, at der blev afleveret et layout udkast med tekster og billeder på en bestemt dato. Det varede vist 2-3 år, så fik jeg også travlt med så meget andet.  Da jeg efterhånden nærmede mig de 30 år, kom jeg i tanke om, at jeg måske burde lære noget, sådan noget rigtigt, som man måske kunne leve af.

Medvirkende var vel også, at jeg havde mødt Christine, en tysk pige, der var au pair-pige hos en dansk familie i Sverige.  Når hun besøgte mig i weekenderne, lå jeg for det meste på gulvet med enden i vejret mellem bunker af papir og billeder, der udgjorde det førstkommende nummer af Falken.

Næstved og hele verden

I 1973 flyttede Christine og jeg til Næstved, hvor jeg havde fået arbejde. Der gik ikke ret lang tid før jeg blev kontaktet af landsforbundet, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med til at lave dette eller hint. Det første var vist et hæfte om Latinamerika, hvor jeg lavede et vist ret så ambitiøst forslag til et emnearbejde. Derefter fortsatte det med indslag både på påskekurser og på JUBI-lejre gennem mange år.

Samtidigt deltog vi begge i det lokale DUI-arbejde og var med til at starte en ny afdeling i den sydlige del af Næstved, der fik det lidt besynderlig navn Sankt Jørgens afdeling. Det skyldes dels, at vi fik lov til at benytte Sankt Jørgens kirkes lokaler, dels at Sankt  Jørgen i middelalderen var de spedalske og andre udstødtes helgen. Og netop Næstveds sydkvarter havde i de år mange sociale problemer.

I 1970 startede DUI en kampagne for bedre legeforhold for børn under mottoet PLADS TIL  LEG. Der blev udsendt et hæfte med aktivister. Dertil har jeg skrevet et skuespil med titlen Hvad skal vi  lege? Jeg må have skrevet det efter, at vi flyttede til Næstved. Det passer ikke så godt med at kampagnen blev sat i gang i 1970. Men måske har et lovet emnehæfte været forsinket. Den slags er jo af og til sket i DUI.

Den svære tid under 2. verdenskrig

i 2017 fylder DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Det fejrer vi med et portræt af manden, der om nogen har været med til at skabe fortællingen om DUI – LEG og VIRKE. Nedenstående er første af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.

Den 14. marts faldt på en onsdag i 1945. Den dag fyldte jeg 8 år. Måske var det ikke på selve dagen, måske dagen før eller efter, at jeg mødte op til min første mødeaften i gruppe 2 i DUI, Husum afdeling.  Inde under frakken havde jeg en rigtig blå DUI-bluse med tilhørende rødt tørklæde, som min mor havde fremskaffet på en eller anden måde. DUI-bluser var ellers en sjældenhed pga. krig og besættelse.

Det startede med stoppede strømper

DUIs værested eller falkerede, som man omtalte den, var en gammel træbarak på Storegårdsvej, som også var ungdomshjem for den lokale DSU-afdeling. Jeg mødte op med store forventninger og blev noget forundret, da jeg blev klar over, at vi skulle lære at stoppe strømper.

Jeg forklarede, at den slags plejede min mor at gøre. Men min gruppeleder, en ung pige på 17-18 år, som hed Kirsten, forklarede meget pædagogisk, at når man var DUI-er, så skulle man på lejrtur, og så kunne det ske, at der gik hul på strømpen. Og man har jo ikke mor med til at stoppe den.

Kirsten havde medbragt nogle klude, der var klippet ud af gamle strømper. Nu klippede hun et hul i sådan en klud og viste mig, hvordan man stoppede: Først den ene vej, og så på tværs, hvor man ligesom vævede stoppegarnet ind i de første sting. Det var meget besværlig, men omsider blev jeg færdig og fremviste stolt resultatet for Kirsten idet jeg spurgte: Hvad skal jeg så lave?  Du kan prøve at stoppe et hul mere og se, om du ikke kan gøre det lidt pænere, svarede hun og klippede et nyt hul i min klud.

Plads til fantasi og kreativitet

Heldigvis dukkede nu Evald op, vores børneleder. Sådan en blev senere kaldt den pædagogiske leder, men nu om dage har vi vist kun medarbejdere uden specielle titler. Evald syntes, at vi skulle synge en sang og satte sig hen til klaveret, lavede et lille forspil, og vi sang Oskar Hansens og Oskar Gyldmarks: Der er huse, der skal rejses med det meget lærerige omkvæd blir´ vort arbejde stort eller ringe og småt, vil vi gøre det knagende godt.

Det var jo alt sammen helt efter vore datidige formålsparagraf hvorefter vi var:  en fritidsorganisation, hvor arbejdet skulle foregå efter den moderne arbejdsskoles principper, som kunne udvikle børnenes selvstændighed, deres ansvarsfølelse, give dem kendskab til kulturelle værdier, til sociale forhold, og til forståelse af dansk samfundsliv.

I de følgende år lærte jeg at save med løvsav, lave linoleumssnit, rejse telte, tænde bål, bruge kort og kompas, slå forskellige knuder, at deltage i sociale vandringer og at synge alle sangene i DUI-sangbogen.

Der var dog også en anden strømning i DUI end den moderne arbejdsskoles ønske om at skabe gode samfundsbevidste arbejdere, der gjorde deres pligt og kendte deres ret, men også gavnede nationalproduktet og valutabalancen. Den stammede vel fra Unge Pædagogers drøm om den frie skole, og den blev udbredt gennem DUIs kursusvirksomhed.  Denne strømning gav plads for fantasien og kreativiteten.

En anden ting, som har været væsentlig gennem alle årene i DUI, er et af de tre ord, der stod på messingspændet på vores DUI-bælter. De to andre ord var orden og venskab, men det tredje ord solidaritet var ganske uforståeligt. Men indirekte lærte man, at i DUI skulle alle have lov til være med, uanset om man var god eller dårlig til et eller andet.

DUI – 100 år, 1. afsnit

I 2005 medvirkede Hans Hansen i filmen DUI – 100 år, der blev lavet for at fejre foreningens 100 års fødselsdag. Nedenfor kan du se første af de i alt fire afsnit.

DUIs stiftelse og de første svære år