Ankersminde – Indvielse af tilbygning

Ankersminde – indvielse af tilbygning

Kære alle DUI´er

I inviteres hermed til indvielse af den nye tilbygning på Ankersminde.

Vi håber at I har tid og lyst til at komme forbi den 29. juli fra kl. 16.00 – 17.30 på Gadsbøllevej 100, 5492  Vissenbjerg

DSU og DUI- LEG og VIRKE er i ejerfællesskab omkring Ankersminde.

Som I ved – så har vi længe haft drømmen om at udbygge og forbedre
Ankersminde, og den drøm er nu gået i opfyldelse.
Vi har den seneste tid arbejdet på at få opført en ny tilbygning med 64
sovepladser fordelt på 16 værelser med eget bad og toilet, samt en helt ny
toiletbygning.Invitation til alle DUI´ere – indvielse af Ankersminde, ny tilbygning

Denne proces er nu i gang og vi forventer at være færdige, så vi kan indvie
”alt det nye” sidst i juli måned 2023. Hurra! Det glæder vi os til.
Derfor vil vi meget gerne fejre indvielsen af det nye Ankersminde sammen
med jer lørdag d. 29. juli kl. 16.00-17.30.

Vi håber, at I kan afse dagen (midt i sommerferien) til at fejre vores fælles ANKERSMINDE.

Der vil være taler fra bidragsydere og ejerkredsen, heriblandt vores formand
Ann Urbrand. Vi skal klippe i snore, skåle i champagne og fejre, at
Ankersminde har fået endnu bedre rammer til, at unge kan mødes sammen i
fællesskab.

Det vil betyde meget for os, hvis I har tid til at kigge forbi. I kan tilmelde jer
på dui@dui.dk og gerne senest den 22. juli. Så har vi har en idé om, hvor
mange der deltager.

På vegne af DUI-Leg og Virke og DSU,
Ann Urbrand Katrine Evelyn Jensen
Formand for DUI-Leg og Virke

 

Børneattester – ny midlertidig procedure – og godt nyt inden sommerferien 2023

Rigspolitiet har desværre ikke fulgt med den digitale udvikling.
Men der er nu lys forude – Det forventes, at falde på plads senest sommeren 2023.

15. marts har DUF og en række spejderorganisationer skrevet om problemet. 

Læs artiklen HER

Kort fortalt, så er Rigspolitiet ikke overgået til MITID og det betyder derfor, at det bliver lidt mere besværligt at indsende godkendelsen fra den enkelte frivillige ledere, hvis man er overgået til MitID og dermed ikke har NEMID mere. Da NEMID, lukker helt ned med udgangen af juli i år, er Rigspolitiet tvunget til at overgå til MitID inden.

Da NEMID allerede lukker helt ned med udgangen af juli i år, er Rigspolitiet tvunget til at overgå til MitID inden. Men lige nu er der behov for at ændrer proceduren for at rekvirere børneattester og vi har nu udarbejdet en ny procedure, efter at have talt med både Rigspolitiet og andre organisationer på området.

 

NY PROCEDURE

Inden I går i gang. Undersøg om den frivillige er overgået til MitID eller fortsat har NemID?

 

 

Har jeres frivillige leder fortsat NemID?

Er svaret JA? – Så gør i som sidst (den sædvanlige procedure).

I sender fortsat de sidste 4 cifre i cpr-nummeret ind via dette link: KLIK HER

 

Derefter bliver der sendt en besked via E-Boks (fra Rigspolitiet), hvor den frivillige leder godkender med sit NemID.

 

Når Rigspolitiet har behandlet anmodningen sender de besked til Landsforbundet med en godkendt BØRNEATTEST og sekretariatet (moni@dui.dk) går ind og vinger af i medlemssystemet.

Så er proceduren afsluttet.

Dette er den nuværende procedure og altså nu kun for dem der stadig har NemID.

 

Er den frivillige leder overgået til MitID?

Hvis dette er tilfældet, så er der desværre endnu ikke udviklet en digital procedure og derfor skal BØRNEATTESTEN indhentes manuelt, via en blanket.

 

I blanketten skal den frivillige leder selv udfylde:

Fornavn

Efternavn

Adresse og by og postnummer

Fulde CPR. nr.

Dato og underskrift

OBS: (Hvis den frivillige leder er under 18 år, skal afdelingsformanden sørge for at indhente tilladelse hos forældrene.)  

Blanketten sendes derefter til moni@dui.dk, som underskriver for Landsforbundet og sender den til Rigspolitiet

 

OBS: Vedr. Persondatalovgivningen (GDPR), så sørger sekretariatet for at slette blanketten efter indsendelse til Rigspolitiet (via beskyttet link) og der udskrives en kopi, som lægges i en mappe, der låses inde, sammen med andre evt. personfølsomme oplysninger. Dette er sikret gennem Landsforbundets beskrivelse af opbevaring af personfølsomme oplysninger. Link til beskrivelsen finder du HER

 

Du kan finde blanketten på følgende måde;

  1. Hent/download blanketten – Blanket til børneattest
  2. Se eventuelt eksempel på en udfyldt blanket HER udfyld kun det gule markeringer
  3. Skriv til moni@dui.dk eller ring på 37 17 72 00 og få tilsendt blanketten.

 

Vi håber, at informationen om den nye procedure giver mening for jer og vi står selvfølgelig til rådighed, hvis I har spørgsmål.

Skriv gerne til moni@dui.dk eller ring på vores hovednummer 36 17 72 00.

Orientering fra Formandsskabet, november 2022

 

Til alle medlemmer i DUI- LEG og VIRKE.

Med denne hilsen fra DUI-LEG og VIRKEs formandskab siger vi først og fremmest tak til de mange deltagere i Aktivitetsfestivalen i begyndelse af oktober i Munkebo. Næstformand Marianne Halkjær har ordet denne gang.

Temaet for festivalen var Halloween, med masser af hyggeligt gys, blod, og monstre. Det er dejligt, at vi kan samle så mange børn og unge – 118 deltagere for at være helt præcis – og heraf var omkring halvdelen fra den lokale afdeling.

Jeg tror, Halloween-aktiviteter er et hit som en god fællesskabende afdelingsaktivitet. Både børn og voksne har stor glæde over at klæde sig ud og skræmme hinanden. .

Arrangementet er blevet evalueret i sidste weekend og nu står tilbage at få nedsat et nyt udvalg og finde en ny værtsafdeling til 2023. Fra det nuværende aktivitetsudvalg stopper udvalgsformand Monika Findsen fra Højstrup, ligesom Tinna Glisbo fra Odsherred siger tak for denne gang.

Det nye aktivitetsudvalg bliver udpeget på hovedbestyrelsesmødet den 26. og 27. november i København.

Har din afdeling lyst til at gå ind i at planlægge næste års Festival, så skriv gerne til mig på marianne@dui.dk. Hvis du har lyst til at være med i udvalget, så tøv ikke med at melde dig og eller stille spørgsmål til arbejdet.

Efterår og snart jul

Det er for alvor blevet efterår, og lige om lidt står julen for døren. I den hyggelige tid, kan mange aktiviteter flyttes indendørs.

Men ikke for alle, er julen en hyggelig tid. Mange familier er hårdt ramt af den voldsomme inflation. Alting er blevet dyrere – husleje, varme, elektricitet og fødevarer. Mange private hjælpeorganisationer melder om nye rekorder, i ansøgningerne om julehjælp til trængte familier. Antallet af familier, der bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, er også i voldsom stigning.

Måske er jeres afdeling involveret i at hjælpe, eller har mødt familier, der er ramt af fattigdom. De eksempel må I gerne give videre til sekretariatet.

Folketingsvalg 2022

Så har der været folketingsvalg. Blandt de nyvalgte folketingsmedlemmer er blandt andet vores næstformand Thomas Skriver Jensen.

Stort tillykke med valget til Thomas. Vi glæder os til at følge dit politiske arbejde på Christiansborg.

Folketingsvalget var i øvrigt præget af vigtige emner som sundhed, klima, økonomi og ønsket om at skabe et bredt politiske samarbejde.

Til gengæld fyldte børne- og familiepolitik ikke så meget, som vi i DUI kunne ønske. Derfor er det formandskabets ambition, at vi uanset på farven og størrelsen på en ny regering vil være med til at sparke liv i en stærkere børnepolitisk debat.

Børnefattigdom

Vi har allerede markeret os sammen med 20 andre organisationer, som medunderskriver på et debatindlæg om fattigdom i børnefamilier, som blev bragt i Dagbladet Information den 7. november. Læs hele debatindlægget her. Du kan også finde indlægget på DUIs Facebook-side.

Hvis I ude i afdelingerne er stødt på eksempler på børnefamilier, der er presset af dårlig økonomi, må I gerne kontakte henrik@dui.dk eller ringe på 6155 7484.

LandsBørneUdvalget og Lands UngdomsUdvalget (LBU og LUU) har tradition for at holde landsdækkende træf i uge 45 og 46.

Mangel på tilmeldinger betød, at vi her i efteråret desværre har måttet aflyse LBUs træf.

LUU afholdt dog deres træf i weekenden fra 11. til 13. november på Ankersminde med Disney-tema. Det kan du se her på LUUS Facebook-side. Der var 13 deltagere.

Vi må desværre konstatere, at tilslutning til børne- og ungdomstræffene har været svigtende. Hovedbestyrelsen vil på sit kommende møde i denne måned se på, hvorfor tilslutningen ikke er der og hvad der skal gøres ved det.

Jeg vil ønske jer en dejlig uge. I er altid velkomne til at kontakte sekretariatet eller formandskabet.

Jeg kan kontaktes på marianne@dui.dk.

Marianne

Børn skal behandles som ligeværdige

I dag den 20. november er det FNs Internationale Børnedag. I år kan vi fejre, at det er 33 år siden, at verdens lande i 1989 vedtog FNs Børnekonvention.

 

Der er masser af grunde til at ønske tillykke med de fremskridt, som er sket og stadig sker, når det gælder børns rettigheder og samfundets pligt til at beskytte børn mod økonomisk udnyttelse, mishandling eller børns ret til at udtrykke deres holdninger og ønsker – og ikke mindst at børn bliver taget seriøst som ligeværdige af de voksne, myndigheder og regeringer.

 

Børnekonventionen er vigtig. Ikke kun for børn i Danmark, men i hele verden. I en urolig verden med krige, klimaforandringer og stigende ulighed er det helt afgørende at kæmpe for at sikre børns rettigheder.

 

Danmark tiltrådte Børnekonventionen i 1991. Vi har dermed som land forpligtet os til at efterleve konventionen på alle tænkelige områder. For eksempel handicappede eller socialt udsattes børns adgang til at leve et normalt liv og udvikle sig optimalt sammen med andre mennesker.

 

Men der er masser af punkter, hvor vi i Danmark efter min opfattelse ikke lever op til Børnekonventionen. På det sociale område kniber det for eksempel alvorligt med at leve op til barnets ret til at blive hørt i sager, hvor myndigheder tager beslutninger og træffer afgørelser, som påvirker barnets liv.

 

Et andet eksempel er fysiske overgreb mod børn. Der skal myndigheder og forældre leve op til deres ansvar og anerkende, at det i sidste ende er samfundets og de voksnes ansvar, at børn bliver respekteret som selvstændige personer.

 

Hvis det nyvalgte folketing og den kommende regering vil give danske børn en god gave i anledning af Børnekonventionens 33 års fødselsdag vil jeg anbefale, at man starter med at skrive børnenes rettigheder ind i dansk lovgivning.

 

Det er allerede sket på enkelte områder, som for eksempel Serviceloven , som giver kommunerne pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik på det kommunale område.

 

Der er brug for, at vi på nationalt plan med udgangspunkt i Børnekonventionen får vedtaget en strategi for børneområdet, som går på tværs af kommuner, regioner og ministerier. Sådan en strategi skal indeholde et krav om, at børnenes perspektiv på verden bliver en del af politik og lovarbejde.

 

Det skal forpligte stat og kommuner til at arbejde med børnepolitik på tværs af det sociale område, sundhed og psykiatri, fritidsliv, medier og folkeskole for nu blot at nævne nogle af de vigtigste områder.