Dorthe Ølgaard Lassen bor i Hvidovre og er uddannet socialpædagog og sorg- og kriseterapeut.
For 15 år siden begyndte hendes børn at komme i Cirkus Arcus, og mor fulgte med. Nu er børnene blevet voksne og ikke længere aktive cirkusartister. Men Dorthe er fortsat som engageret medlem af Cirkus Arcus-afdelingen.
Her arbejder hun med at sørge for mad og drikke til de unge artister og deres medhjælpende forældre, når Cirkus Arcus’ forestillinger går løs hvert år i maj. Men Cirkus Arcus fylder også en del resten af året, da hun er med i bestyrelsen og DUI’s repræsentant i Samrådet for Frivillige Børne- og Ungdomsorganisationer i Hvidovre.
Dorthe laver også frivilligt arbejde med at skabe aktiviteter i området, hvor hun bor. Hun er medlem af sit menighedsråd og en del af menighedsplejen. Og så synger hun i gospelkor og er vinterbader.
Dorthe er især god til at organisere og finde sponsorer. Hun er empatisk og lyttende over for børn og voksne, som har det svært. Til gengæld kniber det med at holde blodtrykket under kontrol, når hun møder uretfærdighed eller folk, som opfører sig dårligt over for andre.
29 44 13 47
lassen167@gmail.com
Dorthe er medlem af Cirkus Arcus (Hvidovre).
Cirkus Arcus støtter Dorthe Ølgaards kandidatur til Hovedbestyrelsen, da enhver ledelse har brug for Dorthe, hendes fortræffeligheder til netværk, sociale ansvar og hendes villighed til at arbejde for fællesskabet. Dorthe har i Cirkus Arcus fået titlen socialminister – ikke alene grundet hendes altid utrættelige arbejde for at sikre fællesskabet, men fordi Dorthe altid ser alle og har stor fokus på trivslen og arbejdet for ligeværd. Dorthes store retfærdighedsfølelser giver altid nye perspektiver på debatter og flytter indsatser, så de inkluderer alle både her og nu, men også i det fremtidige arbejde, da Dorthe også med stor succes har fokus på at fremtidssikre.