Nyt skoleår, ny begyndelse

”Jeg tror, at alle afdelingerne glæder sig til at komme i gang med at lave aktiviteter. Og det er sjovest at lave aktiviteter, hvis der er børn at lave aktiviteter for,” siger Tobias Simonsen.

Skolernes sommerferie er slut, og en ny DUI-sæson kan begynde.

”Nogle steder er der lidt mere behov for at gøre en indsats for, at der kommer flere børn til aktiviteterne. Skolestarten er en god anledning til at lave en status: Hvordan er det lige, vi her i vores afdeling sørger for at få flere børn med?”

 

Gode aktiviteter, men få børn

Der kan være mange forskellige måder at fortælle lokalsamfundet om, hvilke aktiviteter jeres DUI-afdeling har for børn og unge.

”Det er godt at komme ud på skolerne og fortælle om afdelingens aktiviteter. Lokalaviser er også et godt sted at henvende sig, og de hungrer ofte efter tips om lokale initiativer, de kan skrive om. Her på forbundskontoret hjælper vi gerne med pressemeddelelser og andet til lokalavisen,” siger Tobias Simonsen.

”Hvis man føler sig usikker på, hvordan man laver reklame for sin forening, så kan man bestille mig til at komme ud til afdelingen for at holde et tre-timers kursus,” fortæller Tobias Simonsen.

”Man kan også bare ringe til mig på 61 26 25 96, hvis man har nogle udfordringer eller bare gerne vil have noget sparring i forhold til, hvordan man når ud i lokalmiljøet med information om afdelingens aktiviteter.”

 

Gode idéer, men få penge

Nogle afdelinger har masser af idéer til aktiviteter, men mangler penge til at gøre dem til virkelighed.

Heldigvis er der mange fonde og puljer, som man kan søge. Men det er klogt at tænke over, hvilke fonde og puljer der passer bedst til ens ønsker.

”Fundraising handler rigtig meget om at forstå den enkelte fonds formål. Hvis man gerne vil noget med naturen, så er Friluftsrådet et oplagt sted. Hvis man vil arbejde med ’det gode liv’, så er Nordea Fonden et bedre bud,” siger Tobias Simonsen.

”DUI’s afdelinger kan også bestille et kursus i fundraising – eller bare ringe til mig her på kontoret. Så vil jeg rigtig gerne komme med sparring, hvis man har gode idéer til projekter, man mangler penge til,” siger Tobias Simonsen.

 

Særlig hjemmeside til afdelingerne

dui.dk/123 er der mange gode redskaber og god information til afdelingerne.

”På dui.dk/123 kan man eksempelvis finde skabeloner til markedsføring og referatskrivning – og hvis der mangler nogle værktøjer, vil vi meget gerne lave nye,” siger Tobias Simonsen.

”Jeg skal bare have besked om, at det mangler. dui.dk/123 er en platform, som vi bygger sammen.”

 

Udfordring for DUI

Tobias Simonsen er stadig forholdsvis ny i jobbet som udviklings- og aktivitetskonsulent i DUI – et job han tiltrådte i begyndelsen af juni.

Men han har allerede besøgt flere DUI-afdelinger rundt om i Danmark og har flere afdelingsbesøg på programmet her i august.

”Det er rigtig spændende, og afdelingerne kan meget forskelligt,” siger Tobias Simonsen.

”Der er masser af god energi og gode aktiviteter. Men den udfordring, DUI står over for, er at man i det danske samfund har lettere ved at vide, hvad en spejderbevægelse eller en sportsforening er. Derfor er det mere vigtigt for DUI, at man kommer ud med sine budskaber. Og skolestart er som nævnt en god anledning til at få fortalt lokalsamfundet, at man eksisterer.”

 

Klik her og find tre bud på fonde, som I kan søge til efterårets aktiviteter

 

DUI favner alle – og vi favner alles børn

Lørdag den 17. august går DUI med i Copenhagen Pride.

”Vi går med i priden for at vise, at vi er ligeglad med, om du har to mødre eller to fædre, eller hvordan dit familiemønster ser ud. DUI favner alle – og vi favner alles børn,” siger Lis Olesen, som er tovholder for DUI’s deltagelse i pride-paraden.

”Vi har ingen fordomme i den retning, men plads til alle. Og rent faktisk har vi unge DUI’ere, som er biseksuelle, transkønnede, bøsser eller lesbiske.”

I år bliver det fjerde gang, at DUI går med i Copenhagen Pride.

 

Plads til alle

Lørdag den 17. august afgår pride-paraden fra Frederiksberg Rådhus klokken 13. Men allerede om formiddagen begynder de over 150 tilmeldte pride-grupper at stille op til paraden.

DUI’erne mødes klokken 12 på trappen ved Frederiksberg Rådhus, og klokken 12.30 går DUI’erne sammen hen til det rigtige sted i paraderækkefølgen – i år bliver det formentlig sammen med en af fagbevægelsens ungdomsorganisationer.

DUI’s deltagelse i Copenhagen Pride er organiseret af Vestegnens Fællesledelse, men Lis Olesen opfordrer alle DUI’ere til at møde op.

”Jo flere vi er, jo mere synlig bliver DUI. Og jo sjovere er det at gå med i priden,” siger Lis Olesen.

”Tag en DUI-T-shirt på, og mød op. Vi har masser af regnbueflag med DUI-logo.”

 

Fællesspisning hos DUI-Avedøre

Pride-paraden forventes at nå frem til Københavns Rådhus omkring klokken 16. Her vil nogle DUI’ere måske blive for at feste og opleve det store Pride Show.

”Men hvis man har lyst, er man velkommen til at tage med til Avedøre-afdelingens lokaler, hvor vi spiser mad sammen og hygger efter priden,” siger Lis Olesen.

Hvis man vil spise sammen med DUI-Avedøre, må man meget gerne tilmelde sig ved at ringe eller SMS’e til Lis Olesen på 61 33 45 69.

 

Går du med i Copenhagen Pride, og har du brug for en DUI-T-shirt eller en DUI-vandflaske? Eller måske en stor pose DUI-bolsjer, som lige nu sælges for blot 25 kroner. Klik her for at tage et kig ind i DUI Shoppen.

En stor oplevelse for børnene

Magnus fra DUI-Horsens i lære som styrmand hos Peer Bonnemann Larsen: Et besøg på DUI-Skibet gjorde årets sommerlejr endnu bedre for børnene fra DUI-Horsens og DUI-Hvidovre.

 

Anden uge af juli sejlede DUI-Skibet fra Aarhus til Juelsminde, hvor to forskellige DUI-afdelinger holdt hver sin sommerlejr.

”Tirsdag og onsdag havde vi aftalt med Horsens-afdelingen, at de skulle med ud at sejle,” siger Peer Bonnemann Larsen, formand for DUI-Skibet.

”Hvidovre-afdelingen havde vi så en aftale med torsdag og fredag. Desværre var der dårligt vejr torsdag, men fredag kom de ombord, og vi hyggede med dem.”

 

Børnene vokser en halv meter

Skibet er en helt ny afdeling af DUI, som blev stiftet 18. juni i Aarhus Træskibshavn.

Formanden og skipperen, Peer Bonnemann Larsen, har mange års erfaring med at sejle, men også som socialpædagog. Derfor var han ikke skræmt af, at Hvidovre-afdelingen havde flere socialt udfordrede børn med ombord på Skibet.

”Hvidovre-afdelingen havde givet friplads til seks børn, som var på sommerlejren uden forældre. Det synes jeg er fantastisk, at DUI-Hvidovre betaler for at give de børn en god oplevelse,” siger Peer Bonnemann Larsen.

”Den sociale indsats, som vi på Skibet kan gøre, har stor betydning for de her børn og unge. Når de går fra borde og giver skipper hånden og siger tak for turen – og det gør man jo – så kan man se, at de lige vokser en halv meter.”

 

Sommerlejr på Samsø i 2020

DUI-Skibet har allerede lavet en aftale om at besøge DUI-Hvidovres sommerlejr til næste år.

”I 2020 tager Hvidovre på sommerlejr til Samsø. Så sejler vi over og lægger til i Mårup og tager dem med på dagsture til blandt andet Tunø,” siger Peer Bonnemann Larsen.

”Med Skibet kan man jo virkelig lave et samarbejde på tværs af landsdelene her i Danmark.”

 

Fælles oplevelser for familien

”Samarbejdet med dem fra Horsens har også været godt,” understreger Peer Bonnemann Larsen.

”Efter vi havde haft dem med ude at sejle, blev vi inviteret over til spisning. Og vi fik en lille gave af dem.”

”Vi havde masser børn ombord, og der blev både fisket og fortalt røverhistorier. Men det var også tydeligt, at når børn og deres forældre bliver sat på lige vilkår, så bringer det dem sammen i nogle fælles oplevelser, som de vil huske mange år fremover.”

Peer Bonnemann Larsen bakkes op af Berit Rasmussen, der er formand for DUI-Horsens.

”Børnene snakker stadig om, at de har været med ude at sejle på Skibet. Så det var helt klart en stor oplevelse for dem – en oplevelse som hverken vi i DUI-Horsens eller de fleste af forældrene ville kunne give dem,” siger Berit Rasmussen.

”Jeg håber meget, at vi kan samarbejde med Skibet næste år. Ud over at give børnene en unik oplevelse, giver Skibet også en god mulighed for at hverve og fastholde medlemmer i vores afdelinger,” siger hun.

 

Vil du i kontakt med Peer Bonnemann Larsen og DUI-Skibet, kan du skrive til: bonnemann@hotmail.com

DUI-medlem fylder 100 år

Herdis Nørgaard Sørensen har været medlem af DUI i 92 år. Den 23. juli fylder hun 100 år.

 

Da Herdis var barn, skulle man være mindst otte år for at blive medlem af DUI.

Herdis’ familie var tilknyttet fagbevægelsen i Odder, og hendes storebror var med i DUI. Derfor ville den lille pige også meget gerne være medlem.

På sin otte-års-fødselsdag kunne Herdis så langt om længe blive optaget som medlem af DUI. Og derefter har hun gennem 92 år trofast fornyet sit medlemsskab.

 

På talerstolen som 99-årig

Trods sin høje alder bor Herdis Nørgaard Sørensen i egen lejlighed.

Hun er stadig åndsfrisk, og for nylig holdt hun tale ved et 1. maj-arrangement i Odder.

”Herdis advarede mod det, hun kaldte de mørke skyer og den grimme tone i den politiske debat. Hun fortalte, hvordan hun selv havde oplevet tiden under Anden Verdenskrig og advarede mod at gentage de hadefulde ting fra den tid,” siger Aage Rothmann, formand for DUI-Odder.

Han understreger, at han aldrig har oplevet så meget lydhørhed over for en 1. maj-taler:

”Der kan godt være en masse småsnak under 1. maj-talerne. Men der var fuldstændig ro, mens Herdis var på talerstolen.”

 

Som en ekstra bedstemor

Herdis Nørgaard Sørensen ser ikke så godt længere, og for nylig havde hun en mindre hjerneblødning.

Alligevel kommer hun jævnligt i Falkebo, som DUI’s hus hedder i Odder.

”Herdis er god til håndarbejde, og ungerne er faktisk meget interesseret i det, som Herdis er i gang med. For mange af børnene her i DUI-Odder er Herdis som en ekstra bedstemor,” fortæller Aage Rothmann, der har kendt Herdis i mange år.

”Da jeg startede som formand i DUI-Odder for snart 27 år siden, synes jeg godt, at hun kunne være lidt skrap – ja også nogle gange lidt irriterende,” griner han.

”Men jeg lærte hurtigt at sætte pris på Herdis. Når vi har aftalt en fordeling af arbejdsopgaver, har man altid kunnet regne med, at Herdis ville nå sine ting til tiden. Hun er et fantastisk menneske, og vi er meget glade for at have hende som et af vores aktive medlemmer her i DUI-Odder,” siger den lokale formand for DUI.

 

Genbrug betalte for DUI-hus

”Herdis er et rigtig dejligt og rart menneske,” supplerer Jette Behrendt, som også er med i bestyrelsen og aktiv medarbejder i DUI-Odder.

”Børnene er glade for Herdis. De snakker med hende og lader sig ikke mærke af aldersforskellen. Hendes hoved fejler jo heller ikke noget, og hun er god til at snakke om gamle dage,” siger Jette Behrendt.

Og der er rigeligt at tale om: I 1940’erne organiserede Herdis Nørgaard Sørensen indsamling af gamle aviser, som blev solgt til genbrug og var med til at betale for købet af DUI’s hus i Odder. Senere var hun med til at opbygge DUI’s lederuddannelse. Og hun har endda været med til at køre en kampagne mod kommunen for at få en midlertidig legeplads gjort permanent.

”Herdis har sine meninger, og hun er god til at skrive. Kommunen endte ganske vist med at sige nej, men den fik hård kamp til det sidste,” fortæller DUI-Odder-medlem Bjarne Henriksen, der var med i kampen for legepladsen.

 

Kulturpris gik til musikanlæg og spil

I 2009 fik Herdis Nørgaard Sørensen en kulturpris for sit mangeårige frivillige engagement i DUI-Odder.

”Med kulturprisen fulgte 7.000 kroner, som Herdis brugte til et musikanlæg og spil til DUI-afdelingen her i Odder,” siger Aage Rothmann.

100-års-fødselaren er da også populær blandt Odder-afdelingens yngre medlemmer:

”Herdis er en ældre dame med mange oplevelser, som hun gerne fortæller om. Og vi unge vil meget gerne snakke med hende og høre om for eksempel, hvordan det var for hende at leve i Danmark under Anden Verdenskrig,” siger 18-årige Kristine Julius Zastrow, medlem af DUI-Odder og formand for DUI’s LandsUngdomsUdvalg.

”Herdis har sine holdninger, men hun lytter også gerne til, hvad vi unge har at sige. Hun har altid været meget hjælpsom. Nu er hun ved at være godt oppe i årene, men hun har da lært flere af os børn og unge at strikke,” fortæller Kristine Julius Zastrow.

 

Herdis Nørgaard Sørensen fejrer sin 100-års fødselsdag med et åbent hus-arrangement i DUI-huset Falkebo. Det sker den 23. juli fra 9.30-12.30. 

Klik her for at læse et interview, som Herdis gav i 2017 ved sit 90-års-jubilæum som DUI-medlem.

På sommerlejr med DUI

Ølstykke, Hvidovre, Horsens, Silkeborg og Odder er blandt de DUI-afdelinger, som arrangerer sommerlejr i skolernes sommerferie.

 

Det er aldrig for sent at starte en ny tradition. Og det er netop, hvad DUI-Ølstykke er i gang med.

I 2018 tog de for første gang sammen på sommerlejr, hvilket blev en stor succes. Derfor arrangerer de en ny sommerlejr her i 2019 – fra 28. juli til 3. august i DUI-hytten Ejnersbo.

”Vores hytte er ideel til sommerlejr, fordi den ligger meget tæt på både vand og skov, men også er omgivet af en stor grund med masser af plads til udendørs aktiviteter,” fortæller Morten Lyager fra DUI-Ølstykke.

”På sommerlejren skal vi både på stranden og se på solnedgangene. Men vi skal også i Sommerlejr Sjælland, som ligger blot otte kilometer fra hytten. Også så skal vi i gang med vores nye YouTube-aktivitet, som DUF har støttet med 25.000 kroner.”

DUI-Ølstykkes sommerlejr er for hele familien og har plads til 28 deltagere. Tilmelding til Morten Lyager på mobiltelefon 29 48 12 16.

 

Hvidovre tager til Jylland

DUI-Hvidovre har en mangeårig tradition for at tage på sommerlejr, og i år går turen til Jylland – nærmere bestemt Juelsminde.

”Vi har været mange forskellige steder, men vi holder altid sommerlejren et sted, som er tæt på vand,” fortæller Marianne Halkjær fra DUI-Hvidovre.

I skrivende stund har 26 børn og voksne tilmeldt sig DUI-Hvidovres sommerlejr den 6.-13. juli. De kører til Jylland i private biler og en lånt minibus. I Juelsminde skal de bo i en hytte lejet af FDF.

Tilmelding til DUI-Hvidovres sommerlejr sker til Marianne Halkjær på mobiltelefon 23 95 44 27.

 

Horsens får besøg af Skibet

I Juelsminde holder DUI-Horsens også sommerlejr. Det sker 9.-11. juli i Horsens-afdelingens feriekoloni i Sandbjerg Vig.

Sommerlejren får besøg af den helt ny DUI-afdeling, Skibet, som sejler ned fra Aarhus for at lave vandaktiviteter med børnene og deres familier.

”Jeg synes det er spændende, når vi er flere afdelinger, der går sammen. Vi kan jo lære af hinanden. Og for børnene bliver det helt sikkert spændende at komme ombord på et skib,” siger Berit Rasmussen fra DUI-Horsens.

Tilmelding til DUI-Horsens’ sommerlejr sker til Berit Rasmussen på mobiltelefon 26 18 38 47.

 

Sommerlejr for socialt udfordrede familier

Længere nordpå arrangerer DUI-Silkeborg sommerlejr i Gudenåhuset fra 29. juli til 1. august. Denne sommerlejr er især tilrettelagt for familier med sociale/økonomiske udfordringer.

”Vi arbejder sammen med Silkeborg Kommunes Familieafdeling, som til sommerlejren finder familier, der ellers ikke ville have råd til at komme på sommerferie,” fortæller Else Sørensen fra DUI-Silkeborg.

”Vi har plads til syv familier på sommerlejren, og i år har de 18 børn med i alt. Vi glæder os til at være sammen med dem, og de kan blandt andet glæde sig til, at vi tager dem med en tur i badelandet hos Landal Søhøjlandet.Sådanne oplevelser har de familier ofte svært ved at få råd til at give deres børn.”

Alle pladser til DUI-Silkeborgs sommerlejr er allerede taget, så det er ikke længere muligt at tilmelde sig.

 

100 års jubilæumslejr i Odder

DUI-Odder fejrer i år 100-års jubilæum. Derfor er afdelingens sommerlejr blevet til en jubilæumssommerlejr med 100 forskellige aktiviteter.

”Vi er en afdeling præget af traditioner, og igen i år holder vi vores sommerlejr på Arbejdernes Feriehjem i Saksild,” fortæller Aage Rothman fra DUI-Odder.

”Det ligger på en dejlig grund helt ned til vandet, og vi glæder os til i år at få besøg af DUI’ere fra tre andre afdelinger.”

De tre andre DUI-afdelinger, som tager med på DUI-Odders sommerlejr, er Aalborg, Holbæk og Rødovre. Sommerlejren holdes i uge 30.

 

Holder I også sommerlejr i din DUI-afdeling? Skriv til thomas@dui.dk, hvis du ønsker, at vi skal skrive om den. Flere andre steder i Danmark holder DUI-afdelinger sommerlejr.

Stand Up Paddleboarding i Kolding

Det blæser og er koldt. Men børnene vil gerne med ud på Kolding Fjord til Stand Up Paddleboarding med DUI.  

 

Selv om sommervejret svigter, kan DUI-Kolding godt få børn med ud på fjorden til Stand Up Paddleboarding – også kendt under forkortelsen SUP.

”I går blæste der som en pelikan, men der var tre modige drenge, der mødte op,” fortæller Kirsten Hansen fra DUI-Kolding.

 

Flere medlemmer i DUI

Frem til og med 15. juli kører DUI-Kolding Stand Up Paddleboarding som sommerferieaktivitet i samarbejde med Kolding Kommune.

Aktiviteten er åben for alle børn i alderen 10-15 år, som i første omgang ikke behøver at være medlem af DUI.

Men hvis børnene efter sommerferien vil fortsætte med at gå til Stand Up Paddleboarding hos DUI-Kolding, skal de melde sig ind i DUI.

”Vi tilbyder Stand Up Paddleboarding udendørs helt frem til efterårsferien. Derefter fortsætter aktiviteten indendørs i svømmehallen en gang om måneden,” fortæller Kirsten Hansen.

 

Styrker balanceevnen

Stand Up Paddleboarding er sjov for børnene, men giver meget mere end morskab:

”Du bliver udfordret og får styrket din balanceevne. Og så bliver du en del af et aktivt fællesskab,” siger Kirsten Hansen.

For DUI-Kolding var det nødvendigt at søge penge til aktiviteten.

”Det kræver en hel del udstyr for at have gang i denne her aktivitet. Vi søgte Friluftsrådet og fik 59.000 til formålet. Derudover støttede Kolding Kommune med 14.500 og Arbejdernes Landsbank med 2.000,” siger Kirsten Hansen.

Hun understreger, at Friluftsrådet også stillede krav om, at man som ansøger bidrog med penge til formålet. DUI-Kolding fandt derfor 50.000 kroner til projektet.

”Pengene er blandt andet gået til indkøb af seks SUP-boards, 20 våddragter og et stort antal redningsveste og SUP-sko i forskellige størrelser,” fortæller Kirsten Hansen.

 

Styr på sikkerheden

DUI-Kolding har selvfølgelig styr på sikkerheden, når de sender 10-15-årige børn ud på Kolding Fjord til Stand Up Paddling.

”Vi aflægger bassinprøve hvert år for at kunne få lov til at afholde svømmeundervisning til skolerne,” siger Kirsten Hansen.

”Og af sikkerhedsmæssige hensyn har vi flydetorve i alle boardsene, så vi kan gribe fat i dem, hvis børnene kommer for langt ud. Og vi er ret stringente med, at de skal sejle langs med stranden og ikke ud i fjorden.

 

Læs mere på: dui.dk/kolding/paddleboard

 

 

 

Flere kurser til DUI’s afdelinger

Vil I give jeres afdelings Facebook-side et løft? Har I lyst til at lære mere om at skrive gode ansøgninger for at få flere penge til afdelingens aktiviteter? Er medlemshvervning noget, I vil opprioritere?

Så er der godt nyt fra DUI:

”Hovedbestyrelsen har besluttet at genoplive DUI’s kursustradition. I første omgang tilbyder vi seks kurser af tre timers varighed,” fortæller Tobias Simonsen, nyansat aktivitets- og udviklingskonsulent i DUI.

Det er primært Tobias, der kommer ud til de afdelinger, som booker et kursus.

Alle kurserne er gratis – både for deltagerne og for afdelingerne.

”Det er en service til vores afdelinger. Vi foreslår, at man går sammen i fællesledelserne – så kan flere være med, og man lærer flere DUI’ere at kende fra andre afdelinger,” siger Tobias.

Han understreger dog, at en DUI-afdeling også godt kan booke et kursus uden at skulle gå sammen med andre afdelinger.

”I første omgang vil vi rigtig gerne have sparket kurserne i gang, så vi sætter ingen begrænsninger. Hvis der så opstår stor søgning på kurserne, kan vi begynde at sætte minimum på deltagerantallet,” siger Tobias.

De seks kurser er:

  • Facebook
  • PR & Markedsføring
  • Kassererkursus
  • Formandskursus
  • Fundraising
  • Medlemsrekruttering

 

Læs mere om de seks kurser på dui.dk/kursus– og book dit kursus i dag hos Tobias på: tobias@dui.dk

Nye DUI-afdelinger på vej

To nye afdelinger søger om optagelse i DUI: Skibet og Sæby.

 

I Aarhus er en ny DUI-afdeling på vej. DUI-Skibet holdt stiftende generalforsamling den 18. juni i Aarhus Træskibshavn.

”Vejret var godt, så i stedet for at sidde inde i klubhuset, blev generalforsamlingen gennemført på selve skibet,” fortæller DUI’s nyansatte aktivitets- og udviklingskonsulent, Tobias Simonsen.

Han var selv i Aarhus den 18. juni for at være med til DUI-Skibets generalforsamling.

”Skibet er allerede organiseret i en forening, men de vil gerne have noget mere børne/unge-arbejde. Derfor søger de om at komme med som ny afdeling i DUI,” siger Tobias Simonsen.

 

Skibet sejler til Juelsminde

Skibet har gennem længere tid arbejdet for at komme tættere på DUI.

”Foreningen har eksisteret i fem år, og vi har styr på rutinerne på Skibet. Derfor vil vi gerne sprede vores aktiviteter til glæde for børn og unge,” siger Peer Bonnemann Larsen, der er formand og skipper på Skibet.

Han har 51 års erfaring med at sejle. Derudover er han pensioneret socialpædagog og har arbejdet med børn og unge i mange år. Og så har han faktisk også en fortid som DUI-barn i Frederikshavn.

I anden uge af juli deltager Skibet i et større DUI-arrangement sammen med DUI’s afdeling i Horsens.

”Vi lægger til kajs i Juelsminde havn, så vi er ret tæt på DUI’s lejr ved bunden af As Vig. Mellem klokken 10-16 er vi klar til at lave vandaktiviteter med børnene, de unge og familierne,” siger Peer Bonnemann Larsen.

 

Ny afdeling i Sæby

Længere nordpå er yderligere en ny afdeling på vej ind i DUI-fællesskabet.

Det er Sæby i Vendsyssel. Her var der stiftende generalforsamling den 1. juni, hvor udviklings- og aktivitetskonsulent Lone Søndergaard deltog.

”Det er en blanding af garvede DUI’ere, som er flyttet til området, og nye folk, som gerne vil hjælpe med at få den ny afdeling op at køre,” fortæller Lone Søndergaard.

De to nye afdelinger skal godkendes af DUI’s Hovedbestyrelse, før de formelt kan optages i DUI.

Vikingeuge for børn i Helsingør

1.-5. juli holder DUI-Helsingør vikingeuge for børn.

 

Første uge i skolernes sommerferie tager 25 børn fra Helsingør med på en rejse mere end 1000 år tilbage i tiden – til vikingetiden.

I vikingetiden var der hverken smartphone eller sociale medier. Alligevel kommer børnene ikke til at kede sig.

Når børnene møder op mandag den 1. juli, får alle børn vikingedragter på. Herefter spiser vi morgengrød sammen og taler om dagens aktiviteter.

Supermarkeder og take-away fandtes der heller ingen af i vikingetiden. Derfor laver vi mad på vikingemanér: Børnene er med til at plukke og rense en høne for derefter at koge suppe. Urterne til suppen har børnene samlet ude i skoven. Og for at få brød til suppen, kværner børnene korn til mel og bager brødet på en varm sten.

Også sko og tøj producerede vikingerne selv. Derfor har DUI-LEG og VIRKE lavet et læder- og uldværksted. Her kan børnene lave deres egne sko af skind fra får eller køer – på samme måde, som vikingerne lavede deres fodtøj.

I lerværkstedet laver børnene krus og skåle, som de brænder i bålets gløder. Og så lærer børnene at karte og spinde uld for at filte en pude, som er dejlig varm at sidde på.

Hårdt arbejde prægede vikingetiden, men der var også plads til fest og farver. På DUI’s vikingeuge spiller børnene musik på vikingetidens instrumenter og danser kædedans på vikingemanér. Børnene har selv lavet pynt i form af lerperler til en perlekæde, som de kan pryde deres vikingedragt med.

Populært blandt børnene bliver helt sikkert også sagafortællingerne om vikingegudernes fascinerende og frygtindgydende verden. Hvem har ikke hørt om Odin og Thor? Men hvem var de? Og hvad med alle de andre guder og gudinder, som vikingerne troede på, dengang kristendommen endnu ikke var kommet til Danmark.

 

Fakta om Vikingeugen i Helsingør

Hvem: 25 børn fra Helsingør deltager i DUI’s vikingeuge.

Arrangør: DUI’s afdeling i Helsingør.

Tid og sted: 1.-5. juli i dagtimerne på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård. Onsdag den 3. juli er børnene på tur til Sagnlandet i Lejre.

Synlighed og nytænkning i LUU

LUU skal være synlig og have fokus på nytænkning, kreativitet og gensidig respekt.

Det besluttede DUI’s LandsUngdomsUdvalg (LUU), som mødtes på Peter Sabroes Minde i Aarhus i Kristi Himmelfartsferien.

”Vi vil gerne gøre LUU mere synlig og være med til at ændre nogle ting i DUI. Alt behøver jo ikke blive ved med at være som før i tiden,” siger Kristine Julius Zastrow, der blev valgt til ny LUU-formand i marts.

 

Træf lyder meget gammeldags

Som eksempel nævner hun ordettræf, som i DUI blandt andet bruges om de halvårlige børne- og ungdomstræf.

”Ordet træf lyder meget gammeldags. Vi overvejer, om det fremover i stedet skal hedde ungdomsfestival,” fortæller hun.

Kristine Julius Zastrow understreger, at en vigtig del af mødet i Kristi Himmelfartferien handlede om at ryste den nye LUU-gruppe sammen og afstemme forventninger til hinanden.

”Vi har snakket om mange ting til overvejelse for fremtiden – ting som vi kunne gå hjem og tænke over. Det var så meningen, at vi skulle have LUU-møde om det på den dag, det nye landsmøde kommer til at lægge på. Så vi ved ikke helt, hvornår vi kan få afgjort det – vi skal have fundet en ny dato,” fortæller hun.

 

Fem fokusområder

Ud over den overordnede målsætning – om synlighed, nytænkning, kreativitet og gensidig respekt – formulerede LUU fem særlige fokusområder for arbejdet i den kommende periode:

  • Stærkere branding af LUU og styrket synlighed af aktiviteter
  • God kommunikation er vores lim
  • Vi klæder hinanden til opgaverne og viser altid gensidig respekt
  • Vi fokuserer på nytænkning og kreativitet
  • Vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne i fællesskabet