Krav til børnenes statsminister

Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister. Men det forpligter, siger DUI-formand Ann Urbrand.

 

Børn skal ikke i fængsel. Derfor bør lovforslaget om et ungdomskriminalitetsnævn forkastes, siger DUI’s formand, Ann Urbrand.

Ungdomskriminalitetsnævnet står til at blive vedtaget i Folketinget den 18. december med støtte fra regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

På DUI’s landsmøde 27.-28. oktober vedtog de delegerede en udtalelse, som skarpt kritiserer forslaget.

”Det kan godt være, at det er nogle bløde løsninger, man lægger op til i Ungdomskriminalitetsnævnet. Men børn helt ned til 10 år kommer til at sidde over for en dommer, og deres retssikkerhed er på spil. Børnene har hverken forsvarer og mulighed for at appellere den straf, som de idømmes. Det synes jeg er langt ude,” siger Ann Urbrand.

 

Børnekonvention bør ind i dansk lovgivning

DUI er glade for, at Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister og glæder sig til samarbejdet.

Men landsmødeudtalelsen understreger, at det er vigtigt, at børnenes statsminister ikke blot ender som en ”popsmart titel”.

”Det er en udtalelse, som forpligter – og vi har også store forventninger og konkrete krav til landets kommende statsminister,” lyder det i udtalelsen fra DUI’s landsmøde.

Ud over at droppe Ungdomskriminalitetsnævnet kræver DUI også, at Mette Frederiksen som kommende statsminister implementerer FN-konventionen om Barnets Rettigheder i dansk lovgivning.

”Dele af konventionen er implementeret, men vi mangler at få det hele med. Hvis Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, viser hun det bedst vil at sørge for, at hele konventionen bliver implementeret i dansk lov,” siger Ann Urbrand.

 

Kontanthjælpsloftet bør afskaffes

DUI opfordrer også Mette Frederiksen til at afskaffe kontanthjælpsloftet og genindføre fattigdomsgrænsen, hvis Socialdemokratiet kommer til magten efter næste valg.

”Kontanthjælpsloftet går ud over børnene, som bliver sat uden for fællesskabet: De kan ikke gå til de samme fritidsaktiviteter, de kommer ikke med til de samme fødselsdage, og de kan ikke selv holde fødselsdag,” siger DUI-formanden.

Derfor er Ann Urbrand og DUI bekymret over signaler fra Socialdemokratiet om, at partiet ikke nødvendigvis vil fjerne kontanthjælpsloftet efter næste valg.

 

Klik her for at se Mette Frederiksens videohilsen til DUI’s landsmøde.

Klik her for at se pjecen, hvor Mette Frederiksen fortæller om sine visioner som børnenes statsminister.

 

 

Sådan lyder udtalelsen fra DUI’s landsmøde 2018:

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil gerne være børnenes statsminister. Det er DUI-LEG og VIRKE rigtig glade for.

Det er en udtalelse, som forpligter – og vi har også store forventninger og konkrete krav til landets kommende statsminister.

Implementer FN-konventionen om Barnets Rettigheder

Hvis Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, bør hun som det første implementere FN-konventionen om Barnets Rettigheder i dansk lovgivning.

På den måde vil hun vise, at hun mener det seriøst, når hun siger, at hun vil være børnenes statsminister.

Men der er mange andre ting, som Mette Frederiksen skal lave om på, hvis ikke bare det der med at være børnenes statsminister, blot skal være en popsmart titel.

Fjern kontanthjælpsloftet og genindfør fattigdomsgrænsen

Børn skal ikke opvokse i fattigdom. Derfor opfordrer vi Mette Frederiksen til som statsminister at fjerne kontanthjælpsloftet.

I Danmark vokser op imod 62.000 børn op i fattigdom. Antallet af børn i fattigdom voksede markant, da der blev indført kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225 timers-regel.

På bare ét år er antallet af etårs-fattige børn steget med 10.500, og i 2013 var tallet nede på blot 8.500 børn. Det betyder, at der i 2016 var 48.300 etårs-fattige børn. En stor del af forklaringen på den rekordhøje stigning er kontanthjælpsloftet.

Børn, der vokser op i fattigdom, får ikke de samme muligheder som andre børn. Flere undersøgelser fra bl.a. Aarhus Universitet viser, at børn, der vokser op i fattigdom, også får udfordringer senere i livet.

FN’s børnekomite har også anbefalet Danmark at genindføre fattigdomsgrænsen. Børn har ret til en god og tryg barndom. Derfor skal ingen børn i Danmark vokse op i fattigdom.

Børn skal ikke for en dommer eller i fængsel

Børn skal ikke i fængsel. Derfor opfordrer vi Mette Frederiksen til som statsminister at fjerne Ungdomskriminalitetsnævnet.

I juni 2018 indgik regeringen en politisk aftale om oprettelse af et Ungdomskriminalitetsnævn. Desværre er børnenes kommende statsministers parti, Socialdemokratiet, med i aftalen.

Ungdomskriminalitetsnævnet ligner til forveksling en domstol. Det betyder, at børn mellem 10 og 14 år kan hentes af politiet og stilles foran et nævn. Nævnet kan afsige en ”dom” på baggrund af en mistanke – og uden en person, der kan være forsvarer for barnet. Det er i den grad et frontalt angreb på børns retssikkerhed.

Børn, der er kommet ud på et sidespor, skal hjælpes tilbage på sporet og tilbage til fællesskabet. De skal ikke foran en dommer.

DUI hjælper gerne til

DUI er glade for at Mettes udmelding og glæder os til samarbejdet med børnenes Statsminister.

7 millioner til lokale afdelinger

DUF’s lokalforeningspulje har åbnet for ansøgninger. Også DUI’s lokale afdelinger kan søge – op til 100.000 kroner pr. afdeling.

 

Ansøgningsfristen er 9. december for at søge DUF’s store pulje til at styrke lokale foreningers arbejde for børn og unge.

Alle lokale foreninger, der er medlem af DUF’s medlemsorganisationer, kan søge puljen. Dermed kan også DUI’s lokale afdelinger søge om penge.

I alt er der 7 millioner kroner i puljen, men hver enkelt afdeling kan højst søge om 100.000 kroner.

 

Nemt at søge puljen

En del DUI-afdelinger har ventet på denne pulje, med ansøgninger liggende klar.

For andre DUI-afdelinger er her en virkelig god mulighed for at søge om penge til aktiviteter, projekter, materialer og faciliteter.

Det er en pulje uden store bureaukratiske regler, så det er nemt at søge puljen.

På sekretariatet/forbundskontoret giver vi gerne sparring og gode råd, men vi må ikke lave ansøgningen for jer.

 

Lokale afdelinger kan søge til:

  1. Aktiviteter og projekter der styrker lokale foreninger i mødet med børn og unge i lokalområdet, herunder styrkelse af opbygning og udvikling af foreninger.
  2. Anskaffelse af materialer og faciliteter, der giver flere børn og unge mulighed for at være med i det lokale foreningsarbejde.
  3. Der kan søges tilskud til alle rimelige og nødvendige udgifter i forbindelse med aktiviteter, projekter, anskaffelser og lignende der ligger indenfor formålet.
  4. Der kan dog ikke søges til:
    1. Fast husleje
    2. Større nybyggerier eller gennemgribende renoveringer af bygninger
    3. Internationale aktivitet er uden klar forankring i lokalforeningen
    4. Politisk valgkamp for enkeltkandidater.
    5. Projekter/aktiviteter/anskaffelser igangsat/afholdt/indkøbt inden ansøgningstidspunktet.
  5. Ved evt. overskud på en støttet aktivitet eller projekt modregnes overskuddet i tilskuddet.

 

Læs mere og søg

Læs mere om puljen, retningslinjer, ansøgningsskema, kontaktoplysninger m.m. på dette link:

duf.dk/tilskud-og-puljer/dufs-lokalforeningspulje/

 

Ambassadør roser DUI’ere i Kroatien

DUI’s LandsBørneUdvalg er i Kroatien for at deltage i EuroChild-konferencen.

 

Direkte efter afslutningen af DUI’s landsmøde den 28. oktober tog seks børn og to voksne ud i lufthavnen for at flyve til Kroatien.

Daniella, Sascha, Sarah, Cecilie, Lukaz og Josefine deltager sammen med Dorte og Kisser i EuroChild-konferencen, som finder sted fra 29.-31. oktober i den kroatiske by Opatija.

På konferencen udveksler børn og voksne erfaringer om, hvordan man får lokale, nationale og europæiske beslutningstagere til at respektere børns ret til at deltage i beslutninger, der vedrører dem.

Danmarks ambassadør i Kroatien, Christian Thorning, mødte DUI-delegationen til byens officielle velkomstreception mandag aften.

“Det var imponerende at se så mange børn og unge fra forskellige europæiske lande til åbningen af Eurochild-konferencen,” siger Christian Thorning.

”Som dansk ambassadør blev jeg særlig glad for at se en stærk dansk delegation. Og vi kan med rette være stolte af vores danske foreningsliv for børn og unge, som også nyder anerkendelse i udlandet. Den nederlandske prinsesse Laurentien sagde til mig på konferencen, at efter hendes opfattelse ligger netop Danmark i front, når det drejer sig om at respektere børn og unge og inkludere deres synspunkter i problemløsningerne,” siger den danske ambassadør og tilføjer:

”Hurra for os – for jer!”

 

På billedet ses Kisser og Daniella fra DUI sammen med Geert Jørgensen fra EuroChild og den danske ambassadør i Kroatien, Christian Thorning.

 

Halloween over Vangede

Onsdag 31. oktober skræmmer monstre, hekse og edderkopper livet af børn og voksne verden over.

Også i Vangede, nord for København, spreder uhyggen sig, når mørket falder på den 31. oktober.

Klokken 18 åbner DUI-Vangede dørene til hytten på Horsevej 6, som bliver startpost til en (u)hyggelig Halloween-aften.

”Børnene kommer ud på en spændende gåtur rundt i området omkring Vangede Batteri,” siger Leif Erritsø Nielsen, der er formand for DUI-Vangede.

”Det giver børnene en meget større oplevelse i stedet for bare at gå rundt efter slik. Børnene kommer forbi seks poster, hvor de blandt andet møder monstre og ser røg stige op fra jorden.”

Alle børn er velkomne til Halloween hos DUI-Vangede. Det gælder også eventuelt ledsagende voksne.

Arrangementet er gratis, og der er ingen krav om medlemskab. Det er fjerde år i træk, at DUI-Vangede arrangerer Halloween-orienteringsløb.

DUI har fået ny formand

Ann Urbrand blev valgt som ny forbundsformand i DUI-LEG og VIRKE på landsmødet den 27. oktober.

 

DUI’s nyvalgte forbundsformand, Ann Urbrand, er 55 år og bor på Østerbro i København.

Hun er uddannet lærer og arbejder som kultur- og idrætsmedarbejder i Kultur Ø, som er en del af Københavns Kommune. Derudover har hun bijob som projektleder for DUI-Østerbro, en dag om ugen.

 

Bred organisatorisk erfaring

Ud over formandsposten i DUI er Ann Urbrand næstformand i Socialdemokratiet i København samt bestyrelsesmedlem i Bo-Vita og Bo-Vest.

Men organisatorisk har hun også erfaring fra adskillige tillidsposter i DUI, som hun har været medlem af siden 1988:

”Jeg har blandt andet været formand for DUI’s lokalafdeling på Østerbro, kasserer på Bornholm og medlem af landsforbundets forretningsudvalg,” siger Ann Urbrand.

 

En stædig igangsætter

Ann Urbrand er kendt som en stædig igangsætter og udvikler, der også gerne tager de mindre sjove opgaver.

”Har man sagt A, må man også sig B og føre tingene til ende, koste hvad det koste vil. Er man frivillig, ja så er man frivillig, men det er ikke altid, man selv kan vælge, hvilke tjanser man skal tage. Man er også nødt til at tage lorten engang imellem,” siger Ann Urbrand.

 

Succes med Børn i Bevægelse

En af Ann Urbrands store successer i DUI er, at hun har været med til at udvikle Børn i Bevægelse:

”Det er ikke mig, der har startet Børn i Bevægelse op. Men jeg har været med hele vejen – sammen med et par af de frivillige. Medlemsfremgang er ikke det eneste succeskriterium, men det er skønt at se, at så mange børn er interesseret i vores aktiviteter,” siger Ann Urbrand.

For fem år siden havde Børn i Bevægelse over 100 børnemedlemmer. Nu går omkring 600 børnemedlemmer til aktiviteterne, som finder sted både på Østerbro, Bispebjerg og i Husum.

 

Tilskud, udvikling og samarbejde

Som forbundsformand vil Ann Urbrand prioritere at få DUF-opgørelser af medlemmer samt registreringer af lokalafdelinger til at fungere mere effektivt:

”Vi skal have vores fundament på plads: Som landsforbund skal vi have sikret, at vi får det rigtige tilskud, så vi kan fortsætte med at udvikle vores tilbud til lokalafdelingerne og dermed de mange gode DUI-aktiviteter,” siger Ann Urbrand.

”Men jeg vil også gerne bringe afdelingerne og landsforbundet tættere på hinanden. Landsforbundet er til for at hjælpe afdelingerne. Og hvis ikke afdelingerne føler, at de kan bruge landsforbundet, får de ikke afholdt de møder og fremsendt det materiale, der skal til for, at vi kan tælle deres medlemmer med – og det er en af forudsætningerne for, at vi kan eksistere,” forklarer den nyvalgte forbundsformand.

Hun har selv været medlem af DUI i så forskellige steder som Bornholm, Vestegnen og Østerbro, men har også besøgt de fleste DUI-afdelinger i Jylland og på Fyn og Sjælland, da hun arbejdede som DUI-organisationskonsulent.

På den baggrund opfordrer hun DUI’s lokalafdelinger til at overveje fordelene ved at samarbejde med sine naboafdelinger og andre afdelinger i DUI:

”Ude i landet kan afdelingerne godt blive mere bevidste om, at man ikke er alene. Der er andre DUI-afdelinger, man med fordel kan lade sig inspirere af og arbejde sammen med om for eksempel aktiviteter.”

 

Gode resultater

Ann Urbrand afløser Lone Søndergaard, der har været forbundsformand i DUI i 2016-2018:

”Ann er dynamisk og har udvist gode resultater. Jeg ved, hun har været en rigtig god formand for DUI’s Østerbro-afdeling, hvor hun har været med til at skaffe mange nye medlemmer,” siger Lone Søndergaard.

”Jeg føler mig tryg ved, at Ann overtager roret. Hun skal nok få DUI drevet videre i den rigtige retning,” siger den afgående forbundsformand.

 

Med sig i hovedbestyrelsen

Ud over Ann Urbrand valgte landsmødet to næstformænd: Gitte Petersen fra DUI-Aalborg og Rasmus Kjeldsmark Jakobsen fra International og Børnepolitisk Afdeling.

Til hovedbestyrelsen valgte landsmødet også Sebastian Jul (Aarhus), Mie Jørgensen (Højstrup), Tinna Glisbo (Holbæk), John Eriksen (Munkebo), Dorthe Ølgaard Lassen (Cirkus Arcus), Kimmie Tudborg Valverde (Vejen), Kirsten Hansen (Thorsø), Anders Søndervang (Helsingør), Lene Paludan Hastrup (International og Børnepolitisk Afdeling) og Nina Jespersen (Munkebo). Til suppleant valgte landsmødet Lis Olesen (Avedøre).

 

Sjov, fællesskab og demokrati

LO’s formand, Lizette Risgaard, er vild med at møde børn og unge. Både fordi de ofte er klar til at stikke hende en sjov kommentar. Men også fordi de er fremtidens demokratiske medborgere.

 

LO’s formand, Lizette Risgaard, har et særligt varmt forhold til DUI-LEG og VIRKE, som i november 2017 flyttede ind i LO-huset.

”Jeg synes, det er rigtig godt, at DUI er flyttet ind i LO-huset. Vi har et værdifællesskab og det er rart, at jeg nu jævnligt ser nogle af dem, som jeg ellers kun sjældent ville møde,” siger Lizette Risgaard.

 

Hjælper børn i den fattige verden

Som traditionen tilsiger det, blev Lizette Risgaard medlem af bestyrelsen i DUI’s Børn Hjælper Børn Fonden, da hun i 2007 blev valgt som næstformand for LO.

”Det er efterhånden en del år siden, at jeg var med Helle Christensen og Børn Hjælper Børn Fonden i Indien. Men det er en oplevelse, som jeg aldrig glemmer – det med at se, hvor meget vores penge kan hjælpe derude,” fortæller Lizette Risgaard.

”Vi hjælper med at sørge for, at der er skoler til børnene, så de ikke alene skal arbejde – for det gør de jo derude – men at de også kan komme i skole. Det er utroligt vigtigt.”

Da Lizette Risgaard i 2015 blev formand for LO, valgte hun at fortsætte i bestyrelsen for Børn Hjælper Børn Fonden, hvor hun fortsat er en aktiv og engageret næstformand.

 

På aktivitetsfestival i Danmark

Også i Danmark er Lizette Risgaard glad for at komme ud blandt børn og unge.

”Jeg har været med på Aktivitetsfestivalen, og det var dejligt at møde børnene og de unge mennesker og høre hvad der rører sig blandt dem,” siger Lizette Risgaard.

”Man skal ikke glemme, at DUI har en utrolig vigtig opgave i at lære børnene, både at de har deres egne rettigheder, men også om fællesskab, samarbejde og respekt for andre mennesker. Børn og unge kan også medvirke til at gøre den demokratiske verden endnu bedre.”

 

Demokratiske medborgere

Verden forandrer sig som bekendt. Og der er stor forskel på, hvad der interesserer børn i dag i forhold til dengang, hvor LO’s 58-årige formand selv var barn.

”Det er klart, at DUI også er udfordret af, at vores samfund har ændret sig. Nu skal der også i DUI arbejdes lidt mere for at få børn og unge med. Og det er utrolig vigtigt, at både børn og voksne i DUI påtager sig rollen med at forme fremtidens demokratiske medborgere – hvis jeg må sige det sådan lidt højtravende,” siger Lizette Risgaard.

”Vi skal konkurrere med computere for at få kontakt med børnene, men det ene udelukker ikke det andet. Det er helt i orden, at man spiller computer og hygger sig med det, men det vigtige er, at man ikke glemmer samtalen, kigger hinanden i øjnene og har et fællesskab.”

 

Mange sjove kommentarer

LO’s formand er begejstret for at være sammen med børn og unge.

”Hvor børn er samlet, kommer der mange sjove kommentarer. Det kan godt være, at nogle af de voksne synes, det er en god idé, at der kommer en LO-formand. Men børnene er ikke bange for så at sige: ’Hvad er du for en?’ Så er man bragt ned på jorden igen,” ler Lizette Risgaard.

”Jeg har ikke brug for at blive sat op på en piedestal. Jeg har brug for at tale med alle, uanset om det er børn eller voksne, politikere eller arbejdere. Derfor er det så livgivende for mig at møde de unge mennesker, som hygger sig i DUI-fællesskabet og er åbne for at snakke om alt muligt, når der så kommer en, som de ikke kender.”

 

Denne artikel er også trykt i Beretningen op til DUI’s landsmøde 2018. Lizette Risgaard er gæstetaler på DUI’s landsmøde, lørdag 27. oktober omkring klokken 16.30. Link til Beretningen.

48 nye medlemmer på et år

På Lolland kan William og Malou boltre sig i DUI-aktiviteter, takket være deres initiativrige far, DUI-afdelingsformand Martin Nielsen.

 

Holeby på Lolland har trodset et årtis kamp for at holde på medlemmerne i DUI. I afdelingens ene leveår har den formået at hente intet mindre end 48 nye medlemmer.

”Der var gymnastik hernede om vinteren, og så var der var en legedag nede i hallen, men kun for dem, der var startet i skole. Min søn var fire år på det tidspunkt, så han måtte ikke komme med. Derfor sagde jeg, vi starter selv noget, hvor alle er velkomne i stedet for det med aldersgrænser,” fortæller formand Martin Nielsen.

Antallet af lokalafdelinger i DUI er ellers raslet ned igennem de sidste 10 år. I alt er hver anden lokalforening forsvundet fra landkortet, og målt på antal betalende medlemmer svarer det til, at hvert fjerde medlem har forladt DUI siden 2007.

Tallene her er ikke enestående. Tværtimod viser en stor undersøgelse fra Roskilde Universitet (’Når unge udfordrer demokratiet’), at unge har et meget begrænset aktivitetsniveau i foreningslivet i dag.

Afdelingen i Holeby startede den 28. oktober 2017. Og der er en helt bestemt årsag til succesen, mener Martin Nielsen:

”Jeg konkurrerer med Joachim, der sidder inde i hovedforbundet. Han fik 150 medlemmer på 10 år, og det vil jeg gerne slå, så der er lidt at se op til,” siger han med et grin.

 

Generationsskifte på vej

Det store engagement i Holeby er noget, der imponerer DUI’s afgående landsformand, Lone Søndergaard:

”Det er en succes, helt bestemt. Men der er et generationsskifte i gang derude, og det at finde frivillige er en udfordring mange steder. Så derfor, når ildsjæle stopper, så efterlader de sig et hul og et tomrum, som er svært at fylde ud. Og det skal vi også have en plan for,” siger hun.

Ifølge undersøgelsen fra Roskilde Universitetscenter, deltager unge i aktiviteter, der hvor de er i deres individuelle livsforløb. Det betyder ifølge Lone Søndergaard, at de tilbud som er til rådighed for de unge i DUI skal tilpasses de behov, de unge har:

”Jeg kunne så godt tænke mig, at vi kommer væk fra det der med, hvad der er rigtige og forkerte aktiviteter i DUI, så man i stedet laver det, der er interesse for i det enkelte område. Det må være det, der er måden at gøre det på, og så skal vi åbne op for vores tankesæt om, hvad der er en ’en rigtig DUI’er’,” siger Lone Søndergaard.

 

Netværket er en nøgle til medlemsfremgang

For Martin Nielsen og resten af lokalafdelingen i Holeby var det mødet med andre lokalafdelinger i DUI, der satte gang i aktiviteterne på Lolland.

”Jeg startede op hernede, fordi jeg var med i nogle projekter i København, hvor jeg kendte en derinde. Så tænkte jeg, det skal der være, og så var vi nogle stykker, der satte os sammen, og så blev det en realitet. Så lærte jeg dem inde på hovedkontoret at kende, og så var Joachim Lyager, den som hjalp os i gang hernede,” fortæller Martin Nielsen.

Netværket har dermed stor betydning for, hvordan kendskabet til DUI’s aktiviteter spredes. Det var også tilfældet i Holeby, hvor man også laver de aktiviteter, som der efterspørges i lokalsamfundet. Her er der blandt andet børnedisco og filmhygge på programmet, og ellers laver man de aktiviteter, der er stemning for.

”Gejsten kom derinde fra hovedkontoret og fra Rødovre-afdelingen, hvor jeg har hjulpet med nogle aktiviteter. Det var fedt at være med derinde, og den støtte jeg fik, hjalp os til at starte op hernede,” siger Martin Nielsen.

Holeby skiftede navn til Lolland den 29. september 2018.

Forbered dig til landsmødet

Den 27.-28. oktober holder DUI ordinært landsmøde i LO-huset på Islands Brygge i København.

 

Lørdag den 27. oktober klokken 9.00 åbner dørene for indskrivning og morgenmad. Klokken 10.00 begynder selve landsmødet.

 

Vælg din workshop på forhånd

Allerede ved indskrivningen lørdag morgen skal du vælge blandt fem forskellige workshops.

Debatterne i de fem workshops får indflydelse på DUI’s målprogram for 2018-2020.

Læs mere om de fem workshops, du skal vælge mellem:

dui.dk/workshops-og-maalprogram/

 

Landsmødemateriale og beretning

Programmet for landsmødet finder du på side 10-11 i dette link til landsmødematerialet:

dui.dk/wp-content/uploads/2018/10/DUI-Landsmødemateriale.pdf

 

I den skriftlige beretningop til landsmødet finder du artikler om udviklingen i DUI i perioden siden sidste landsmøde:

dui.dk/wp-content/uploads/2018/10/DUI-Landsmødeberetning.pdf

 

Valg af formand, næstformænd og bestyrelse

Landsmødet skal vælge ny formand på landsmødet, fordi Lone Søndergaard takker af.

De delegerede skal også vælge to næstformænd samt medlemmer af bestyrelsen.

Læs mere om de opstillede kandidater via dette link: dui.dk/kandidater-til-landsmoede/

 

Du kan stadig tilmelde dig

33 lokalafdelinger og fællesledelser i DUI har tilmeldt deres delegerede til forbundskontoret.

Hvis jeres lokalafdeling endnu ikke har tilmeldt jer landsmødet, kan afdelingen tilmelde sig ved at skrive en mail til: kevin@dui.dk.

Også ikke-delegerede medlemmer af DUI kan deltage i landsmødet. Tilhørergebyret er 2.400 kroner, og tilmelding sker også ved at skrive til: kevin@dui.dk

Da den formelle tilmeldingsfrist er overskrevet, kan vi ikke garantere hotelværelse på Copenhagen Island Hotel, hvor de fleste landsmødedeltagere er indkvarteret. Men vi forsøger at finde hotelværelse i nærheden.

 

Ankersminde: Et nyt samlingssted for børn og unge

Ankersminde bliver det nye samlingssted, placeret midt i Danmark. Jubi-lejr 2020 bliver afholdt på netop Ankersminde, som inden da får et ansigtsløft og mere moderne overnatningsfaciliteter.

 

I august 2017 købte DUI-LEG og VIRKE sig ind på Ankersminde, som DSU og DUI nu driver som et fælles kursus- og aktivitetscenter.

”Planen er, at vi også vil holde alle vores kursusaktiviteter på Ankersminde, netop fordi det er centralt placeret midt i Danmark. Det koster os heller ikke alverden med penge at være der. Og ellers kan det godt være svært at finde et sted til at samle 50-100 mennesker under et tag, hvor de også skal sove. Så vi er utroligt glade for at have fået andel i Ankersminde,” siger næstformand Rasmus Kjeldsmark.

 

Heidi passer bygningen

Ankersminde er en nedlagt landsbyskole, som ligger tre kilometer nord for Vissenbjerg – mellem Odense og Middelfart.

I 2003 købte DSU bygningen, der dengang hed Gadsbølle Skole, og siden har skolen gennemgået store forandringer.

”Bygningen bar præg af, at DSU ikke har haft nogen fast medarbejder på bygningen. Derfor er jeg glad for at have været med til at ansætte en medarbejder nede på Ankersminde. Vi har været så heldig at have fået Heidi. Hun er bygningsmaler og fleksjobber, og jeg skal love for, at hun tager sig godt af bygningen,” siger Rasmus Kjeldsmark.

Først da DUI købte sig ind på skolen i 2017, skiftede den navn til Ankersminde. I dag fremstår ejendommen lys, moderne og nyistandsat med dejlige kursuslokaler, industrikøkken, stor fællessal og store grønne områder.

”Heidi har gennemgået al service, talt op og smidt ødelagte gryder, potter og pander ud. Vi har fået købt nyt, og der er kommet styr på varme og vand. Heidi har fjernet ukrudt og her i efteråret går hun i gang med at male hele bygningen. Det bliver rigtig, rigtig godt.”

 

Store planer med bygningen

Lige nu består sovesalen af ét stort rum med en masse tre-etagers køjesenge. Derfor er der planer om, at man vil udbygge sovefaciliteterne, fortæller Rasmus Kjeldsmark:

”Vi har erkendt, at tiden for store sovesale er passé. Det har man ikke mere, og derfor er planen, at vi bygger nye sovebygninger, med to-personers rum med eget bad og toilet. I de her to-personers rum bliver der mulighed for at lave nogle ekstra senge, som man kan slå ned, så man kan sove fire personer i et rum. Den nuværende sovesal forventer vi at bygge om til tre mindre soverum, så vi fortsat kan rumme mange overnattende, nu blot i bedre faciliteter,” siger Rasmus Kjeldsmark.

Derudover er den store drøm med stedet, at det på sigt skal være det fremtidige mødested for Danmarks børn og unge. På den måde skal Ankersminde på sigt være en indtægtskilde for DUI ved at blive lejet ud til folkeskoler og som kursusejendom til organisationer og foreninger.

”Det betyder, at en skoleklasse fra Sjælland skal kunne være på Ankersminde samtidig med en skoleklasse fra Jylland. De kan lave ting og sager hver for sig, men der skal også være faciliteter, så man kan mødes sammen. Dermed understøtter vi dialog, relationer og mødet mellem mennesker,” siger Rasmus Kjeldsmark.

”Realdania har udtrykt interesse for at gå ind og kvalificere projektet og få beskrevet det, som vi gerne vil med Ankersminde. Hvis vi er heldige, så går de ind i projektet og er med til at finansiere det. Det er ikke sikkert, men vi prøver,” siger Rasmus Kjeldsmark.

 

Brug for tilbagemelding fra afdelingerne

Når Ankersminde åbner dørene for medlemmerne til JUBI-lejr i 2020, bliver det med Verdensmålenes fokus på genbrug, bæredygtig udvikling og grøn teknologi.

”Planen er, at Aktivitetsudvalget og de fynske afdelinger afholder Aktivitetsfestivalen 2019 med temaet ’JUBI-lejr 2020’. Her skal der bygges robotter, og eventuelt besøges en genbrugsplads eller et robotfirma,” siger Dorte Rasmussen.

Dermed skulle der være lagt i ovnen til et brag af en JUBI-lejr, når lejren bliver afholdt på Ankersminde i 2020.

”Det går fint med planlægningen, og tidsrammen holder. Der er udarbejdet en praktisk drejebog for lejren, som bygger på erfaringerne fra JUBI-lejren 2015. Der er lavet en lejr-plakat, men det er svært at få tilbagemeldinger fra afdelinger. Det har vi brug for at få,” fortæller Dorte Rasmussen.

Tre millioner kroner ude at arbejde

DUI’s HAL-udvalg yder billige lån til DUI-afdelinger rundt om i landet. Det har gjort det muligt at udvide Peter Sabroes Minde med tilbygningen Lille Peter Sabroe.

 

I 2017 besluttede DUI’s hovedbestyrelse, at formandsskabet fremover skal deltage på HAL-udvalgets møder for at være en del af og komme tættere på det vigtige arbejde i udvalget.

HAL-udvalgets formand, Jens Jørn Ivarsen fortæller, at udvalget fortsat er klar til at yde billige lån til DUI-afdelinger og andre organisatoriske led rundt om i landet.

”Lige nu er lidt over tre millioner kroner ude at arbejde, og der er stadig lidt over en million kroner at gøre godt med. HAL-udvalget kan derfor fortsat hjælpe med lån til gode projekter, men vi vil selvfølgelig ikke dræne pengekassen fuldstændigt,” understreger Jens Jørn Ivarsen.

Det går pænt med tilbagebetaling fra de fleste afdelinger. HAL-udvalget har dog måttet give lidt længere linje til nogle af de afdelinger, som har haft det svært, og derfor har haft problemer med at betale alle afdrag til tiden.

”I enkelte tilfælde har vi været nødt til at indføre morarenter, fordi det i sidste ende går ud over fællesskabets penge,” siger Jens Jørn Ivarsen.

I 2016 gik efterskolen Bisnapsgård konkurs, hvilket betød et tab på omkring 800.000 for HAL-udvalget. Til gengæld er der også mange gode historier at fortælle: Blot for at nævne et enkelt eksempel har et lån fra HAL-udvalget været med til at hjælpe til opførelsen af Lille Peter Sabroe, som er en del af aktivitetscenteret Peter Sabroes Minde. Lille Peter Sabroe har 32 sengepladser, et grupperum, et tekøkken og fire toiletter med bad.

”Lille Peter Sabroe er den bygning, som HAL-udvalget har lånt os penge til, og som er bygget med rigtig meget frivilligt arbejde. Vi er meget glade for, at vi kunne låne pengene og dermed få bygget Lille Peter Sabroe, for uden sovefaciliteterne havde Peter Sabroes Minde ikke været det fantastiske sted, det er i dag,” siger Poul Jul, kasserer i DUI-Aarhus Midtby.

 

Denne artikel er også trykt i Beretningen op til DUI’s landsmøde 2018. Link til Beretningen.

Læs mere om HAL-udvalget og betingelser for at yde lån via dette link.