
Nyt fra sekretariatet
Et sekretariat i forandring – tak for indsatsen og blik mod fremtiden
Selvom vi forventer en nedgang i medlemstallet ved årets udgang, står vi i dag med et sekretariat i markant bedre form end for blot to år siden. Det skyldes et stærkt samlet arbejde fra medarbejdere, hovedbestyrelse og jer frivillige – og det giver os et solidt fundament for de næste skridt.
I 2026 tager vi hul på en omstillingsproces, der både skal tilpasse økonomien og styrke sekretariatets retning: mindre fokus på events, større fokus på afdelingerne og en stærkere, mere serviceorienteret struktur.
Det ligger i tråd med HB’s mål for 2026: medlemsvækst, stærkere afdelinger og et velforberedt landsmøde.
Tak til Olivia, Emily, Line og Meryem
Ved årets udgang siger vi farvel til Olivia, Emily og Line, og Meryem har sidste arbejdsdag i februar.
De har hver især bidraget væsentligt til sekretariatets faglighed og struktur.
Olivia startede som elev i 2023 og har siden været eventkoordinator. Hun har haft ansvaret for Landsmødet 2024, JUBI-lejren, eventpakkerne og DUI’s deltagelse på Folkemødet og Ungdommens Folkemøde. Hendes kombination af kreativitet og struktur har gjort en stor forskel.
Emily har gennem de seneste halvandet år løftet og professionaliseret hele DUI’s kommunikation. Hun har genskabt SoMe-arbejdet, genopbygget nyhedsmailen, styrket dui.dk og udviklet DUI’s nye brandbibel – et redskab, hele organisationen vil få glæde af.
Line begyndte som praktikant og fortsatte som studentermedhjælper. Mange af jer kender hende fra afdelingsudviklingsforløbene, og hun har også været med til at starte DUI-Amager. Line afleverer sit speciale 20. december, og vi ønsker hende alt det bedste.
Meryem har siden maj 2023 haft ansvar for driften af Karrebæksminde og Ankersminde, hovedmail, telefon og økonomi. Hun har skabt struktur og overblik – et vigtigt fundament for den kommende souschef.
Vi siger et stort tak til dem alle for deres indsats og engagement.
Ny struktur og retning i 2026
Fra 1. marts 2026 ansætter vi en souschef med speciale i økonomi og administration, som skal fortsætte oprydningsarbejdet og udvikle mere enkle, brugervenlige løsninger for afdelingerne – særligt for kassererne. Målet er, at administrative opgaver fylder mindre lokalt, så der frigives tid til aktiviteter og frivillighed.
Vil du vide mere?
Du kan læse stillingsopslaget på souschef-stillingen her.
Vi ansætter samtidig en kommunikationsstudent, som skal stå for nyhedsmail, hjemmeside og SoMe, så vi fortsat kan fortælle historierne om DUI’s fællesskab og resultater.
Et sekretariat tættere på afdelingerne
I 2026 vil Claes prioritere at være endnu mere ude i afdelingerne – for at lytte, forstå og sammen med jer finde nye måder at skabe aktiviteter og rekruttere flere frivillige.
Samtidig vil Claes styrke samarbejdet med fonde, netværk og partnere, så rammerne for det frivillige arbejde bliver endnu bedre.
Claes ser frem til at besøge afdelingerne rundt om i landet og tage en god snak om, hvordan vi sammen kan skabe endnu mere liv i DUI.
Juleferie og praktisk info
Sekretariatet holder lukket fra 19. december og er tilbage igen 8. januar.
Vi ønsker alle afdelinger, medlemmer og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår – og tak for jeres store indsats i 2025.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte sekretariatet // 3617 7200

Bestyrelsesnetværk – et nyt forum for alle afdelinger
I november holdt vi endnu et møde i bestyrelsesnetværket, der er etableret som et fælles rum for sparring, erfaringsudveksling og dialog mellem alle DUI’s lokale bestyrelsesmedlemmer.
Netværket mødes online fire gange om året, hvor vi prioriterer åben dialog og spørgsmål frem for lange oplæg. Det betyder, at afdelingerne selv er med til at sætte dagsordenen og påvirke de emner, vi tager op.
Bestyrelsesnetværket er åbent for alle, uanset om man er ny i bestyrelsesarbejdet eller har mange års erfaring.
Næste møde: Torsdag den 26. februar kl. 18.30–20.00
Du kan du finde mødedatoer, links til møderne og optagelser fra tidligere sessioner her.
Vores-DUI – ny fælles aktivitetskalender
Vi har lanceret en ny aktivitetskalender på kalender.dui.dk, hvor man kan få et samlet overblik over kommende aktiviteter fra alle DUI’s afdelinger. Kalenderen bliver et vigtigt redskab i 2026, hvor vi begynder at markedsføre den bredt.
Hvis jeres afdeling ønsker at få aktiviteter vist i kalenderen, skal I blot aktivere funktionen “Vis i DUI kalender” i medlemssystemet, når aktiviteten oprettes.
For at kunne blive vist skal aktiviteten indeholde:
- et topbillede
- en titel
- en beskrivelse
Når disse ting er opfyldt, bliver den automatisk synlig i kalenderen.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Joachim // 2516 7274

Julekampagne: Støt fællesskabet – både lokalt og globalt
Kære alle
DUI står i en vigtig situation. For at sikre vores tilskud næste år mangler vi fortsat unge medlemmer under 30 år, inden kalenderen skifter til 1. januar. Tilskuddet er afgørende for, at vi kan fortsætte arbejdet med at skabe stærke og inkluderende fællesskaber for børn, unge og familier i hele landet.
Derfor sætter vi i december fokus på en særlig julekampagne. Her kan børn og unge meldes ind i DUI International afdeling for 100 kr., og hele beløbet går ubeskåret til Børn Hjælper Børn-fonden. Fonden støtter blandt andet skolegang og trygge rammer for børn i Bolivia og Filippinerne, et bidrag der betyder meget for deres hverdag og fremtid.
Vi har brug for jeres hjælp
Når vores frivillige, afdelinger og medlemmer deler budskabet, gør det en stor forskel. Jeres stemmer er troværdige og varme, og ingen ved bedre end jer, hvad et stærkt fællesskab betyder for et barn eller en ung.
I finder opslaget her: Den fineste gave er den, der gives videre
Tak fordi I endnu en gang står sammen med os om at skabe fællesskab – både lokalt og globalt.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Joachim // 2516 7274

Nyt om projekter – og månedens leg
Familier i Bevægelse – tre nye hold på vej
Projektet Familier i Bevægelse vokser, og næste år starter hele tre nye hold op.
I København vender Familieyoga tilbage allerede fra januar måned efter et vellykket og velbesøgt forløb.
Derudover glæder både Skovlunde og Vangede sig til at åbne familieklatrehold til foråret, hvor børn og voksne sammen kan udfordre sig selv, styrke motorikken og skabe fælles oplevelser.
Læs mere om projektet her: Familier i Bevægelse
Byg din fremtid – Roskilde er nu med ombord
Vi er også glade for at kunne fortælle, at Roskilde nu bliver en del af projektet Byg din fremtid.
Vi er i fuld gang med planlægningen af deres første forløb, og selvom der stadig mangler nogle detaljer, kan vi allerede nu afsløre, at temaet kommer til at handle om mad.
Det bliver et forløb, hvor deltagerne får mulighed for både at skabe, lære og udfolde sig kreativt – mere information følger snart.
Læs mere om projektet her: Byg Din Fremtid
Månedens leg – Ønsketræet
Denne måneds leg fra Den Demokratiske Legeplads er Ønsketræet – en leg, der passer perfekt til december.
Her får børn og voksne mulighed for at tale om deres ønsker: de nære, de praktiske og de store drømme for fremtiden. Ønsketræet kan bruges i afdelingen, derhjemme eller som en hyggelig afslutning på årets aktiviteter.
Find legen her: Ønsketræ
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Emma-Marie // 2516 7273.

Seneste fra HB
HB-møde den 29.–30. november 2025: kontingentmodel, medlemstal og vejen mod landsmødet
HB har været samlet hos DUI Aarhus på aktivitetscentret Peter Sabroes Minde, hvor en række centrale emner for organisationens fremtid blev drøftet.
Ny fælles kontingentmodel
Et af hovedtemaerne var arbejdet med en fælles, central kontingentmodel, som skal forenkle administrationen for afdelingerne og skabe større gennemsigtighed for medlemmerne. Modellen bygger på central opkrævning via Vores-DUI og bliver en del af oplægget ”Sammen om fremtiden”. Oplægget sendes ud inden jul og skal drøftes på tre regionale møder i foråret.
Medlemstal og DUF-tilskud
DUI står fortsat over for en stor udfordring: der mangler unge medlemmer under 30 år. Hvis medlemstallet ikke løftes inden årets udgang, risikerer organisationen at miste omkring 1 mio. kr. i DUF-tilskud. HB har derfor igangsat en landsdækkende medlemskampagne, som alle opfordres til at bakke op om og dele lokalt.
Besøg fra DUI Aarhus
HB fik også besøg af Poul Juul fra DUI Aarhus, som fortalte om afdelingens arbejde, erfaringer og udfordringer – særligt behovet for nye frivillige og de muligheder, der ligger i lokale samarbejder.
Nye medlemmer til HB
Da Oliver Gabrielsen og Poul Olesen er trådt ud af HB, skal der findes nye medlemmer til bestyrelsen. Afdelingerne kan indstille kandidater frem til 8. januar.
Budget 2026 og hovedmål for året
HB har godkendt et stramt budget for 2026, der tager højde for det forventede lavere tilskud, men stadig sikrer plads til centrale aktiviteter. For 2026 har HB fastsat tre tydelige mål:
- Flere medlemmer
- Et stærkt og velforberedt landsmøde
- Styrkede afdelinger på tværs af landet
Læs mere om det seneste fra HB og referatet fra mødet her.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Claes

