Byg din egen vej
Byg din fremtid er et spændende projekt, der tager unge med ud på værkstedet, for at undersøge og afprøve håndværksfag. Vi giver unge praktisk indsigt og færdigheder inden for håndværksfag. De unge støttes i at undersøge og være nysgerrige i praktiske færdigheder og tilbydes en god snak om karriere- og uddannelsesmuligheder, ved enten traditionelle uddannelsestilbud eller alternative erhvervserfaringsmuligheder.
I alt giver vi 200 unge i 7.-9. klassetrin færdigheder i et specifikt håndværksfagligt felt gennem et færdighedsforløb og projektorienteret forløb, som giver dem deres første erhvervserfaringer i håndværksbranchen. De bliver en del af et fællesskab og bliver introduceret til deres lokale civilsamfund og de tilbud, der er hos DUI og andre foreninger.
Hvorfor deltage?
- Lær praktiske færdigheder – Prøv kræfter med tømrerarbejde, byggeri og tekniske opgaver.
- Få en smagsprøve på håndværksfagene – Oplev et rigtigt værksted og arbejd med rigtige opgaver.
- Bliv en del af et fællesskab – Arbejd sammen med andre unge og erfarne fagfolk.
- Find din vej fremad – Få vejledning om fritidsjob, praktikpladser og uddannelsesmuligheder.
Sådan er forløbet opbygget
- Værktøjskassen: Lær grundlæggende håndværkerfærdigheder i et praktisk forløb sammen med en håndværksmester og frivillige fra DUI.
- Byggepladsen: Samarbejd med en lokal forening om et byggeprojekt – det kan være alt fra at opføre et nyt bålhus til at lave en cykelworkshop.
- Plantegningen: Få vejledning i karriereveje, fritidsjob og praktikmuligheder inden for håndværksfagene.
Måske er tømrerfaget noget for dig? Eller hvad med metal og cykelsmed?
Gå til tømre – Aalborg
Har du en håndværker gemt i dig? Eller har du bare lyst til at prøve kræfter med noget helt nyt? Så er fritidstilbuddet *Gå til tømrer” lige noget for dig!
Når du går til tømrer vil du komme til at prøve kræfter med tømrerfaget og dine byggeskills sammen med en uddannet tømrersvend.
Hvad laver man?
Det er ikke bare din normale Håndværk & Design time, når du går til tømrer. Du kommer til, at bygge og lære i et tømrerværksted sammen med vores tømrersvend, Jesper Andersen og andre frivillige. Du kommer til at prøve kræfter med de forskellige værktøjer og teknikker, som man bruger i tømrerfaget samt bygge fede alene- og fællesprojekter med de andre på holdet! Vi ses hver tirsdag fra 16-18.
Uanset om du har en drøm om at blive håndværker eller synes det er spændende at arbejde med træ og gerne vil udvikle dine handymanskills så er du velkommen til at være med. Ved at gå til tømrer lærer man nogen virkeligt fede færdigheder og bruge sin krop på en anden måde.
Bliv din egen cykelsmed – København
Bliv Din Egen Cykelsmed! – Er et forløb hvor vi reparerer, bygger og modificerer cykler. Sammen med frivillige cykelnørder, erhvervsuddannede og professionelle cykelmekanikere, instruerer vi dig i, hvordan du selv kan arbejde med cykler, hvordan teknologi som 3D print kan bruges til at arbejde med cykler, og giver dig mulighed for at prøve det hele af. Samtidig får du også lov til at bruge dine nye evner ude i verdenen til sjove og meningsfulde projekter, ved for eksempel at bygge cykler til hjemløse, flygtninge, festivaler eller andre steder.