
Nyt fra sekretariatet
Sekretariatet har lukket tirsdag den 18. november
På grund af kommunalvalget holder DUI’s sekretariat lukket tirsdag den 18. november. Vi er tilbage som normalt onsdag den 19. november. Ved hastende henvendelser kan du kontakte os via mail, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
DUI’s 120-års jubilæumsfejring flyttes til 2026
Fejringen af DUI’s 120-års fødselsdag, som var planlagt til november 2025, er blevet udskudt til næste år. Beslutningen er truffet for at give bedre tid til planlægning og sikre, at vi kan skabe en fejring, der samler endnu flere afdelinger, medlemmer og frivillige fra hele landet. Vi glæder os til at markere 120 fantastiske år med DUI – fyldt med fællesskab, frivillighed og engagement.
Sæt kryds i kalenderen: fredag den 19. juni 2026, hvor vi samles i Munkebo til et brag af en fest med masser af grin, gensyn og gode oplevelser. Mere information om programmet bliver meldt ud i det nye år.
Sekretariatet holder juleferie fra 19. december
DUI’s sekretariat holder lukket i forbindelse med jul og nytår. Vi går på ferie fredag den 19. december og er tilbage torsdag den 8. januar.
I denne periode kan kontoret ikke kontaktes, men vi vender friske tilbage i det nye år.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte sekretariatet // 3617 7200

Bestyrelsesnetværk og guide til nye afdelinger
Bestyrelsesnetværket er et landsdækkende forum for alle DUI’s lokale bestyrelsesmedlemmer. Fire gange om året mødes vi online for at dele erfaringer, drøfte aktuelle emner og give plads til åben dialog på tværs af afdelingerne. Formålet er at styrke samarbejdet og skabe et sted, hvor alle bestyrelsesmedlemmer kan blive hørt og inspireret. Der er fokus på direkte feedback, fælles udfordringer og udveksling af gode idéer.
Næste møde: Torsdag den 27. november kl. 18.30–20.00
Du finder alle mødedatoer, link til møderne og videooptagelser af tidligere netværksmøder her.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Joachim // 2516 7274
Sådan starter man en ny DUI-afdeling
Er du nysgerrig på, hvordan man egentlig starter en ny DUI-afdeling – eller søger du blot inspiration til at udvikle din egen?
Vi har udarbejdet en praktisk guide, der gør processen lettere og mere overskuelig.
Guiden er til dig, der:
- Vil bringe DUI til en ny by eller lokalt område
- Søger ny inspiration til eksisterende afdelinger
- Gerne vil forstå, hvordan man kan opbygge et stærkt lokalt fællesskab
At starte en afdeling kan virke som en stor opgave, men vores guide giver dig overblik over de vigtigste trin – fra idé til virkelighed.
Her får du indblik i:
- DUIs formål og værdier
- DUI som brand og hvordan det kan bruges lokalt
- De formelle rammer: vedtægter, opstartsmidler, generalforsamling og bankkonto
- Rekruttering af frivillige gennem fx Frivilligjob.dk
- Kommunikation og sociale medier, så afdelingen bliver synlig og levende
Sidder du med en god idé eller lysten til at starte noget nyt? Så hold øje med vores guide her.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Claes // 2516 7281

Brætspilsfestival
Brætspilsfestival 2026 – en weekend med fællesskab og spilglæde
Så er tilmeldingen åben til næste års Brætspilsfestival, som afholdes 23.–25. januar 2026 i Ølstykke. Festivalen arrangeres af DUI Ølstykke og er for alle, der elsker brætspil – uanset alder og erfaring.
Hele weekenden byder på masser af aktiviteter:
- Lær nye spil og mød andre spilentusiaster
- Deltag i turneringer og vind præmier
- Fællesskab, hygge og sjove udfordringer for både børn og voksne
Der er kun 100 madbilletter til festivalen, og halvdelen er allerede solgt – så husk at bestille i god tid, hvis du vil have mad med i tilmeldingen.
Læs mere og tilmeld dig her: braetspilsfestival.dk
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Martin Welling // 2424 9763

Familier i bevægelse – og månedens leg
Familier i bevægelse – nye afdelinger med på projektet
Vi er stolte af at kunne fortælle, at både DUI Høje Taastrup og DUI Amager nu deltager i projektet Familier i bevægelse. Projektet handler om at skabe sjove og aktive fællesskaber, hvor hele familien kan bevæge sig sammen – fysisk, socialt og mentalt. Begge afdelinger starter familie-dansehold, hvor børn og voksne kan mødes om musik, bevægelse og grin.
Amager-afdelingen, som er helt ny i DUI-familien, åbner allerede sit første hold 17. november.
Læs mere om projektet her: Familier i Bevægelse
Månedens leg – Den dyrebare last
Hver måned præsenterer vi en ny leg fra Den Demokratiske Legeplads, som sætter fokus på samarbejde, demokrati og fællesskab.
Denne gang handler det om Den dyrebare last – en leg, hvor deltagerne skal beslutte, hvilke rettigheder der er vigtigst, når man kun kan “redde” nogle få. Legen giver anledning til gode snakke om værdier, prioriteringer og rettigheder – perfekt som optakt til kommunalvalget.
Find legen her: Den dyrebare last
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Emma-Marie // 2516 7273.

Seneste fra HB
DUI udpeger repræsentanter til Billeshave Efterskole
Hovedbestyrelsen i DUI-LEG og VIRKE afholdt den 21. oktober et ekstraordinært møde på Teams. Et af hovedpunkterne var at udpege DUI’s to repræsentanter til repræsentantskabet for Billeshave Efterskole.
Efter formandskabets indstilling godkendte HB, at Jens Jørn Iversen (DUI Korsløkke) og Ulla Ernst Hansen (HB) fremover repræsenterer DUI i Billeshaves repræsentantskab.
Læs referatet fra mødet her.

Nyt fra afdelingerne – Amager og Odsherred
Ny DUI-afdeling på Amager!
NYT NYT NYT! Amager er blevet en DUI-afdeling rigere.
DUI-Amager er et fællesskab for børnefamilier og alle, der har lyst til at lege, lære og være sammen på tværs af generationer. Hos DUI-Amager har leg ingen aldersgrænse – og alle stemmer tæller, store som små. Fællesskab, nysgerrighed og gode oplevelser skaber grobund for stærke relationer og lokal glæde.
Mød os til familiebrætspilscafé
Én gang om måneden inviterer DUI-Amager til familiebrætspilscafé, hvor vi samles omkring spillebordet til hygge, grin og nye spiloplevelser. Her mødes børn, forældre, bedsteforældre, onkler og tanter – alle er velkomne.
Familier i bevægelse – dans for barn og voksen
DUI-Amager er også en del af projektet Familier i bevægelse, hvor vi danser, griner og bevæger os sammen. Det handler ikke om trin eller teknik, men om fællesskab, nærvær og kvalitetstid. Vores dygtige instruktør sørger for sjove koreografier og masser af energi, så både store og små går hjem med smil på læben.
Velkommen til DUI-Amager – hvor leg, bevægelse og fællesskab går hånd i hånd!
DUI Odsherred modtager donationer fra Vig Loppemarked og lokalt firma
DUI Odsherred har endnu engang været blandt de heldige modtagere af støtte fra Vig Loppemarked, som hvert år donerer sit overskud til lokale foreninger og projekter.
I år blev et samlet overskud på 310.000 kr. fordelt mellem 31 ansøgninger – og DUI Odsherred modtog 5.000 kr.
De 5.000 kr. gør det muligt at fortsætte og udvide aktiviteterne for socialt udsatte børn og unge.
Støtten har blandt andet gjort det muligt at købe en overlocker-symaskine, som de unge bruger til at sy tøj – noget der både styrker kreativitet og fællesskab.
Derudover har afdelingen også modtaget en helt ny varmepumpe fra et lokalt firma. Oprindeligt søgte de om en brugt model, men efter at virksomheden læste ansøgningen og så, hvor meget DUI Odsherred gør for lokalsamfundet, valgte de i stedet at forære en spritny varmepumpe som anerkendelse af afdelingens store frivillige indsats.
Afdelingen planlægger at tage billeder, når varmepumpen bliver leveret, og vil derefter offentliggøre en tak til virksomheden, som også får lov at dele historien på sin hjemmeside.
Det er en smuk gestus, der viser, hvor meget det betyder, når frivilligt engagement bliver set og værdsat.

