Fattigdom er ikke børnenes skyld

Af Ann Urbrand, formand for DUI-LEG og VIRKE.

Her i julemåneden bruger medierne ekstra spalteplads på historier om fattige familier, der har svært ved at finde penge til gaver, julemad og besøg hos venner og familie. Igen i år lader det til, at behovet for julehjælp slår nye rekorder.

I december er vi enige om, at det er synd for de fattige, mens resten af året er fattigdom et tabu, hvor de trængte familier selv må leve med skammen over ikke kunne betale regninger og give sine børn, hvad de har brug for.

Mange organisationer lægger et stort arbejde i at hjælpe trængte familier. Også i DUI-LEG og VIRKE har vi afdelinger, som i al beskedenhed arrangerer jule-komsammen og uddeler fødevarepakker og gaver til børnene. Tak for det.

Den triste besked er bare, at fattigdom varer hele året.

Krisen rammer børn hårdt

De stigende priser på især fødevarer og energi rammer ekstra hårdt i de familier, som i forvejen har færrest penge at rutte med – og børnene betaler en høj pris.

En undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort har Egmont-fonden spurgt 4.766 børnefamilier, hvordan krisen påvirker deres liv.

Svarene fortæller en barsk historie fra dagens Danmark om virkeligheden tusindvis af økonomisk trængte børnefamilier. Her er et udpluk af undersøgelsens resultater:

85 procent – eller fem ud af seks familier – fortæller, at de ofte eller af og til mangler penge til at købe mad eller varer til den daglige husholdning.

Lidt mere end halvdelen (54 procent) fortæller, at de har måttet undvære frugt eller grøntsager, fordi de ikke har råd.

Tre ud af fem (59 procent) fortæller, at deres børn har måttet undvære nødvendigt tøj eller fodtøj.

16 procent fortæller, at de har måttet springe måltider over. Der er simpelthen ikke råd til at købe mad.

Sundheden er udfordret

Den del af historien er i sig selv en massiv udfordring for børnenes sundhed og deres mulighed for eksempel for at møde friske og mætte op i skole og fritidstilbud.

Men fattigdommen rammer også børnenes muligheder for at være en del af fællesskabet med andre.

I Egmont-undersøgelsen fortæller 59 procent, at deres børn har droppet fritidsinteresser, fordi der ikke er råd.

To ud af tre familier (65 procent) siger, at de ikke har råd til at holde fødselsdag for skolekammerater og venner, og 39 procent har måttet melde afbud til skole- eller fritidsudflugter.

En politisk opgave

Man kan ikke direkte overføre resultaterne fra Egmont-undersøgelsen til alle familier, der lever i mere eller mindre fattige kår.

Men skal man sætte tal på, hvor mange børn og voksne, der lever et uværdigt liv i fattigdom, så er et ædrueligt bud, at vi ikke taler om tusinder, men titusinder eller i værste fald hundredetusinder af børn, der dels ikke får opfyldt deres helt basale behov, dels har dårligere mulighed for at blive en del af samfundets fællesskaber i skole og fritidsliv.

I DUI-LEG og VIRKE har vi fokus på, at der er en tæt sammenhæng mellem børns manglende trivsel og familiernes usikre økonomi og manglende muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter.

Under alle omstændigheder er det en politisk opgave at sørge for, at børn uanset deres sociale baggrund får adgang til de fællesskaber i foreninger, sportsklubber og folkeskole, som historisk har tjent samfundet godt.

Hvis børn ikke får helt basale behov dækket – som mad, mulighed for fritidsaktiviteter og venner i skolen – er de endnu værre stillet.

Fattigdom er ikke børnenes skyld. Det er os som voksne, der har ansvaret for at hjælpe udsatte familier, så børn får lige muligheder for at blive stærke og selvstændige samfundsborgere.