En stor oplevelse for børnene

18. juli 2019
Magnus fra DUI-Horsens i lære som styrmand hos Peer Bonnemann Larsen.

Magnus fra DUI-Horsens i lære som styrmand hos Peer Bonnemann Larsen: Et besøg på DUI-Skibet gjorde årets sommerlejr endnu bedre for børnene fra DUI-Horsens og DUI-Hvidovre.

 

Anden uge af juli sejlede DUI-Skibet fra Aarhus til Juelsminde, hvor to forskellige DUI-afdelinger holdt hver sin sommerlejr.

”Tirsdag og onsdag havde vi aftalt med Horsens-afdelingen, at de skulle med ud at sejle,” siger Peer Bonnemann Larsen, formand for DUI-Skibet.

”Hvidovre-afdelingen havde vi så en aftale med torsdag og fredag. Desværre var der dårligt vejr torsdag, men fredag kom de ombord, og vi hyggede med dem.”

 

Børnene vokser en halv meter

Skibet er en helt ny afdeling af DUI, som blev stiftet 18. juni i Aarhus Træskibshavn.

Formanden og skipperen, Peer Bonnemann Larsen, har mange års erfaring med at sejle, men også som socialpædagog. Derfor var han ikke skræmt af, at Hvidovre-afdelingen havde flere socialt udfordrede børn med ombord på Skibet.

”Hvidovre-afdelingen havde givet friplads til seks børn, som var på sommerlejren uden forældre. Det synes jeg er fantastisk, at DUI-Hvidovre betaler for at give de børn en god oplevelse,” siger Peer Bonnemann Larsen.

”Den sociale indsats, som vi på Skibet kan gøre, har stor betydning for de her børn og unge. Når de går fra borde og giver skipper hånden og siger tak for turen – og det gør man jo – så kan man se, at de lige vokser en halv meter.”

 

Sommerlejr på Samsø i 2020

DUI-Skibet har allerede lavet en aftale om at besøge DUI-Hvidovres sommerlejr til næste år.

”I 2020 tager Hvidovre på sommerlejr til Samsø. Så sejler vi over og lægger til i Mårup og tager dem med på dagsture til blandt andet Tunø,” siger Peer Bonnemann Larsen.

”Med Skibet kan man jo virkelig lave et samarbejde på tværs af landsdelene her i Danmark.”

 

Fælles oplevelser for familien

”Samarbejdet med dem fra Horsens har også været godt,” understreger Peer Bonnemann Larsen.

”Efter vi havde haft dem med ude at sejle, blev vi inviteret over til spisning. Og vi fik en lille gave af dem.”

”Vi havde masser børn ombord, og der blev både fisket og fortalt røverhistorier. Men det var også tydeligt, at når børn og deres forældre bliver sat på lige vilkår, så bringer det dem sammen i nogle fælles oplevelser, som de vil huske mange år fremover.”

Peer Bonnemann Larsen bakkes op af Berit Rasmussen, der er formand for DUI-Horsens.

”Børnene snakker stadig om, at de har været med ude at sejle på Skibet. Så det var helt klart en stor oplevelse for dem – en oplevelse som hverken vi i DUI-Horsens eller de fleste af forældrene ville kunne give dem,” siger Berit Rasmussen.

”Jeg håber meget, at vi kan samarbejde med Skibet næste år. Ud over at give børnene en unik oplevelse, giver Skibet også en god mulighed for at hverve og fastholde medlemmer i vores afdelinger,” siger hun.

 

Vil du i kontakt med Peer Bonnemann Larsen og DUI-Skibet, kan du skrive til: bonnemann@hotmail.com