Sommerhilsen fra Landsforbundet

3. juli 2020

 

Kære formænd, fællesledelser, kasserer, medarbejdere og ildsjæle i DUI-LEG og VIRKE

 

Landsforbundet ønsker jer alle en god sommer.

Der er afdelinger som holder åbent og tilbyder sommerlejr, sejlture og camping m.m.

Vi glæder os til at følge med i sommeraktiviteterne på sociale medier.

 

Det er blevet sommer, og vi har allerede kunnet mærke varmen fra den første sommermåned.

De første tegn på sommer kom allerede til udtryk i marts måned, men i samme øjeblik kom udmeldingen fra Statsministeren, at vores samfund skulle lukkes ned.

 

Det sidste halve år har vi oplevet en verden i krise grundet COVID-19. Vores samfund blev som sagt lukket ned, og dermed blev alt sat på pause, og i DUI-LEG og VIRKE måtte I også aflyse alle jeres aktiviteter og møder i afdelingerne.

 

Vi måtte alle handle hurtigt for at navigere i den nye realitet vi var kommet i og tænke anderledes end vi plejede.

Vi er alle blevet nogle erfaringer rigere i forbindelse med brugen af de digitale platforme, der har givet mulighed for at flere afdelinger kunne tilbyde onlineaktiviteter, og at vi alle samtidig kunne mødes på forskellige digitale platforme til møder på kryds og tvær af landet. Det har været en god løsning, og den kan vi fremadrettet gøre mere brug af.

 

Efter sommerferien kan vi mødes (med fortsat lidt afstand) og dermed afholde vores lokale samt landsdækkende aktiviteter og det glæder vi os rigtig meget til. For det betyder, at vi kan se frem til dialogmøderne i september i Kolding og Egedal, vores årlige Aktivitetsfestival i start oktober, samt vores Landsmøde 2020 på Ankersminde.

 

Vi kan fortsætte med planlægningen af nogle vigtige træf og begivenheder bl.a. ungdomstræf, nonfirmation og JUBI-lejren, som også blev rykket.

 

Vi ses efter sommerferien, ha´ en dejlig sommer med jeres familier og venner og pas på jer selv derude.

 

Formand, Ann Urbrand