Sammen kan vi bekæmpe mobning

22. januar 2020

Eren og Thea er med i en ny podcast om mobning blandt børn og unge. Find link til podcasten nederst i artiklen herunder.

 

Bliver du mobbet på din skole – eller bliver du mobbet på internettet?

”Efter internettet blev opfundet, så mobber folk hinanden over nettet også,” siger Eren fra 9. klasse på Hjalleseskolen

i Odense.

Eren er med i den ny podcast-serie, Klassens Time, som UNICEF har lavet for børn og unge.

 

Mobning nedbryder mennesker

Uanset om mobningen sker i skolegården eller på internettet, så kan mobning have meget alvorlige konsekvenser.

”At blive mobbet over længere tid, det æder af dit selvværd, det æder af din selvtillid, og det æder af hele din indstilling til livet,” forklarer Helle Rabøl Hansen.

Hun er forsker i mobning og har beskæftiget sig med mobning siden 1998.

 

Mange former for mobning

”Mobbeformerne ændrer sig med tiden. Det er ikke sikkert, at vi skal kigge efter buksevand – det er den gamle historie om mobning, og det kan også sagtens ske igen,” siger mobbe-forskeren.

Hun understreger, at mobning nu ofte sker internettet – og at mobningen her kan tage mange forskellige måder:

”Det kan være, at man pludselig optræder på en hadeside. Det kan være, at man får et billede delt til almindelig morskab i en kreds af skolekammerater. Men det kan også være, at man fuldstædig isoleres – nu er nettet jo blevet en hovedvej, så det at man fuldstændig ignoreres, det er også en form for net-mobning,” forklarer Helle Rabøl Hansen.

 

Fra drillerier til mobning

Det er vigtigt at skelne mellem mobning og venskabeligt drilleri.

”Hvis begge sider ser det som sjovt, så ser jeg det som ’drillerier’,” siger Eren fra Odense.

Men han advarer imod at lade drillerierne køre gennem længere tid, for så kan de blive til mobning.

Eren bakkes op af Thea fra 7. klasse på Husum Skole ved København.

”Det kan starte som bare et drilleri, hvor det til sidst kan blive til noget meget større, hvor at folk faktisk kan blive kede af det,” siger Thea.

 

Du mobber dem, som du støder ud

Mobbe-forsker Helle Rabøl Hansen er enig i, at der er forskel på mobning og drillerier.

”Du kan godt drille din bedste ven. Det er sådan en lidt lun måde at give kritik på eller at få gang i relationen på,” fortæller hun. Men ligesom Eren og Thea advarer mobbe-forskeren også imod, at man lader drillerierne udvikle sig.

”Med mobning viser du, at der er nogen, som du ikke vil være sammen med. Du viser eksklusionen.”

”Du driller dem, som du stadig har en relation med. Og du mobber dem, som støder ud.”

 

Sammen kan vi bekæmpe mobning

Måske har du selv skrevet kommentarer på de sociale medier, som gør ondt på en i din klasse?

Fremover kan du jo vælge at stoppe dig selv, når du får lyst til at skrive eller sige sårende ting om andre.

Hvis du føler dig stærk og modig, kan du også vælge at gribe ind, når andre mobber en af dine klassekammerater.

”Jeg tror, der er mange, som er bange for, at de bliver det næste offer. Men personligt er jeg ikke en af dem, der er bange for at blive offeret. Hvis pigerne for eksempel bagtaler hinanden og bagtaler en bestemt pige, så kan jeg godt finde på at sige: ’Prøv lige at høre her! Det er slet ikke sjovt. Lad være med at snakke sådan om hende’,” siger Eren.

”Så er de bare sådan – ’bland dig udenom!’ – men så er jeg bare sådan: ’Nej! For vi har et klassefælleskab her, som vi står for sammen,” fortæller Eren.

 

Voksne skal tænke nyt

Mobbe-forsker Helle Rabøl Hansen forstår godt de børn, som ikke tør gribe ind.

”Vi lever i et samfund, hvor vi ikke lærer vores børn at blande sig for hinanden,” siger hun.

”En måde at få flere af dem, der blander sig, er, at de voksne taler den værdi op. Faktisk gør vi nogle gange det omvendte, uden at tænke over det, fordi vi er bange for konflikter.”

Helle Rabøl Hansen opfordrer gårdvagter, lærere, forældre og pædagoger til at tænke nyt og faktisk opfordre børn til at blande sig. Men hun understreger også, at der ikke er lette løsninger.

 

Tre råd til lærerne

Helle Rabøl Hansen giver tre særlige råd til lærerne i skolen:

”Jeg tror ikke, den mest fantastiske tryllestav findes. Men det første råd, jeg vil give lærere er, at de opdrager sig selv og hinanden til at tænke nyt om mobning, så de ikke kommer til at gå efter enkeltpersoner. For det kan vi dokumentere, at det hjælper ikke.”

”Mit råd to er, at lærere skal tænke over: ’Hvordan kan jeg både være en lærer, som vurderer, hvor eleven er fagligt, og samtidig tænke den elevs sociale position ind.’ Så man også er en omsorgsperson.”

”Mit tredje råd er, at man skal tænke en målgruppe ind, man ellers aldrig tænker ind: Det er den store mellemgruppe, som hverken er offer eller direkte udøver. I den gruppe vil der ofte være nogle, der i virkeligheden har styrken til at kunne blande sig.”

 

Klik her for at lytte til podcasten om mobning

 

UNICEF står bag podcast-serien Klassens Time. Klik her for at se en oversigt og lytte til de andre podcasts for børn og unge