Pernille Rosenkrantz-Theil prioriterer børnene på 1. maj

10. april 2019

”Børnene fortjener også, at man giver dem en idé om, hvad der foregår på 1. maj – i deres øjenhøjde.”

1. maj er en travl dag for Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet. Alligevel prioriterer hun børnene højt på arbejdernes internationale kampdag.

”Jeg når normalt rundt til fem-seks steder i løbet af en 1. maj. Og så synes jeg da, det er helt på sin plads, at Børnenes 1. maj er et af dem,” forklarer hun.

 

Vi kan lære af børnene

I 2018 var Pernille Rosenkrantz-Theil en af talerne, da DUI-Østerbro arrangerede Børnenes 1. maj sammen med Socialdemokratiet på Østerbro.

”Det var en utrolig fin oplevelse. Man går jo rundt med et kæmpe smil resten af dagen, når man har været med til Børnenes 1. maj,” fortæller hun.

”Jeg synes i den grad, at man kan blive klogere af at høre på børnene. Noget af det, jeg elsker ved børn, det er, når de siger: ’Hvorfor gør vi ikke bare…’ Altså når vi nu ikke kan lide forurening, hvorfor lader vi så ikke bare være med at forurene. Og når nu der er nogle lande, som er fattige, og andre lande, som er rige, hvorfor deler vi så ikke bare pengene,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Voksne har så utroligt mange mellemregninger på alting, at man sjældent kommer hen til de rene værdier. Her giver børn en meget klarere rettesnor. Børn forstår rigtig meget om, hvad der er rigtig og forkert.”

 

DUI spiller en vigtig rolle

For Pernille Rosenkrantz-Theil spiller DUI en vigtig rolle for at få børnene med i fællesskabet omkring 1. maj og andre store begivenheder.

”Det er jo noget af det, som DUI virkelig kan – sørge for at der er noget sjov for børnene, og at man kommer ud og bevæger sig. For børn gider jo ikke sidde og lytte på et eller andet foredrag i en time,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Børnene fortjener også, at man giver dem en idé om, hvad der foregår på 1. maj – i deres øjenhøjde. For det er vigtigt, at man som barn ser, at man er en del af et samfund og en del af et fællesskab.”

”DUI kan skabe en fysisk ramme, hvor … ja der er tale i fem minutter og man sætter sig på kanten af scenen og snakker med børnene i øjenhøjde. Men så skal der foregå alt muligt andet – snobrød, hoppeborg alt det andet, som gør, at børnene synes, det er sjovt at være med. Man skal bare også krydre det med den politiske samtale, synes jeg, for det får alle parter helt vildt meget ud af.”

Pernille Rosenkrantz-Theil er med igen i år, når DUI-Østerbro og Socialdemokratiet på Østerbro arrangerer Børnenes 1. maj. Læs mere på arrangørernes facebook-eventside.