Karaoke, brætspil og fællesspisning på Lolland  

26. marts 2019

Hver onsdag mødes DUI-Lolland til fællesspisning i lokalerne i Maribo. To nye aktiviteter er også sat på programmet: Karaoke og brætspil.

 

Blot halvandet år efter sin fødsel har DUI-Lolland vokset sig til en af DUI’s mellemstore afdelinger – med 57 medlemmer ved udgangen af 2018.

Afdelingen blev stiftet som DUI-Holeby i 2017, men skiftede navn til DUI-Lolland i 2018.

I oktober 2018 overtog afdelingen et spejderhus i Maribo, som frivillige medlemmer siden har arbejdet med at sætte i stand.

Derfor kan medlemmerne nu boltre sig på et nyt kontor, et spillerum og et dejligt stort køkken med mulighed for fælles madlavning og bagning.

”Siden januar har vi arrangeret fællesspisning hver onsdag fra klokken 16 til 19. Mens nogle laver mad sammen, laver andre kreative aktiviteter som for eksempel kartoffeltryk og syning af bamser. Der plejer at være rigtig god stemning og sammenhold om onsdagen, så det er en aktivitet, vi er rigtig glade for,” siger Martin Nielsen, formand for DUI-Lolland.

 

Karaoke og brætspil

Som noget helt nyt har DUI-Lolland sat karaoke på programmet. Første gang var lørdag den 23. marts, hvor børn og voksne havde nogle hyggelige timer sammen – med mikrofon, karaokeanlæg og mange sange at vælge mellem.

Brætspilsdage er også en ny aktivitet i DUI-Lolland – her er første gang sat på programmet lørdag den 30. marts klokken 14.

Derudover er DUI-Lolland snart på vej med strikke- og hæklekursus for begyndere, samt et LAN-party for afdelingens computerspilsentusiaster. Datoerne her er dog endnu ikke fastlagt.

Hold øje med dui.dk/lolland og DUI-Lollands side på Facebook, hvor alle aktiviteter bliver slået op.

 

Penge til aktiviteter

Lokaler, frivilligt arbejde og gode idéer er desværre ikke nok for at kunne drive en forening.

”Vi har også brug for penge til at kunne lave aktiviteter i DUI, og derfor må vi være kreative med at søge penge og finde sponsorer,” siger Martin Nielsen.

Her i marts 2019 fik DUI-Lolland bevilget 30.000 kroner af Lolland Kommune til Gaming og LAN-parties.

For nylig indgik DUI’s afdeling i Lolland også en aftale med OK Benzin, som giver sine kunder mulighed for at lade fem øre per liter købt brændstof gå videre til en lokal forening.

Derfor kan man nu gå ind på appen OK Tank og Betaleller hjemmesiden ok.dk og vælge DUI-Lolland som den lokale forening, man ønsker at støtte.

Læs mere på ok.dk under Hjælp og derefter Støt sporten.

Muligheden for at støtte DUI-Lolland gælder også, hvis man køber elektricitet og/eller mobiltelefoni hos OK Benzin.