i 2017 fylder DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Det fejrer vi med et portræt af manden, der om nogen har været med til at skabe fortællingen om DUI – LEG og VIRKE. Nedenstående er første af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.
Den 14. marts faldt på en onsdag i 1945. Den dag fyldte jeg 8 år. Måske var det ikke på selve dagen, måske dagen før eller efter, at jeg mødte op til min første mødeaften i gruppe 2 i DUI, Husum afdeling. Inde under frakken havde jeg en rigtig blå DUI-bluse med tilhørende rødt tørklæde, som min mor havde fremskaffet på en eller anden måde. DUI-bluser var ellers en sjældenhed pga. krig og besættelse.
Det startede med stoppede strømper
DUIs værested eller falkerede, som man omtalte den, var en gammel træbarak på Storegårdsvej, som også var ungdomshjem for den lokale DSU-afdeling. Jeg mødte op med store forventninger og blev noget forundret, da jeg blev klar over, at vi skulle lære at stoppe strømper.
Jeg forklarede, at den slags plejede min mor at gøre. Men min gruppeleder, en ung pige på 17-18 år, som hed Kirsten, forklarede meget pædagogisk, at når man var DUI-er, så skulle man på lejrtur, og så kunne det ske, at der gik hul på strømpen. Og man har jo ikke mor med til at stoppe den.
Kirsten havde medbragt nogle klude, der var klippet ud af gamle strømper. Nu klippede hun et hul i sådan en klud og viste mig, hvordan man stoppede: Først den ene vej, og så på tværs, hvor man ligesom vævede stoppegarnet ind i de første sting. Det var meget besværlig, men omsider blev jeg færdig og fremviste stolt resultatet for Kirsten idet jeg spurgte: Hvad skal jeg så lave? Du kan prøve at stoppe et hul mere og se, om du ikke kan gøre det lidt pænere, svarede hun og klippede et nyt hul i min klud.
Plads til fantasi og kreativitet
Heldigvis dukkede nu Evald op, vores børneleder. Sådan en blev senere kaldt den pædagogiske leder, men nu om dage har vi vist kun medarbejdere uden specielle titler. Evald syntes, at vi skulle synge en sang og satte sig hen til klaveret, lavede et lille forspil, og vi sang Oskar Hansens og Oskar Gyldmarks: Der er huse, der skal rejses med det meget lærerige omkvæd blir´ vort arbejde stort eller ringe og småt, vil vi gøre det knagende godt.
Det var jo alt sammen helt efter vore datidige formålsparagraf hvorefter vi var: en fritidsorganisation, hvor arbejdet skulle foregå efter den moderne arbejdsskoles principper, som kunne udvikle børnenes selvstændighed, deres ansvarsfølelse, give dem kendskab til kulturelle værdier, til sociale forhold, og til forståelse af dansk samfundsliv.
I de følgende år lærte jeg at save med løvsav, lave linoleumssnit, rejse telte, tænde bål, bruge kort og kompas, slå forskellige knuder, at deltage i sociale vandringer og at synge alle sangene i DUI-sangbogen.
Der var dog også en anden strømning i DUI end den moderne arbejdsskoles ønske om at skabe gode samfundsbevidste arbejdere, der gjorde deres pligt og kendte deres ret, men også gavnede nationalproduktet og valutabalancen. Den stammede vel fra Unge Pædagogers drøm om den frie skole, og den blev udbredt gennem DUIs kursusvirksomhed. Denne strømning gav plads for fantasien og kreativiteten.
En anden ting, som har været væsentlig gennem alle årene i DUI, er et af de tre ord, der stod på messingspændet på vores DUI-bælter. De to andre ord var orden og venskab, men det tredje ord solidaritet var ganske uforståeligt. Men indirekte lærte man, at i DUI skulle alle have lov til være med, uanset om man var god eller dårlig til et eller andet.
DUI – 100 år, 1. afsnit
I 2005 medvirkede Hans Hansen i filmen DUI – 100 år, der blev lavet for at fejre foreningens 100 års fødselsdag. Nedenfor kan du se første af de i alt fire afsnit.
DUIs stiftelse og de første svære år
