DUI i nye lokaler i Holbæk

11. april 2019

DUI-Holbæk er flyttet ind hos Socialdemokratiet og AOF. Både borgmesteren og den lokale partiformand er glade for de nye indflyttere. 

”I Socialdemokratiet vil vi gerne have et tæt samarbejde med DUI, fordi vi kæmper for mange af de samme ting,” siger Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Hun er selv medlem af DUI og opvokset i en familie, hvor man bakkede op om DUI.

”DUI har altid været børnenes talerør, og gennem årene har DUI lavet enormt mange aktiviteter for børn – specielt måske for de børn, som ikke har en baggrund eller en familie med råd til det helt store,” siger Christina Krzyrosiak Hansen (S).

”Jeg er rigtig glad for, at vi i Socialdemokratiet kan hjælpe DUI med at løfte den her gruppe mennesker. Flere børn får gode oplevelser – det er i virkeligheden det, det handler om.”

 

I gåafstand fra centrum

DUI’s afdeling i Holbæk er også glade for det ny bofællesskab.

”Det har været rigtig godt. Vi ligger nu i gåafstand fra centrum, og vi kan meget bedre lave aktiviteter, nu hvor vi har fast adgang til lokaler,” siger Tinna Glisbo, formand for DUI-Holbæk.

DUI’s nye lokaler ligger på Roedsvej 10, og blandt aktiviteterne er brætspil og bolsjekogning.

”Og så skal vi i gang med projektet Pige kend dig selv, hvor vi sammen med Holbæk kommunes familieafdeling har håndplukket 10 udsatte piger i alderen 14-19 år,” siger Tinna Glisbo.

Pigerne får styrket selvtilliden med undervisning i hår og makeup, men også kostvejledning, produktion af hjemmelavede cremer og socialt samvær med andre piger i samme aldersgruppe. DUI-Holbæk har fundraiset 30.000 kroner fra DUF og 15.000 kroner fra LO til det nye projekt.

 

Det lugter ikke af gylle

Med det stigende aktivitetsniveau har DUI’s afdeling i Holbæk fået flere nye medlemmer.

Og stemningen er stadig god i det ny bofælleskab på Roedsvej 10. End ikke dunsten efter en aften med bolsjekogning i DUI generer bofællerne:

”Det lugter jo ikke af gylle – sådan som udenfor lige i øjeblikket,” griner Erik Just Pedersen, formand for Socialdemokratiet i Holbæk.

”Det her er gamle fabriksbygninger, og hvis det lugter af bolsjer, så kan vi sagtens klare det.”

”Det er rigtig dejligt, at der er aktivitet i lokalerne. Det bedste er, når man kommer herned i lokalerne, og folk er i gang med at lave alt muligt – hvad enten det så er DUI eller Socialdemokratiet,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

”Vi er rigtig glade for at kunne låne lokalerne ud til DUI,” siger Erik Just Pedersen.

 

Har du og dine børn lyst til at lave bolsjer sammen med DUI-Holbæk? Det sker klokken 18, hver mandag i lige uger og hver tirsdag i ulige uger. Tilmeld jer ved at skrive til: tinna@dui.dk