DUI-medlem fylder 100 år

17. juli 2019

Herdis Nørgaard Sørensen har været medlem af DUI i 92 år. Den 23. juli fylder hun 100 år.

 

Da Herdis var barn, skulle man være mindst otte år for at blive medlem af DUI.

Herdis’ familie var tilknyttet fagbevægelsen i Odder, og hendes storebror var med i DUI. Derfor ville den lille pige også meget gerne være medlem.

På sin otte-års-fødselsdag kunne Herdis så langt om længe blive optaget som medlem af DUI. Og derefter har hun gennem 92 år trofast fornyet sit medlemsskab.

 

På talerstolen som 99-årig

Trods sin høje alder bor Herdis Nørgaard Sørensen i egen lejlighed.

Hun er stadig åndsfrisk, og for nylig holdt hun tale ved et 1. maj-arrangement i Odder.

”Herdis advarede mod det, hun kaldte de mørke skyer og den grimme tone i den politiske debat. Hun fortalte, hvordan hun selv havde oplevet tiden under Anden Verdenskrig og advarede mod at gentage de hadefulde ting fra den tid,” siger Aage Rothmann, formand for DUI-Odder.

Han understreger, at han aldrig har oplevet så meget lydhørhed over for en 1. maj-taler:

”Der kan godt være en masse småsnak under 1. maj-talerne. Men der var fuldstændig ro, mens Herdis var på talerstolen.”

 

Som en ekstra bedstemor

Herdis Nørgaard Sørensen ser ikke så godt længere, og for nylig havde hun en mindre hjerneblødning.

Alligevel kommer hun jævnligt i Falkebo, som DUI’s hus hedder i Odder.

”Herdis er god til håndarbejde, og ungerne er faktisk meget interesseret i det, som Herdis er i gang med. For mange af børnene her i DUI-Odder er Herdis som en ekstra bedstemor,” fortæller Aage Rothmann, der har kendt Herdis i mange år.

”Da jeg startede som formand i DUI-Odder for snart 27 år siden, synes jeg godt, at hun kunne være lidt skrap – ja også nogle gange lidt irriterende,” griner han.

”Men jeg lærte hurtigt at sætte pris på Herdis. Når vi har aftalt en fordeling af arbejdsopgaver, har man altid kunnet regne med, at Herdis ville nå sine ting til tiden. Hun er et fantastisk menneske, og vi er meget glade for at have hende som et af vores aktive medlemmer her i DUI-Odder,” siger den lokale formand for DUI.

 

Genbrug betalte for DUI-hus

”Herdis er et rigtig dejligt og rart menneske,” supplerer Jette Behrendt, som også er med i bestyrelsen og aktiv medarbejder i DUI-Odder.

”Børnene er glade for Herdis. De snakker med hende og lader sig ikke mærke af aldersforskellen. Hendes hoved fejler jo heller ikke noget, og hun er god til at snakke om gamle dage,” siger Jette Behrendt.

Og der er rigeligt at tale om: I 1940’erne organiserede Herdis Nørgaard Sørensen indsamling af gamle aviser, som blev solgt til genbrug og var med til at betale for købet af DUI’s hus i Odder. Senere var hun med til at opbygge DUI’s lederuddannelse. Og hun har endda været med til at køre en kampagne mod kommunen for at få en midlertidig legeplads gjort permanent.

”Herdis har sine meninger, og hun er god til at skrive. Kommunen endte ganske vist med at sige nej, men den fik hård kamp til det sidste,” fortæller DUI-Odder-medlem Bjarne Henriksen, der var med i kampen for legepladsen.

 

Kulturpris gik til musikanlæg og spil

I 2009 fik Herdis Nørgaard Sørensen en kulturpris for sit mangeårige frivillige engagement i DUI-Odder.

”Med kulturprisen fulgte 7.000 kroner, som Herdis brugte til et musikanlæg og spil til DUI-afdelingen her i Odder,” siger Aage Rothmann.

100-års-fødselaren er da også populær blandt Odder-afdelingens yngre medlemmer:

”Herdis er en ældre dame med mange oplevelser, som hun gerne fortæller om. Og vi unge vil meget gerne snakke med hende og høre om for eksempel, hvordan det var for hende at leve i Danmark under Anden Verdenskrig,” siger 18-årige Kristine Julius Zastrow, medlem af DUI-Odder og formand for DUI’s LandsUngdomsUdvalg.

”Herdis har sine holdninger, men hun lytter også gerne til, hvad vi unge har at sige. Hun har altid været meget hjælpsom. Nu er hun ved at være godt oppe i årene, men hun har da lært flere af os børn og unge at strikke,” fortæller Kristine Julius Zastrow.

 

Herdis Nørgaard Sørensen fejrer sin 100-års fødselsdag med et åbent hus-arrangement i DUI-huset Falkebo. Det sker den 23. juli fra 9.30-12.30. 

Klik her for at læse et interview, som Herdis gav i 2017 ved sit 90-års-jubilæum som DUI-medlem.