Børn danser MGP på det lokale plejehjem

13. august 2019

DUI-Aalborg opstarter to hold med MGP-dans for børn i alderen 4-6 år og 6-9 år. Begge hold er fuldtegnede.

Som noget helt nyt har DUI fået en aftale i stand med plejehjemmet i Storvorde – en lille by, som ligger 14 kilometer fra centrum af Aalborg.

Børnene mødes hver mandag og træner på plejehjemmet. De ældre beboere, som har lyst, kan så komme og være publikum for børnene.

”Der sker jo ikke så meget på et plejehjem, så det er både en fordel for børnene og de ældre,” fortæller Helle Christensen, formand for DUI-Aalborg.

”Men det betyder også noget, at vi kommer ud af centrum. Folk synes, det er fedt, at vi kommer ud til der, hvor de bor, så de slipper for at køre ind til Aalborg,” siger Helle Christensen.

MGP Dans for børn er en del af Børn i Bevægelse – et koncept udviklet af DUI-Østerbro, som DUI-Aalborg har forsøgt at starte op i det nordjyske.

”I foråret startede vi op i DUI’s egne lokaler her inde i det centrale Aalborg, men der kom for få børn. Derfor fik vi den idé, at vi kunne prøve at tage ud i omegnsbyerne, og det har vist sig at være en succes. Begge holdene med MGP-dans er allerede fuldtegnede,” siger Helle Christensen.

Børnenes første træningsdag er den 19. august, og i alt mødes de 10 mandage hen over efteråret.