![]() |
Vigtigt: Pas på svindelopkald mod foreninger
Flere foreninger oplever i øjeblikket svindelopkald, hvor nogen udgiver sig for at være fra politiet eller en bank. Svindlerne kontakter typisk formanden, kassereren eller en anden med adgang til foreningens økonomi. De påstår, at der er mistænkelige transaktioner på foreningens konto, og forsøger at overbevise jer om, at pengene skal overføres til en “sikkerhedskonto” – som i virkeligheden tilhører dem selv.
Svindlerne lyder troværdige og kan have adgang til personlige oplysninger om jer og jeres forening. De lægger pres på jer for at handle hurtigt og hemmeligt, hvilket kan gøre det svært at vurdere situationen klart.
Sådan beskytter I jer:
-
Overfør aldrig penge efter opfordring fra nogen, der ringer og udgiver sig for at være myndighed.
-
Tjek med andre i foreningen, hvis I bliver kontaktet – og vær aldrig bange for at stille spørgsmål.
-
Kontakt selv jeres bank eller den relevante myndighed direkte, hvis I er i tvivl.
-
Ring til Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37, hvis I har mistanke om forsøg på svindel.
-
Print og hæng plakaten op i jeres foreningslokaler, så alle er opmærksomme.
Vi opfordrer jer til at tage denne advarsel alvorligt og hjælpe med at sprede budskabet i jeres lokalforening.
Tak for jeres opmærksomhed og for, at I passer på hinanden og vores forening.
Beskyt din forening mod svindelopkald – plakat og Følgebrev_svindel med sikkerhedskonti kan hentes her.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Claes // 2516 7281 eller Sekretariatet // 3617 7200.
![]() |
Ny hjemmeside er godt på vej!
Der er gang i en spændende udvikling på DUI.dk! Vi er i fuld gang med at skabe en ny og forbedret hjemmeside, som skal gøre det både nemmere og mere inspirerende at være en del af DUI – uanset om man allerede er medlem, eller er nysgerrig på, hvad vi laver.
Ambitionen er at skabe en hjemmeside, der er overskuelig, brugervenlig og indbydende. Det skal være let at finde information om aktiviteter, nemt at komme i kontakt med den lokale afdeling – og ikke mindst: enkelt at blive en del af fællesskabet. Vi ved, at mange møder DUI for allerførste gang online, og derfor skal hjemmesiden være et sted, hvor man hurtigt får et godt indtryk af vores organisation og lyst til at være med.
I løbet af april og maj har vi et særligt fokus på at udvikle visitkort-sider til hver enkelt afdeling. Det bliver små undersider, hvor man samler al relevant information ét sted – fra aktiviteter og kontaktoplysninger til tilmelding og praktisk info. Det skal være tydeligt, hvad den enkelte afdeling laver, og hvad nye medlemmer kan glæde sig til.
Hvad betyder det for din afdeling?
Hvis jeres afdeling gerne vil have sin egen visitkort-side på den nye hjemmeside, er der to krav, I skal opfylde:
-
I skal have aktiviteter i gang
Det handler ikke om mængden, men om at der sker noget. Det er vigtigt, at vi kan vise nye medlemmer, hvad de kan glæde sig til – og at vi tilbyder noget, der er kontingentet værd. -
I skal være åbne for nye medlemmer
Vi skal kunne tage imod nye børn, unge eller familier, der gerne vil være med. Det er en del af DUI’s DNA at være et åbent fællesskab, hvor alle er velkomne.
Den nye hjemmeside skal være et værktøj til at styrke fællesskabet på tværs af landet og synliggøre det store arbejde, der sker lokalt i DUI. Ved at samle alle aktiviteter og afdelinger ét sted, gør vi det lettere for både eksisterende og kommende medlemmer at finde vej ind i fællesskabet.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Emily // 2516 7280.
![]() |
JUBI-lejr 2025 – Sommerens højdepunkt!
Efter 10 år vender JUBI-lejren endelig tilbage! Det bliver en stor, landsdækkende sommerlejr for både børn, unge og familier, hvor vi samles på tværs af hele landet i uge 31 fra tirsdag den 29. juli til søndag den 3. august 2025 på hyggelige Ankersminde. Lejren som har temaet TIDSTEJSE bliver fyldt med aktiviteter, nye venskaber, lejrbål og fællesskab – alt det, DUI handler om. JUBI-lejr gruppen er godt i gang med planlægningen af lejren og vi er så heldige at vi har fået støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond, så vi kan tilbyde gratis deltagelse for børnefamilier og unge, der ikke ellers har mulighed for ferie. Det gælder også transport og udstyr som telt, hvis det er nødvendigt. Man behøver ikke være medlem for at komme med – vi vil bare gerne gøre en forskel for dem, der har brug for det. Har du endnu ikke tilmeldt dig – så skynd dig ind og gør det via linket her. Tilmelding er senest 1. maj, herefter vil der kun være mulighed for venteliste, ikke direkte tilmelding.
Kender du en ung eller en børne familie, der ikke har mulighed for at komme på sommerferie, så kan du invitere dem gratis med. Læs mere og søg her: https://www.dui.dk/jubi/aff
Derudover kan vi også se glæde os til et væld af oplevelser hen over sommeren, og særligt to festlige begivenheder ser vi ekstra meget frem til:
DUI på Folkemødet
Vi deltager igen i år på Folkemødet på Bornholm den 11.–14. juni. Det bliver nogle dage med masser af samtaler, fællesskab og gode grin – og selvfølgelig vil vi også gøre opmærksom på alt det, DUI står for. Hvis du selv er på Bornholm, så kom og sig hej!
Sommerfest for frivillige
Sæt kryds i kalenderen den 21. juni! DUI København åbner dørene og ligger hus til en skøn aften, hvor vi fejrer jer frivillige – jeres tid, jeres energi og alt det, I gør for børn og unge i jeres lokalområder. Det bliver uformelt, hyggeligt og med god stemning. Tilmeld jer sommerfesten via linket her, fristen for tilmelding er lørdag d. 21 juni.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Olivia // 2516 7276.
![]() |
Den Demokratiske Legeplads – hvordan var det nu det var?
På landsmødet i oktober blev det besluttet, at vores nye fokusprojekt skal være Den Demokratiske Legeplads – og nu er vi i gang med at gøre idé til virkelighed. Projektet der kombinerer leg og læring med demokratiske værdier, er godt i gang med at blive udviklet og i næste måned, vi vil dele de første forslag til lege, som gør det sjovt og nemt at træne fx samarbejde, fællesskab og indflydelse – noget, som børnene kan tage med sig i livet, disse lege er I meget velkomne til at bruge i afdelingerne. Indtil da har vi udformet et dokument hvor I kan læse mere om hvad rammerne er, og se hvordan Landsforbundet kan understøtte jer – Se mere her.
Har du en projektidé?
Vi ved, at de der kommer rigtig gode idéer ude i afdelingerne fra jer, der står med børnene, de unge og familierne i hverdagen – og dem vil vi meget gerne høre! Har du en idé til et nyt projekt, en aktivitet eller et samarbejde? Så del den gerne med os, så vi kan se på, om det er noget, vi kan hjælpe med at føre ud i livet.
Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Freja // 2516 7273.
![]() |
Nyt fra hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen har netop været samlet til et godt møde i Ejnersbo, hvor vi blandt andet har opdateret vores samværspolitiske retningslinjer fra 2022. Det er vigtigt for os, at de ikke blot er et dokument, men et aktivt redskab i hverdagen. Derfor er der nu lagt en plan for, hvordan vi får dem godt ud at leve i organisationen. Vi har også arbejdet med en ny målgruppeanalyse, og vi skærper nu det centrale fokus på børnefamilier – særligt fra arbejderklassen – så vi sammen kan skabe de bedste rammer for vores fælles arbejde. Derudover har vi godkendt kommissorier for hele fem nye udvalg, som skal arbejde videre med de 13 opfølgningspunkter fra landsmødet. Det betyder, at vi har sat en tydelig retning for, hvordan vi når i mål inden næste landsmøde i oktober 2026.
HB rundt i landet
Ud over mødet i Ejnersbo har hovedbestyrelsen deltaget i en række årsmøder rundt om i landet. Det har været en stor fornøjelse at møde så mange engagerede frivillige og få en fornemmelse af det stærke arbejde, der foregår lokalt. Det giver energi og retning til vores videre arbejde – både i afdelingerne og centralt.
Glæd jer til de næste seks måneder!
Vi har en travl og spændende tid foran os. Her er nogle af de ting, I kan se frem til:
- DUI på Folkemødet – Vi er på Bornholm den 11.–14. juni. Kig forbi, hvis du er der – det bliver festligt!
- Sommerfest for alle frivillige – Den 21. juni hos DUI København. En aften med hygge og fejring af jeres fantastiske indsats.
- JUBI-lejr 2025 – Planlægningen er godt i gang, og vi glæder os til at samles til dette for første gang i 10 år!
Kort opsummering af hovedbestyrelsesmødet:
- Opdatering af samværspolitikken – så den bliver lettere at bruge i praksis
- Ny målgruppeanalyse med fokus på børnefamilier og lokale fællesskaber
- Godkendelse af 5 udvalg, der arbejder frem mod landsmødet i 2026
Læs hele referatet her.
Vi glæder os til at se jer til de kommende aktiviteter og fejringer!
Med venlig hilsen fra alle os i Hovedbestyrelsen