Generel information

Her kan du dykke ned i alt det generelle, som er vigtigt for dig som frivillig eller aktiv i DUI. Det kan være små opdateringer, praktiske oplysninger eller generel info, du bør kende til. 

APRIL 2025:

Vigtigt: Pas på svindelopkald mod foreninger

Flere foreninger oplever i øjeblikket svindelopkald, hvor nogen udgiver sig for at være fra politiet eller en bank. Svindlerne kontakter typisk formanden, kassereren eller en anden med adgang til foreningens økonomi. De påstår, at der er mistænkelige transaktioner på foreningens konto, og forsøger at overbevise jer om, at pengene skal overføres til en “sikkerhedskonto” – som i virkeligheden tilhører dem selv.

Svindlerne lyder troværdige og kan have adgang til personlige oplysninger om jer og jeres forening. De lægger pres på jer for at handle hurtigt og hemmeligt, hvilket kan gøre det svært at vurdere situationen klart.

Sådan beskytter I jer:

  • Overfør aldrig penge efter opfordring fra nogen, der ringer og udgiver sig for at være myndighed.

  • Tjek med andre i foreningen, hvis I bliver kontaktet – og vær aldrig bange for at stille spørgsmål.

  • Kontakt selv jeres bank eller den relevante myndighed direkte, hvis I er i tvivl.

  • Ring til Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37, hvis I har mistanke om forsøg på svindel.

  • Print og hæng plakaten op i jeres foreningslokaler, så alle er opmærksomme.

Vi opfordrer jer til at tage denne advarsel alvorligt og hjælpe med at sprede budskabet i jeres lokalforening.

Tak for jeres opmærksomhed og for, at I passer på hinanden og vores forening.

Beskyt din forening mod svindelopkald – plakat og Følgebrev_svindel med sikkerhedskonti kan hentes her.


Har I spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte Claes eller Sekretariatet.