Filippinerne

Morgenskole

Børn Hjælper Børn-Fonden støtter på nuværende tidspunkt et “Morgenskole” projekt i Filippinerne.

I et af de fattigste områder i Cebu, Filippinerne har RAFC et dagcenter, som er åbent for alle børn og unge fra det nærliggende slumkvarter. I centret er der alle hverdage et morgenskoleprogram for de af kvarterets
børn som møder op den dag. Antallet er meget forskelligt fra dag til dag, men der estimeres med et gennemsnit på 10 deltagere om dagen. Aldersgruppen er meget varieret, fra ca. 4 år til 14 år. Alle er under 18 år, dog med enkelte undtagelser, som er unge udviklingshæmmede. Morgenskolen henvender sig primært til børn som ikke har råd til at gå i skole, børn som har behov for ekstra undervisning og børn som ikke er skoleklar endnu. Der undervises differentieret ud fra alder og færdighedsniveau. Undervisningsprogrammet er udviklet af 3 danske studerende, som har været i praktik i Centret og de har udarbejdet et kompendium, som gør det muligt for andre frivillige at køre projektet videre. Pt. køres projektet af centerleder Adie og en dansk praktikant.

Formålet med projektet er at hjælpe børn med at udvikle nødvendige og meningsfulde livs- og faglige færdigheder for at øge livskvaliteten for børnene. De faglige færdigheder øger deres muligheder for bedre
økonomi, personlig velvære, sociale forbindelser og generelle udvikling. Støtten skal bruges til blyanter, kladdehæfter/læringsbøger, aktivitetsmaterialer og frokost til børnene.

 

Projektet er et samarbejde mellem de frivillige organisationer Rise Above Foundation Cebu Inc. (RAFC) fra Filippinerne, og Børn Hjælper Børn-Fonden fra DUI-LEG og VIRKE i Danmark. 

Vil du støtte projektet i Filippinerne?

Med din hjælp kan vi fortsætte projektet, så endnu flere børn kan få mulighed for uddannelse, leg og en lysere fremtid.

Du kan hjælpe både vores arbejde og udsatte børn ved at Melde et barn eller en ung under 30 år ind i DUI International afdeling.

For kun 100 kr. bliver de en del af et globalt fællesskab og det fulde beløb støtter Børn Hjælper Børn-fondens projekter, som sikrer skolegang og trygge rammer for børn i Bolivia og Filippinerne.

 

Støt og gør en forskel