International solidaritet børn imellem
Alle børn har ret til en god barndom, uanset hvor i verden de bor, og uanset køn, religion og social status. Derfor arbejder DUI også internationalt.
Børnearbejde
FNs arbejdsorganisation ILO anslår, at 246 millioner børn mellem 5 og 14 år udfører arbejde, der er til skadelidt for deres helbred eller forhindrer dem i at gå i skole. Langt de fleste børnearbejdere bor i Asien, Latinamerika og Afrika. Der er stor forskel på hvor skadeligt, det arbejde børn i udviklingslandene har, er. Det anslås, at 80 millioner børnearbejdere risikerer at blive handicappet, af det arbejde de udfører. Disse børn arbejder blandt andet med farlige kemiske stoffer eller ved uafskærmede maskiner. Mange job er endvidere skadelige på grund af meget lange arbejdsdage, eller fordi børnene bliver udsat for vold eller på anden måde misbrugt af deres arbejdsgivere eller voksne kolleger.
Hvorfor arbejder børnene?
Hovedårsagen til børnearbejde er fattigdom. Langt de fleste børnearbejdere har ikke noget valg. De bliver nødt til at arbejde, for at få noget at spise. Mangel på skoler og dårlige muligheder for at uddanne sig, er en anden væsentlig årsag og gamle traditioner og ringe viden hos forældrene, der aldrig selv har fået en uddannelse, er en tredje.
Skolegang er en billet til en bedre fremtid
Fattigdom i udviklingslandene skal bekæmpes, men det er et langsigtet mål og på kort sigt skal der også handles. DUI-LEG og VIRKE har i øjeblikket 3 projekter i Indien og 5 i Nicaragua, hvor vi støtter en række organisationer i at drive skoler og arrangere fritidsaktiviteter, oplyse børn og unge om deres rettigheder samt få dem væk fra de skadelige job. Projekterne i Indien udføres i samarbejde TIB, BAT-Kartellet, bygningsarbejdernes lokale fagforeninger og DUI-LEG og VIRKEs søsterorganisationer svenske Unga Örnar og indiske Rashtra Seva Dal og Antar Bharati. Et af projekterne er desuden stablet på benene i samarbejde med LOs solidaritetsenhed. Projekterne i Nicaragua er hver især støttet af en lokal DUI-afdeling og udføres i samarbejde med vores nicaraguanske søsterorganisation MILAVF. Vi planlægger yderligere et nyt projekt i Bangladesh.