Artikel 12

Artikel 12: Ret til at blive hørt

Barnet har ret til at have sin egen mening og den skal respekteres.

Dette afsnit i børnekonventionen handler om, at man skal lytte til, hvad børn siger – særligt i situationer hvor det handler om barnet selv. Selvfølgelig er der forskel på, hvad der er muligt, når konventionen som bekendt definerer “børn” som alle mellem 0 og 18 år. Men den grundlæggende regel er, at hvis et barn er i stand til at sige, hvad det synes, så skal man lytte til det.

Hvis man skal prøve at vise, hvad denne bestemmelse betyder i praksis, så kan man f.eks. igen tage fat i spørgsmålet om tvangsfjernelser, som blev beskrevet i det forrige afsnit.
Barnet skal høres

Her betyder Artikel 12, at børn skal høres, inden de bliver fjernet fra deres forældre, hvis de er gamle nok til at fortælle, hvad de selv vil foretrække. At blive hørt er ikke nødvendigvis det samme som at få ret, og i nogle tilfælde vil dem, der skal træffe den endelige afgørelse, vælge at se bort fra barnets egen holdning. Det gør de for eksempel, hvis de er overbeviste om, at det vil skade barnet, hvis de vælger at følge dets egne ønsker.

Hvis man for eksempel spørger et 5-års barn, om han eller hun helst vil blive boende hos forældrene, så vil barnet næsten altid svare ja. Også selv om der er massive problemer derhjemme. Det skyldes først og fremmest, at familien fylder en meget stor del af ens verden, når man er fem år – og at det derfor virker helt uoverskueligt, hvis den forsvinder ud af ens tilværelse. Situationen er derimod en helt anden, hvis man er 17 år. Her er man i langt højere grad i stand til at beslutte, om man helst vil blive boende sammen med sine forældre, eller om man mener, at det vil være bedst for alle parter, hvis man flytter.
Vigtigt ved skilsmisser

Et andet eksempel på sager, hvor det er vigtigt, at børns holdning bliver hørt, er ved skilsmisser. De fleste skilsmisser foregår heldigvis fredeligt, men i nogle tilfælde bliver forældrene så sure på hinanden, at domstolene bliver nødt til at afgøre alle de ting, man er uenige om. Og her er børnene tit et stridspunkt – hvor skal de bo, hvor tit skal de besøge den forælder, som de ikke bor hos osv.? I den slags sager har der heller ikke i Danmark været tradition for at høre, hvad børnenes egen holdning er.

For det meste har man haft den opfattelse, at der kun var to parter i sådanne sager – nemlig de to forældre. Men i de senere år er bl.a. domstole heldigvis begyndt at indse, at der faktisk også er en tredje part – nemlig de børn det handler om. I 2007 vedtog Folketinget en ny lov, der sikrer, at børn i endnu højere grad skal høres. Men det er ikke sikkert, at man altid kan eller skal følge børnenes egne ønsker, men de skal i hvert fald have lov til at sige, hvad de synes, der skal ske.
Arrangerede ægteskaber

I langt de fleste af verdens lande er det meget vanskeligere for børn at komme til orde, end det er i Danmark. “Børn skal ses men ikke høres,” sagde man i gamle dage i Danmark og det er en holdning, der stadig er gældende i mange lande.

I mange kulturer er det især pigerne, der ikke har noget at skulle have sagt – heller ikke om forhold der er helt afgørende for deres liv. For eksempel er det mange steder stadigvæk forældrene – og især faren som overhovede for familien – der bestemmer, hvem en pige skal giftes med. I nogle tilfælde bliver hun måske spurgt om hendes egen holdning, men i langt de fleste tilfælde får hun bare at vide, at nu har man fundet den mand, hun skal dele sit liv med.

Det kaldes arrangerede ægteskaber, og det er ikke tilladt ifølge børnekonventionen, hvis pigen (eller drengen) er under 18 år og ikke har mulighed for at sige nej til forældrene. Men mange lande har meget gamle traditioner for at gøre tingene på den måde, og derfor kan det være utroligt svært at ændre.
Spørgsmål

  • Hvor gammel skal et barn eller en ung være, før man skal have lov til at bestemme over sit eget liv?
  • Skal et barn selv have lov til at bestemme, hvilken af forældrene han eller hun vil bo sammen med ved en skilsmisse?
  • Kan I finde eksempler fra Danmark i dag, hvor der ikke bliver lyttet nok til børns og unges egne holdninger?
  • Er det i orden, at forældrene i nogle lande bestemmer, hvem de unge skal giftes med, eller skal man forsøge at ændre den tradition?