Plads til alle – også i DUI

22. august 2018

30 DUI’ere var med til at sprede regnbue-budskabet om frihed til mangfoldighed ved Copenhagen Pride den 18. august.

”Vi går med, fordi vi favner mangfoldigheden, og vi favner alle børn. Vi er ligeglade med, om børn har to mødre eller to fædre – eller fire forældre i alt. Vi har også unge med her i paraden, som er biseksuelle, bøsser og lesbiske. Og det favner vi,” forklarer Lis Olesen fra DUI Rødovre og Avedøre.

Både hun og DUI er med i Copenhagen Pride for tredje gang. Med sig har de 18-årige Lukas Fly Olesen, som deltager i pride-paraden for første gang.

”Jeg går med, og DUI går med, fordi vi vil vise, at der er plads til alle i vores organisation. Uanset om du er gul, grøn eller blå, uanset hvad du tror på, og uanset hvem du elsker og går i seng med – Vi favner alle,” siger Lukas, som er medlem af DUI i Rødovre, Østerbro og Avedøre.

”Det er fedt at være med – både at se på de andre, som går med i optoget, men også at se på dem, der kigger på. Folk er virkelig forskellige,” fortæller Lukas.

Du kan udvikle dig og udfolde dig, som den du er

Også DUI’s sekretariatschef, Michael Bager, går med på den 3,3 kilometer lange paraderute fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhus.

”I DUI skal alle børn og unge vide, at du kan være den, du er. Du kan udvikle og udfolde dig, og du kan stå ved, hvem du er,” fastslår Michael Bager.

”Som nummer 120 i paraderækkefølgen måtte vi vente halvanden til to timer, inden vi kom afsted. Men stemningen er god. Alle typer står langs vejen og smiler og har en fest. Det er jo indbegrebet af mangfoldighed,” fortæller han.

Vi er med næste år

Michael Bager er overbevist om, at DUI også i 2019 vil deltage i Copenhagen Pride. Han fortæller, at DUI’s Avedøre-afdeling allerede har meldt sig til at stå for arbejdet med at forberede næste års DUI-deltagelse i pride-paraden.