Hans Hansen: Mit liv i DUI, del 3

10. maj 2017
hans-hansen

i 2017 fylder DUIs store historiefortæller, Hans Hansen, 80 år. Det fejrer vi med et portræt af manden, der om nogen har været med til at skabe fortællingen om DUI – LEG og VIRKE. Nedenstående er tredje af fire dele, hvor Hansen fortæller som sit mangeårige forhold til DUI – LEG og VIRKE – læs del 1 og del 2. Samtidig benytter vi lejligheden til at genuploade filmen DUI – 100 år, hvor Hans Hansen yder et væsentligt bidrag.

I 1979 blev jeg spurgt, om jeg ville skrive en sang til Jubi-lejren i 1980. Det blev til nr. 47 i den nuværende sangbog, der blev i øvrigt skrevet fem andre sange til den lejlighed, hvoraf tre endnu står i sangbogen. De har henholdsvis nr. 17, 66 og 69.  Det førte til, at jeg i de kommende år skrev en del flere sange til forskellige lejligheder. Også en prolog til DUI Københavnskredsens store fejring af DUIs 75 års fødselsdag. Prologer var ellers noget, man ikke brugte så meget i DUI mere.

Brølaber og impro-teater

DUIs daværende sangbog var fra 1965. Derfor var der mange ønsker om at lave en ny sangbog i 1977. Men det var blevet dyrt, at lave en sangbog. Derfor kom de på tale om at lave nogle supplerende sanghæfter.  DUI var jo i mellemtiden blevet en familieorganisation, så der skulle være sange både for voksne og børn. Vi var 6-7 stykker, der blev sat på opgaven.  Det blev til sanghæftet Brølaber. Vi havde store planer om at fortsætte med et hæfte, der skulle hedde Skrigefugle, men det var der ikke penge til.   Og det var sådan set meget godt, for den praktiske del med at skrive noder og tekst, lave layout og tegninger blev min opgave. Jeg klistrede siderne på A4-ark.  Derefter blev siderne fotograferet ned til A5, trykt og hæftet.

Det må have været i sidste del af 1970, vi lavede et nordisk dukketeaterprojekt. Vores daværende landsformand, Erik Stubtoft, havde først tænkt sig, at jeg skulle skrive et dukketeaterstykke.  Jeg blev inviteret med til et ABA-møde i Danmark, hvor der også var kreative mennesker med fra Norge og Sverige. Jeg kan ikke huske, om Finland var med i projektet. Vi blev hurtigt enige om, at der ikke skulle skrives noget som helst teaterstykke.  Børnene skulle frit improvisere over et tema. I hvert land skulle vi arbejde med at stable et teaterstykke.  I Danmark var DUI Brønshøj afdeling med på idéen. Vi fik stablet et teaterstykke på benene, som vi bl.a. viste i forbindelse med et nyt ABA-møde.

Vi havde fået en ganske pæn økonomisk understøttelse til projektet af Nordisk Råd, men problemet var, at der var søgt om penge til at skrive et dukketeaterstykke. Og alt, hvad der forelå på skrift, var et lille hæfte, der var fremstillet i Sverige, med en beskrivelse af den danske del, hvor vi beskrev fremgangsmåde, teaterets indretning og genfortalte handlingens i vores stykke, suppleret med mange flotte fotografier af sminkede og udklædte svenske børn. Det var Nordisk Råd ikke tilfreds med. Nu havde vi heldigvis optaget en del af scenerne på bånd, som jeg skrev af, og sendte til Rådet med forklaring om, at vi ikke rigtig vidste, hvad vores nordiske søsterorganisationer havde foretaget sig.

Flittige Hanne

Det må være på den tid, vi stiftede bekendtskab med Hanne Posche og Greve afdeling. På afdelingsplan fik vi et livligt samarbejde med Greve afdeling. Men vi lavede i de følgende år også mange ting sammen for Landsforbundet. Hanne var lige så flittig, som jeg var doven. Hun arbejdede på et forlag, hvor hun tilsyneladende lavede det meste arbejde. En af de opgaver, vi tumlede med, var at lave et kursusmateriale. Det var på højere sted besluttet, at vi skulle have en fast kursusstruktur, og at materialet skulle være færdigt så hurtigt som muligt.

Ønsket om en ny sangbog levede endnu. Det lykkedes i 1984.  Jeg var indblandet, men denne gang var det Hanne, der klarede alt det praktiske. Hun tegnede noderne, forhandlede med forfattere og komponister, så vi fik lov til at bringe en del sange uden vederlag, og udnyttede alle sine forbindelser i det grafiske miljø.

Smalfilm og de glade 70’ere