Frank Høj turnerer DUI-Danmark

24. august 2018

Tre uger inde i sit nye job har Frank Høj nået at besøge otte DUI-afdelinger rundt om i Danmark. 21.-22. august tog han og Michael Bager til Struer og Nykøbing Mors.

 

Aalborg, Aarhus, Horsens, Korsløkke, Hvidovre og Østerbro har allerede haft besøg af DUI’s nye udviklingskonsulent, Frank Høj, der havde første arbejdsdag 1. august.

Den 21. august tog sekretariatschef Michael Bager med ham på biltur til Struer og Nykøbing Mors. Her skulle de møde formændene og andre lokale DUI’ere i de to nordvestjyske DUI-afdelinger.

 

Struer holder fast i sit orkester

I Struer tog Flemming Karlsen imod og viste rundt i DUI-Huset på Skrænten 3.

På loftet viste han Frank Høj og Michael Bager den imponerende samling af noder til Struer-afdelingens orkester.

”På grund af Bang & Olufsen kalder Struer sig for Lydens By. Og i Struer har DUI stadig et orkester,” fortæller Frank Høj.

”I gamle dag havde mange DUI-afdelinger et orkester. Og selv om DUI-Struer inden for de sidste to år har haft lidt svært ved at rekruttere nye til deres orkester, fortsætter de og sætter fokus på at få nye med – noget der er helt nyt for orkesteret, som indtil nu har levet uden at skulle rekruttere. Men samtidig udvikler de
afdelingens øvrige aktiviteter, blandt andet med LAN-party for børn og unge, der spiller computerspil sammen.”

Michael Bager forsætter: ”Vi blev mødt af en afdeling, som virkelig gerne vil udvikling, og som havde brug for et skub videre. I virkeligheden føler vi ikke, at vi gjorde så meget, Frank og jeg. Men det gjorde vi jo, for sammen kan man tænke mange tanker og spændende tanker. Det blev til udvikling af et nyt tilbud for 4.-7. klasse og med fokus på krea. Afdelingen sætter gang i arbejdet her i efteråret. Der var virkelig god stemning og masser af energi, da vi tog videre til Nykøbing.”

 

En kogekone kom til Nykøbing Mors

Dagen efter Struer-besøget kørte Frank Høj og Michael Bager videre til Nykøbing Mors.

”Her var der lagt program allerede fra klokken 14. Formand Poul Olsen viste os DUI-lokalerne inde i Nykøbing Mors og kørte os derefter ud til Susvind – en meget velholdt hytte med en fantastisk flot udsigt til vandet,” fortæller Michael Bager og smiler stort.

”Nykøbing Mors er en meget selvkørende og veldrevet forening. De har et flow af børn, som måske ikke alle sammen er medlemmer, men det viser, at de har god kontakt til unge mennesker. Og så har de ambitioner om at blive endnu bedre,” siger Frank Høj.

”En tilflytter fra Aarhus, som er kogekone, havde ringet og tilbudt at lave madkurser for enlige ældre mænd, som ikke kan finde ud af at lave mad til sig selv. Straks samler Nykøbing Mors-afdelingen idéen op og viser dermed, hvor dygtige de er til at lave aktiviteter, som giver værdi i lokalsamfundet,” siger Frank Høj.

DUI-Nykøbing Mors har gang i mange aktiviteter og idéer. For eksempel vil afdelingen lave en genbrugsbutik for legetøj og børnetøj. De vil også indsamle kasserede computere, som en dygtig mand skiller af. De gode dele bruger han så til at samle til nye computere, som så kan gives til børn og unge, der mangler en computer.

 

Et energiboost fra Jylland

Tilbage på DUI-hovedkontoret i København er Michael Bager fyldt med energi efter at have været med på en af Frank Højs ture rundt i DUI-Danmark.

”Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg virkelig har fået et energiboost af turen til Struer og Nykøbing Mors,” siger Michael Bager.

”På hovedkontoret hører vi ofte om udfordringer, hvor man har brug for hjælp, hvilket er naturligt, for det er jo også det, vi er til for. Men så var det fedt at komme ud i landet og opleve to afdelinger, der er villige til forandringer og har gode idéer til, hvordan de kan udvikle sig.”

Også Frank Høj nyder at komme væk fra kontorstolen og ud for at tale med DUI’ere rundt om i Danmark.

”For mig er det både vigtigt og fedt at komme ud og besøge nogle af de afdelinger, som ligger allerlængst fra hovedkontoret i København. Her i starten har Jylland stået højest på min prioriteringsliste, og jeg har mærket den gejst, som de har der. Her står DUI’s værdier stærkt, og afdelingerne udfylder nogle vigtige sociale funktioner i lokalområderne. Det samme tror jeg gælder på Sjælland, som jeg nu glæder mig til at opleve,” siger Frank Høj.

 

På jagt efter fundraiser

På baggrund af besøget i Nykøbing Mors, er Michael Bager nu i gang med at lede efter en fundraiser, som blandt andet får til opgave at hjælpe DUI-afdelingerne med at søge penge til deres aktiviteter.

”I Nykøbing har de planer om aktiviteter og vil gerne søge fonde til at få aktiviteterne i gang. Der er en udviklingspulje under DUF, og inden for nogle måneder får vi også vores egen. Men hvis man vil søge store penge, er det noget af en mundfuld at skulle udfylde papirerne og lave beskrivelserne, både for frivillige og ansatte,” siger Michael Bager.

”Derfor søger vi nu en fundraiser, der vil påtage sig opgaven. Man skal være en særlig støbning, for at lave virkelig gode ansøgninger og have flair for og viden om, hvilke fonde man skal søge. Derfor søger vi den rette person, der kan hjælpe os med den slags – en som i forvejen har sit eget firma og kan udføre arbejde på konsulentbasis for os også.”

Frank Høj har flere besøg på programmet i den kommende tid:
”I den kommende tid skal jeg besøge en masse afdelinger på Sjælland. Det glæder jeg mig meget til,” siger Frank Høj. Næste besøg er hos Rødovere og Lersø, som begge får besøg inden for de næste par uger.