DUI har fået ny formand

27. oktober 2018

Ann Urbrand blev valgt som ny forbundsformand i DUI-LEG og VIRKE på landsmødet den 27. oktober.

 

DUI’s nyvalgte forbundsformand, Ann Urbrand, er 55 år og bor på Østerbro i København.

Hun er uddannet lærer og arbejder som kultur- og idrætsmedarbejder i Kultur Ø, som er en del af Københavns Kommune. Derudover har hun bijob som projektleder for DUI-Østerbro, en dag om ugen.

 

Bred organisatorisk erfaring

Ud over formandsposten i DUI er Ann Urbrand næstformand i Socialdemokratiet i København samt bestyrelsesmedlem i Bo-Vita og Bo-Vest.

Men organisatorisk har hun også erfaring fra adskillige tillidsposter i DUI, som hun har været medlem af siden 1988:

”Jeg har blandt andet været formand for DUI’s lokalafdeling på Østerbro, kasserer på Bornholm og medlem af landsforbundets forretningsudvalg,” siger Ann Urbrand.

 

En stædig igangsætter

Ann Urbrand er kendt som en stædig igangsætter og udvikler, der også gerne tager de mindre sjove opgaver.

”Har man sagt A, må man også sig B og føre tingene til ende, koste hvad det koste vil. Er man frivillig, ja så er man frivillig, men det er ikke altid, man selv kan vælge, hvilke tjanser man skal tage. Man er også nødt til at tage lorten engang imellem,” siger Ann Urbrand.

 

Succes med Børn i Bevægelse

En af Ann Urbrands store successer i DUI er, at hun har været med til at udvikle Børn i Bevægelse:

”Det er ikke mig, der har startet Børn i Bevægelse op. Men jeg har været med hele vejen – sammen med et par af de frivillige. Medlemsfremgang er ikke det eneste succeskriterium, men det er skønt at se, at så mange børn er interesseret i vores aktiviteter,” siger Ann Urbrand.

For fem år siden havde Børn i Bevægelse over 100 børnemedlemmer. Nu går omkring 600 børnemedlemmer til aktiviteterne, som finder sted både på Østerbro, Bispebjerg og i Husum.

 

Tilskud, udvikling og samarbejde

Som forbundsformand vil Ann Urbrand prioritere at få DUF-opgørelser af medlemmer samt registreringer af lokalafdelinger til at fungere mere effektivt:

”Vi skal have vores fundament på plads: Som landsforbund skal vi have sikret, at vi får det rigtige tilskud, så vi kan fortsætte med at udvikle vores tilbud til lokalafdelingerne og dermed de mange gode DUI-aktiviteter,” siger Ann Urbrand.

”Men jeg vil også gerne bringe afdelingerne og landsforbundet tættere på hinanden. Landsforbundet er til for at hjælpe afdelingerne. Og hvis ikke afdelingerne føler, at de kan bruge landsforbundet, får de ikke afholdt de møder og fremsendt det materiale, der skal til for, at vi kan tælle deres medlemmer med – og det er en af forudsætningerne for, at vi kan eksistere,” forklarer den nyvalgte forbundsformand.

Hun har selv været medlem af DUI i så forskellige steder som Bornholm, Vestegnen og Østerbro, men har også besøgt de fleste DUI-afdelinger i Jylland og på Fyn og Sjælland, da hun arbejdede som DUI-organisationskonsulent.

På den baggrund opfordrer hun DUI’s lokalafdelinger til at overveje fordelene ved at samarbejde med sine naboafdelinger og andre afdelinger i DUI:

”Ude i landet kan afdelingerne godt blive mere bevidste om, at man ikke er alene. Der er andre DUI-afdelinger, man med fordel kan lade sig inspirere af og arbejde sammen med om for eksempel aktiviteter.”

 

Gode resultater

Ann Urbrand afløser Lone Søndergaard, der har været forbundsformand i DUI i 2016-2018:

”Ann er dynamisk og har udvist gode resultater. Jeg ved, hun har været en rigtig god formand for DUI’s Østerbro-afdeling, hvor hun har været med til at skaffe mange nye medlemmer,” siger Lone Søndergaard.

”Jeg føler mig tryg ved, at Ann overtager roret. Hun skal nok få DUI drevet videre i den rigtige retning,” siger den afgående forbundsformand.

 

Med sig i hovedbestyrelsen

Ud over Ann Urbrand valgte landsmødet to næstformænd: Gitte Petersen fra DUI-Aalborg og Rasmus Kjeldmark Jakobsen fra International og Børnepolitisk Afdeling.

Til hovedbestyrelsen valgte landsmødet også Sebastian Jul (Aarhus), Mie Jørgensen (Højstrup), Tinna Glisbo (Holbæk), John Eriksen (Munkebo), Dorthe Ølgaard Lassen (Cirkus Arcus), Kimmie Tudborg Valverde (Vejen), Kirsten Hansen (Thorsø), Anders Søndervang (Helsingør), Lene Paludan Hastrup (International og Børnepolitisk Afdeling) og Nina Jespersen (Munkebo). Til suppleant valgte landsmødet Lis Olesen (Avedøre).