Tre millioner kroner ude at arbejde

DUI’s HAL-udvalg yder billige lån til DUI-afdelinger rundt om i landet. Det har gjort det muligt at udvide Peter Sabroes Minde med tilbygningen Lille Peter Sabroe.

 

I 2017 besluttede DUI’s hovedbestyrelse, at formandsskabet fremover skal deltage på HAL-udvalgets møder for at være en del af og komme tættere på det vigtige arbejde i udvalget.

HAL-udvalgets formand, Jens Jørn Ivarsen fortæller, at udvalget fortsat er klar til at yde billige lån til DUI-afdelinger og andre organisatoriske led rundt om i landet.

”Lige nu er lidt over tre millioner kroner ude at arbejde, og der er stadig lidt over en million kroner at gøre godt med. HAL-udvalget kan derfor fortsat hjælpe med lån til gode projekter, men vi vil selvfølgelig ikke dræne pengekassen fuldstændigt,” understreger Jens Jørn Ivarsen.

Det går pænt med tilbagebetaling fra de fleste afdelinger. HAL-udvalget har dog måttet give lidt længere linje til nogle af de afdelinger, som har haft det svært, og derfor har haft problemer med at betale alle afdrag til tiden.

”I enkelte tilfælde har vi været nødt til at indføre morarenter, fordi det i sidste ende går ud over fællesskabets penge,” siger Jens Jørn Ivarsen.

I 2016 gik efterskolen Bisnapsgård konkurs, hvilket betød et tab på omkring 800.000 for HAL-udvalget. Til gengæld er der også mange gode historier at fortælle: Blot for at nævne et enkelt eksempel har et lån fra HAL-udvalget været med til at hjælpe til opførelsen af Lille Peter Sabroe, som er en del af aktivitetscenteret Peter Sabroes Minde. Lille Peter Sabroe har 32 sengepladser, et grupperum, et tekøkken og fire toiletter med bad.

”Lille Peter Sabroe er den bygning, som HAL-udvalget har lånt os penge til, og som er bygget med rigtig meget frivilligt arbejde. Vi er meget glade for, at vi kunne låne pengene og dermed få bygget Lille Peter Sabroe, for uden sovefaciliteterne havde Peter Sabroes Minde ikke været det fantastiske sted, det er i dag,” siger Poul Jul, kasserer i DUI-Aarhus Midtby.

 

Denne artikel er også trykt i Beretningen op til DUI’s landsmøde 2018. Link til Beretningen.

Læs mere om HAL-udvalget og betingelser for at yde lån via dette link.  

Generationer mødes i Odense

Ulla og Sebastian fra DUI-Højstrup kan hygge sig sammen med andre bedsteforældre og børnebørn til Generationer På Tværs.

 

 

Hos DUI-Højstrup kan bedsteforældre og børnebørn fremover mødes sidste søndag i måneden. Odense Kommune bidrager med 8.137 kroner til formålet.

 

DUI i Højstrup har søgt Odense Kommune om penge til at opstarte en gruppe – Generationer På Tværs – som samler bedsteforældre og børnebørn omkring fælles aktiviteter.

Ansøgningen blev vel modtaget i Odense Kommune, som har bevilget 8.137 kroner til formålet.

 

Fællesspisning til frokost

Pengene tages fra den såkaldte Generationspagten – en del af et budgetforlig i Odense, hvor kommunen har afsat penge til, at generationer kan mødes og være noget for hinanden.

”Pengene fra Odense Kommune til DUI-Højstrup går blandt andet til indkøb af spil og en fælles tur ud af huset, når det igen bliver lidt lunere i vejret,” forklarer Monika Findsen, formand for DUI i Højstrup.

”Planen er, at Generationer På Tværs mødes den sidste søndag i hver måned til aktiviteter og fællesspisning ved frokosttid,” fortæller Monika Findsen.

 

Spil og julehygge

”Første møde er 25. november, hvor vi spiller spil sammen. Og så vil vi tage en snak med bedsteforældrene og børnebørnene om, hvad de har lyst til af aktiviteter fremover,” siger Monika Findsen.

I december mødes bedsteforældre-gruppen allerede søndag den 16. december på grund af julen. Her laver børnene og deres bedsteforældre julebag og -konfekt sammen.

Kursus i kagedekoration

Tinna Glisbo fra DUI-Holbæk tilbyder gratis kursus i kagedekoration til alle DUI-lokalafdelinger.

 

På Aktivitetsfestivalen i Odder bidrog Holbæk-afdelingens formand, Tinna Glisbo, med en kageaktivitet, som skabte stor begejstring blandt både små og store.

Efter flere opfordringer tilbyder hun nu at komme ud til andre DUI-lokalafdelinger med sit kursus i kagedekoration. Målgruppen er børn og kagegale voksne.

Tinna Glisbo skal ikke selv have penge for at afholde kurset. Det eneste I i lokalafdelingen skal betale, er hendes udgifter til transport og materialer – og hun medbringer selv disse materialer, så I behøver ikke tænke på besværet med at købe dem ind.

Hvis i kunne have lyst at få Tinna ud og lave kager med jer, så ring til hende på 20 94 03 21 eller send en mail til duiholbeak@yahoo.com (bemærk stavemåden i mail-adressen).


Tinna Glisbo har selv taget kurser i kagedekoration og konditori. Hun er uddannet kok og har arbejdet i faget i 25 år. Hun har været formand for DUI-Holbæk siden september 2018, men er DUI-barn fra sin fødeby, Odder. 

 

Borgmester roser Aktivitetsfestivalen

I weekenden 5.-7. oktober var børn og unge fra hele Danmark samlet i Odder til DUI’s Aktivitetsfestivalen.

 

Omkring 90 børn og unge samt 45 voksne deltog i Aktivitetsfestivalen, som DUI’s lokalafdeling i Odder var vært for.

En del af deltagerne kom fra DUI’s lokalafdelinger i Odder og Aarhus. Men den midtjyske stationsby fik også besøg af mange tilrejsende DUI’ere fra det øvrige Jylland samt fra Fyn og Sjælland.

”Jeg er glad for at se deltagere fra hele Danmark, og jeg synes virkelig, vi fik løftet Aktivitetsfestivalen op på et niveau, som vi godt kan være bekendt,” siger Aage Rothman, lokalformand i DUI-Odder.

 

God stemning og fællesskab

Odders borgmester byder velkommen til Aktivitetsfestivalen.

Fra Odder Kommune mødte borgmester Uffe Jensen (V) op på Parkvejsvejens Skole lørdag morgen for at byde velkommen til Aktivitetsfestivalen.

”Jeg var glad for at få lov til at byde velkommen og tale med flere af deltagerne. Festivalen er en god mulighed for, at børnene kan møde nye kammerater fra andre kommuner i Danmark. Nye venskaber kan opstå, og det var herligt at opleve den gode stemning og fællesskabet blandt de mange piger og drenge,” fortæller Odder-borgmester Uffe Jensen.

”Jeg vil gerne sende en stor tak til de frivillige ledere, der gjorde festivalen mulig. DUI er et godt tilbud og er afgjort med til at understøtte det gode liv. Jeg håber, at mange af dem, der besøgte Odder, også får lyst til at vende tilbage hertil,” siger borgmesteren.

Fra DUI-Odder er lokalformand Aage Rothman glad for borgmesterens ros til de frivillige DUI-kræfter bag Aktivitetsfestivalen:

”Vi har ikke helt den samme politiske overbevisning om alting. Men jeg er glad for, at borgmesteren i sin tale roste det frivillige arbejde, som DUI laver. Han ved jo også godt, at hvis ikke vi var der, så var der mere bøvl for kommunen,” siger Aage Rothman.

 

Bedre samvær med børnene

Aktivitetsfestivalen er en årlig begivenhed for DUI’ere fra hele Danmark. Årets tema var De 4 årstider, men Aktivitetsfestivalen bød også på svømmehal og børnedisko.

Til gengæld havde DUI-Odder droppet den såkaldte medarbejdercafé.

”Det har jo altid været et diskussionsemne, men i DUI-Odder blander vi aldrig andre folks børn og alkohol,” siger Aage Rothman.

”Jeg fik at vide fra flere, at det var en god beslutning at droppe medarbejdercaféen. Også fordi at man så fik bedre mulighed for at sætte sig og spille et spil eller på andre måder være sammen med de børn, som man jo er taget på Aktivitetsfestivalen for at være sammen med,” fortæller Aage Rothman.

”Der var en, som sagde til mig, at det er ligesom at være hjemme i en privat dagligstue. Og så måtte jeg jo svare, at vi så blot manglede en pejs,” ler Aage Rothman.

 

Nyt regntøj til Munkebo

Velux Fonden har givet 8.500 kroner til Munkebo Skibslaug og DUI-Munkebo. 

 

De frivillige i Munkebo Skibslaug har fået nyt regntøj takket være en bevilling på 8.500 kroner fra Velux Fonden. Munkebo Skibslaug er en underafdeling af DUI-Munkebo og samarbejder også med Munkebo Kulturhus.

Egon Gaarde er manden, som har stået for ansøgningen til Velux Fonden om penge til regntøjet. En ansøgning som Velux Fonden bevilgede 8.500 kroner til.

Regntøjet blev leveret 8. september, med flot DUI-logo på. Det frivillige mandskab på båden Kristine er dermed klar til at gå et regnfuldt efterår i møde. På billedet til højre ser du DUI-Munkebos formand, John Eriksen, iført det ny regntøj.

Munkebo Skibslaug blev oprettet i 2013 for at klargøre, vedligeholde og sejle båden Kristine. Kristine blev oprindeligt bygget som redningsbåd til containerskibene fra Lindøværftet, men værftet forærede båden til DUI’s afdeling i Munkebo i 2005-06.

Dengang havde båden aldrig været ude at sejle, og der skulle gå flere år, inden den kom til søs.Men efter stiftelsen af Munkebo Skibslaug i 2013 gik frivillige i gang med at sætte båden i stand, så den kunne blive klar til at komme til søs.

Navngivningen af Kristine fandt sted i 2014, og siden har båden sejlet med børn og unge fra DUI, men også været til glæde for skoler og turister på besøg i og omkring Munkebo.

Kristine har plads til 12 personer foruden to besætningsmedlemmer.

 

På besøg hos Socialdemokratiet

DUI er med på Socialdemokratiets kongres for at hverve medlemmer, påvirke partiets børnepolitik og samle penge ind til Børn Hjælper Børn Fonden.

Aalborg Kongres & Kultur Center er fyldt med socialdemokrater i weekenden 22.-23. september, hvor partiet afholder sin årlige kongres.

Med på kongressen er også flere DUI’ere, heriblandt formand Lone Søndergaard, næstformand Mette Karlsen, sekretariatschef Michael Bager og formanden for DUI’s lokalafdeling i Aalborg, Helle Christensen.

”DUI har et historisk samarbejde med Socialdemokratiet, og vi udspringer fra et fælles værdigrundlang. Som formand for DUI er jeg med på Socialdemokratiets kongres for at pleje relationer og påvirke partiets børnepolitik,” siger Lone Søndergaard.

 

Aalborg en stærk bastion

Socialdemokratiet holder hvert år sin kongres i netop Aalborg, som er en historisk stærk bastion i arbejderbevægelsen – og også i DUI, hvor Aalborg er en af vores store lokalafdelinger.

”Aalborg har jo haft uafbrudt socialdemokratisk styre i næsten 100 år,
og arbejderbevægelsen står stærkt,” siger Helle Christensen fra DUI-Aalborg.

”Et af utallige eksempler på, hvordan arbejderbevægelsen i Nordjylland arbejder sammen, er vuggestuen, som DUI driver. Vi har bygget vuggestuen med kooperative virksomheder, og byggeriet er finansieret af Arbejdernes Landsbank.”

 

Penge til børnehjem i Uganda

På Socialdemokratiets kongres har DUI opstillet en stand, hvorfra DUI’ere hverver medlemmer og rejser penge til Børn Hjælper Børn Fonden.

”Vi har nogle frivillige, som producerer ting såsom tøjdyr og karklude og alt mulig andet. De ting sælger vi, og pengene går ubeskåret til Børn Hjælper Børn Fonden,” siger Helle Christensen, som ud over at være formand for DUI-Aalborg også er formand for Børn Hjælper Børn Fonden.

”Vi har strikket en masse røde handsker med et A broderet på, så man kan bruge dem til en valgkamp. Fingrene er fri, så man stadig kan tjekke sin mobiltelefon putte foldere ind i postkasser, uden at få fingrene frosset af. Dem skal vi forhåbentligt have solgt på kongressen, og lige nu går pengene til børnehjemmet i Uganda – helt ubeskåret for dem, som har strikket handskerne, har også selv betalt for garnet.”

Årets Ungdomsforening: Vær med i kampen

Vinderen af prisen som Årets Ungdomsforening i 2017, FDF K9 Nørrebro. Foto: Morten Rode

 

 

DUF giver 10.000 kroner til Årets Ungdomsforening. Vær med i kampen: Indstil jeres forening, gruppe eller projekt inden 30. oktober.

Dansk Ungdoms Fællesråd har skudt kampen i gang om prisen som Årets Ungdomsforening. Med denne pris vil DUF hylde en forening, som er gået nye veje for at styrke det frivillige foreningsliv, og som tør tænke nyt i sit arbejde med børn og unge.

Måske kender du en forening, som fortjener prisen som Årets Ungdomsforening? Lokalforeninger, regionalforeninger og projektgrupper i DUF’s medlemsorganisationer kan indstilles til prisen.

Dermed kan også DUI’s afdelinger, ungdomsgrupper og -projekter være med i kampen.

Ud over æren og den flotte titel får vinderen en præmie på 10.000 kroner, som kan bruges på aktiviteter, der udvikler og styrker foreningen.

Den 30. oktober klokken 12.00 er absolut sidste chance for at indstille en forening, gruppe eller projekt til prisen som Årets Ungdomsforening. Men du/I kan allerede nu finde indstillingsblanketten på duf.dk, udfylde den og maile den til: foreningspris@duf.dk

Forbundskontoret hjælper meget gerne med råd, hvis du/I ønsker det. Skriv til dui@dui.dk eller ring til 36 17 72 00.

DUF’s dommerkomitéen lægger vægt på nytænkning, udvikling, frivillighed og samarbejde, for eksempel med lokalsamfundet, andre lokalforeninger, skoler og institutioner. Vinderen bliver kåret på DUF’s delegeretmøde den 1. december.

Sidst DUI vandt prisen var i 2011: Her løb DUI Trige med sejren for afdelingens store integrationssucces.

Læs mere om prisen som Årets Ungdomsforening på: duf.dk

 

DUI skal have ny formand

 

Lone Søndergaard går af som formand på næste landsmøde.  

Efter to år som formand for DUI-LEG og VIRKE har Lone Søndergaard besluttet sig for at træde tilbage på DUI’s landsmøde i slutningen af oktober.

“Jeg har været glad for det politiske arbejde, og vil helt sikkert komme til at savne det. At udtræde helt af HB til landsmødet, skal ikke ses som at jeg ikke kan lide at arbejde politisk, men et ønske om at kunne fokusere og have en hverdag der hænger sammen i en skilsmisseramt familie. Jeg har et par teenage piger jeg gerne vil være der for. Jeg ønsker desuden at være en del af det organisatoriske, for at kunne arbejde konkret med de ting, vi som politikere gerne vil have skal ske i organisationen – Jeg træder derfor tilbage ved landsmødet som formand, for at kunne arbejde i trekantsområdet i en 50% projektstilling i et år med 5 konkrete projekter. Det glæder jeg mig rigtig meget til,” forklarer Lone Søndergaard.

DUI’s hovedbestyrelse mødtes den 9. september og valgte her at sætte det nye hold, som præsenteres på landsmødet. Hovedbestyrelsen opstiller et nyt formandskab bestående af Ann Urbrand, Østerbro som ny formand samt Rasmus Kjeldsmark, nuværende næstformand og en helt ny næstformand, som i skrivende stund er i tænkeboks. Det betyder et farvel til Mette Karlsen som næstformand. Mette har lagt et stort arbejde i formandsskabet, og overvejer nu sin fremtidige rolle i organisationen.

Valget af ny formand og nye næstformænd finder sted på DUI’s landsmøde, som afholdes i LO-Huset i København den 27.-28. oktober.

”Jeg har været meget glad for samarbejdet med Lone i det seneste halve år,” siger sekretariatschef Michael Bager og uddyber: ”Lone er en person med et stort netværk og god erfaring fra tiden som styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fællesråd, og med rødder tilbage fra en barndom og ungdom i DUI. Det har været til stor gavn, når vi har diskuteret udviklingen af organisationen. Når vi til oktober har landsmøde, er det altafgørende for organisationen, at vi har et velfungerende og stærkt formandskab, og jeg kan derfor kun bakke hovedbestyrelsen og organisationen op i at sætte et så stærkt hold som muligt til formandsskabet. Jeg ser meget frem til et spændende landsmøde og hvor også den nye hovedbestyrelse vælges.”

DUI-Aalborg fylder 100 år

Fælleskab, solidaritet og tolerance er bærende værdier for DUI-Aalborg, som fejrede 100 års jubilæum med en reception den 28. august.

”DUI-Aalborg startede på et værdigrundlag, der hed fællesskab og solidaritet. Og det, som kendetegner DUI-Aalborg i dag, det er lige nøjagtig fællesskab og solidaritet. Og så har vi føjet en ekstra værdi til, der hedder tolerance,” forklarer Aalborg-afdelingens formand, Helle Christensen, som selv har været med i DUI i 50 år.

”Gennem de 100 år har vi bevaret værdierne. Men det er klart, at værdiernes udtryksform har været vidt forskellige hen over de 100 år. Når vi nu er i stand til at fejre 100 års jubilæum, skyldes det jo, at dem, der har været aktive undervejs, hele tiden har fornyet udtryksformen af værdierne,” siger Helle Christensen.

Kagemand og kakao
Både små og store var mødt frem for at fejre dagen ved jubilæumsreception i Aalborg-afdelingens lokaler på Østre Allé 89.

Her bød DUI-Aalborg på kakao, kaffe, the, sodavand, boller, kagemand, frugt og chokolade.

Desværre havde flere politikere meldt afbud på grund af budgetforhandlinger på Aalborg Rådhus og i Region Nordjylland. Men jubilæumsreceptionen fik besøg af folk fra DUI-samarbejdspartnere såsom AOF, Socialdemokratiet, AL, Hustømrerne, FOA, HK, Dansk Metal og LO Aalborg.

Solidaritet med børn i Uganda
I stedet for gaver havde DUI-Aalborg opfordret folk til at give penge til sit børnehjem for forældreløse børn i Uganda.

”Det er helt naturligt for os at ønske penge til vores børnehjem i Uganda. Vi vil gerne på denne her jubilæumsdag vise fællesskab, og med gaven, som vi ønsker os, vise international solidaritet,” siger Helle Christensen. Ud over at være formand for DUI-Aalborg er hun også formand for landsforbundets Børn Hjælper Børn Fonden.

Man kan stadig nå at hylde DUI-Aalborg og samtidig hjælpe forældreløse børn i Uganda ved at indbetale et beløb i Arbejdernes Landsbank – reg. 5363 og konto 792489. Pengene går naturligvis ubeskåret til børnehjemmet.

Mere festivitas i Aalborg
Nordjyder er Danmarksberømte for deres lyst og evne til at feste. Fejringen af DUI-Aalborgs jubilæum var da heller ikke overstået på en enkelt eftermiddag.

”Vi startede med at fejre jubilæet i juni, hvor vi havde et arrangement for alle vores medlemmer. I går – dagen før den officielle reception – havde vi et kultur- og musikarrangement for vores børnehave og vuggestue. Og i efteråret kommer der et jubilæumsarrangement for vores frivillige og en gallamiddag for vores børnemedlemmer. Det sidste jubilæumsarrangement knalder vi af i november,” fortæller Helle Christensen.

En fin frue besvimede i 1918
DUI Aalborg blev startet 18. juli 1918. En af initiativtagerne var slagteriarbejder Dam Andersen, og afdelingens første formand var cigarsorterer Laurits Larsen.

Dengang var tiden en helt anden. Danmark havde endnu ikke haft en socialdemokratisk statsminister, og datidens borgerskab så med stor skepsis på arbejdernes organisering og stigende selvbevidsthed.

”Et såre karakteristisk træk for den bestyrtelse det vakte blandt borgerskabet i Aalborg at arbejdernes børn fik deres egen organisation var følgende. En af de fine damer var en dag ude at spadsere, da De Unges Idræt samtidig marcherede forbi i hvide bluser. Åbenbart antog hun dem for Frivillig Drenge, men blev på en ublid måde revet ud af troen, idet orkesteret introducerede Socialistmarchen. Det var hende for meget. Hun besvimede.”

Beretningen stammer fra Laurits Larsen i DUI-Aalborgs 10 års jubilæumsskrift i 1928.

Fra starten i 1918 fik foreningen omkring 200 børn som medlemmer. Her i 2018 har DUI-Aalborg 242 medlemmer.

Frank Høj turnerer DUI-Danmark

Tre uger inde i sit nye job har Frank Høj nået at besøge otte DUI-afdelinger rundt om i Danmark. 21.-22. august tog han og Michael Bager til Struer og Nykøbing Mors.

 

Aalborg, Aarhus, Horsens, Korsløkke, Hvidovre og Østerbro har allerede haft besøg af DUI’s nye udviklingskonsulent, Frank Høj, der havde første arbejdsdag 1. august.

Den 21. august tog sekretariatschef Michael Bager med ham på biltur til Struer og Nykøbing Mors. Her skulle de møde formændene og andre lokale DUI’ere i de to nordvestjyske DUI-afdelinger.

 

Struer holder fast i sit orkester

I Struer tog Flemming Karlsen imod og viste rundt i DUI-Huset på Skrænten 3.

På loftet viste han Frank Høj og Michael Bager den imponerende samling af noder til Struer-afdelingens orkester.

”På grund af Bang & Olufsen kalder Struer sig for Lydens By. Og i Struer har DUI stadig et orkester,” fortæller Frank Høj.

”I gamle dag havde mange DUI-afdelinger et orkester. Og selv om DUI-Struer inden for de sidste to år har haft lidt svært ved at rekruttere nye til deres orkester, fortsætter de og sætter fokus på at få nye med – noget der er helt nyt for orkesteret, som indtil nu har levet uden at skulle rekruttere. Men samtidig udvikler de
afdelingens øvrige aktiviteter, blandt andet med LAN-party for børn og unge, der spiller computerspil sammen.”

Michael Bager forsætter: ”Vi blev mødt af en afdeling, som virkelig gerne vil udvikling, og som havde brug for et skub videre. I virkeligheden føler vi ikke, at vi gjorde så meget, Frank og jeg. Men det gjorde vi jo, for sammen kan man tænke mange tanker og spændende tanker. Det blev til udvikling af et nyt tilbud for 4.-7. klasse og med fokus på krea. Afdelingen sætter gang i arbejdet her i efteråret. Der var virkelig god stemning og masser af energi, da vi tog videre til Nykøbing.”

 

En kogekone kom til Nykøbing Mors

Dagen efter Struer-besøget kørte Frank Høj og Michael Bager videre til Nykøbing Mors.

”Her var der lagt program allerede fra klokken 14. Formand Poul Olsen viste os DUI-lokalerne inde i Nykøbing Mors og kørte os derefter ud til Susvind – en meget velholdt hytte med en fantastisk flot udsigt til vandet,” fortæller Michael Bager og smiler stort.

”Nykøbing Mors er en meget selvkørende og veldrevet forening. De har et flow af børn, som måske ikke alle sammen er medlemmer, men det viser, at de har god kontakt til unge mennesker. Og så har de ambitioner om at blive endnu bedre,” siger Frank Høj.

”En tilflytter fra Aarhus, som er kogekone, havde ringet og tilbudt at lave madkurser for enlige ældre mænd, som ikke kan finde ud af at lave mad til sig selv. Straks samler Nykøbing Mors-afdelingen idéen op og viser dermed, hvor dygtige de er til at lave aktiviteter, som giver værdi i lokalsamfundet,” siger Frank Høj.

DUI-Nykøbing Mors har gang i mange aktiviteter og idéer. For eksempel vil afdelingen lave en genbrugsbutik for legetøj og børnetøj. De vil også indsamle kasserede computere, som en dygtig mand skiller af. De gode dele bruger han så til at samle til nye computere, som så kan gives til børn og unge, der mangler en computer.

 

Et energiboost fra Jylland

Tilbage på DUI-hovedkontoret i København er Michael Bager fyldt med energi efter at have været med på en af Frank Højs ture rundt i DUI-Danmark.

”Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg virkelig har fået et energiboost af turen til Struer og Nykøbing Mors,” siger Michael Bager.

”På hovedkontoret hører vi ofte om udfordringer, hvor man har brug for hjælp, hvilket er naturligt, for det er jo også det, vi er til for. Men så var det fedt at komme ud i landet og opleve to afdelinger, der er villige til forandringer og har gode idéer til, hvordan de kan udvikle sig.”

Også Frank Høj nyder at komme væk fra kontorstolen og ud for at tale med DUI’ere rundt om i Danmark.

”For mig er det både vigtigt og fedt at komme ud og besøge nogle af de afdelinger, som ligger allerlængst fra hovedkontoret i København. Her i starten har Jylland stået højest på min prioriteringsliste, og jeg har mærket den gejst, som de har der. Her står DUI’s værdier stærkt, og afdelingerne udfylder nogle vigtige sociale funktioner i lokalområderne. Det samme tror jeg gælder på Sjælland, som jeg nu glæder mig til at opleve,” siger Frank Høj.

 

På jagt efter fundraiser

På baggrund af besøget i Nykøbing Mors, er Michael Bager nu i gang med at lede efter en fundraiser, som blandt andet får til opgave at hjælpe DUI-afdelingerne med at søge penge til deres aktiviteter.

”I Nykøbing har de planer om aktiviteter og vil gerne søge fonde til at få aktiviteterne i gang. Der er en udviklingspulje under DUF, og inden for nogle måneder får vi også vores egen. Men hvis man vil søge store penge, er det noget af en mundfuld at skulle udfylde papirerne og lave beskrivelserne, både for frivillige og ansatte,” siger Michael Bager.

”Derfor søger vi nu en fundraiser, der vil påtage sig opgaven. Man skal være en særlig støbning, for at lave virkelig gode ansøgninger og have flair for og viden om, hvilke fonde man skal søge. Derfor søger vi den rette person, der kan hjælpe os med den slags – en som i forvejen har sit eget firma og kan udføre arbejde på konsulentbasis for os også.”

Frank Høj har flere besøg på programmet i den kommende tid:
”I den kommende tid skal jeg besøge en masse afdelinger på Sjælland. Det glæder jeg mig meget til,” siger Frank Høj. Næste besøg er hos Rødovere og Lersø, som begge får besøg inden for de næste par uger.