Kom med i DUI’s aktivitetsudvalg

Aktivitetsudvalget søger nye medlemmer og du kan være med!

 Brænder du for at udvikle aktiviteter og afholde arrangementer? Så er Aktivitetsudvalget noget for dig.

Aktivitetsudvalget mødes 4 gange om året, hvor vi finder på nye aktiviteter og planlægger arrangementer, det er super hyggeligt og uformelt.

Der er naturligvis rejsegodtgørelse og forplejning til møderne, og udvalget bliver støttet af Forbundskontoret, så udvalget kun skal lave de ting som udvalget synes er sjovt at lave.

Alle kan være med og der er plads til alle.

 

Du kan se præcis hvad Aktivitetsudvalget har af opgaver og referater fra møderne i Aktivitetsudvalget her.

Er du interesseret i at være med i Aktivitetsudvalget? Så kan du skrive eller ringe til Tobias på tobias@dui.dk eller 61 26 25 96.

10 drenge på kokkeskole med DUI

DUI-Odsherred/Holbæk har fået 45.000 kroner af Nordea-fonden til et kokke-projekt for 16-19-årige udsatte drenge.

 

KokAmok er titlen på et ny projekt fra DUI-Odsherred/Holbæk.

”Projektet har fokus på udsatte drenge i alderen 16 til 19 år. Siden 2019 har vi jo kørt projektet BeautyTøzerne med fokus på pigerne, og nu er det altså drengenes tur,” siger Tinna Glisbo fra DUI-Odsherred/Holbæk.

”Der er stor interesse i vores område for at blive uddannet kok. Derfor tænkte jeg, at der nok også er nogle drenge, som ikke er helt klar til at søge en elevplads som kok, men som overvejer at gå den vej. Vi vil give dem 10 kursusaftener i basic kokkeviden,” forklarer Tinna Glisbo.

”Drengene kommer både til at lære om råvarer og madlavning, og hvordan man agerer i et professionelt køkken: Når køkkenchefen siger noget, så svarer man ’Ja tak’ og retter ind. Der er en jargon i et professionelt køkken, som drengene også kommer til at opleve.”

 

Professionelle kokke

Tinna Glisbo er selv uddannet kok og har arbejdet 30 år som kok.

”Jeg har samlet nogle kokke, som virkelig vil det her projekt. Det er blandt andet Benny Haagen, som både er kok og socialpædagog. Han har altid haft et bankende hjerte for de her skæve unge – dem de andre ikke vil lege med.”

”Kendiskokken Umut Sakarya er også med på projektet, og han har virkelig gode kontakter. Med på instruktørholdet er også min egen søn, Frederik, der også er uddannet kok.”

 

Opstart til april

Både Tinna Glisbo og kokkene, som skal instruere drengene, arbejder frivilligt for det gode formål. De 45.000 kroner fra Nordea-fonden går til indkøb af råvarer og andre materialer.

Beskeden fra Nordea-fonden kom i begyndelsen af februar. Tinna Glisbo og kokkene regner med at bruge de næste par måneder på at tilrettelægge projektet, så drengene kan få mest muligt ud af det.

”Målet er at søsætte projektet i midten eller i slutningen af april,” siger Tinna Glisbo.

”Målgruppen er drenge på 16-19 år, som er færdig med 9. klasse. Nu går de måske rundt og klør sig i rumpetten og laver dumme ting nede på gaden. De skal lære at røre i en gryde i stedet for og forhåbentlig finde deres hjerte der.”

Med et gratis spil kan du lære om børns rettigheder

Plakater, klistermærker og et spil skal gøre børn klogere på deres rettigheder. Materialet er del af kampagen Ryk på dine rettigheder, som Børnerådet har lavet sammen med Børneportalen.

 

Børn har rettigheder. Det siger FN’s Børnekonvention. Og voksne skal overholde de regler, som der står i Børnekonventionen.

Som barn har du ret til at have din egen mening, og du har ret til at sige, hvad du mener.

Du har ret til et privatliv, og andre må ikke læse dine SMS’er, beskeder og e-mails.

Du har også ret til at blive beskyttet mod mobning, vold og mishandling.

Der er mange flere regler i Børnekonventionen. Faktisk består Børnekonventionen af hele 54 regler, som du kan læse, hvis du klikker her.

En forkortet og lettere læsbar udgave af de 54 regler, finder du her. (Klik under Børnekonventionens artikler – forkortet udgave)

 

Link til gratis spil

Alle folkeskoler, privatskoler og andre grundskoler i Danmark har modtaget en pakke med materialer fra Børnerådet og Børneportalen.

I pakken er der plakater, klistermærker og et link til et spil, som skal gøre børn og unge klogere på deres rettigheder.

Måske har I også lyst til at arbejde med materialet hjemme i din familie eller i din lokale afdeling af DUI. Så kan I gratis downloade rettighedsspillet med dette link.

 

Mere om Børnekonventionen …

FN’s Børnekonvention blev vedtaget i 1989, og Danmark tilsluttede sig Børnekonventionen i 1991.

”Men Danmark mangler at implementere Børnekonventionen i dansk lovgivning,” fortæller Helle Christensen fra DUI-Aalborg.

”DUI har i mange år presset hårdt på for at få Børnekonventionen implementeret i dansk lov. Det vil nemlig give børn en mere direkte adgang til at klage, hvis de mener, at Børnekonventionen bliver overtrådt i Danmark,” forklarer hun.

Danmark er altså ikke helt i mål. Og faktisk halter Danmark bagud i sammenligning med de andre nordiske lande, som alle har indarbejdet Børnekonventionen i deres lovgivninger.

Men fordi Danmark trods alt har tilsluttet Børnekonventionen, skal Danmark overholde alle Børnekonventionens 54 regler.

DSU fylder 100 år

DUI siger tillykke til DSU, som fylder 100 år den 8. februar.

 

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) fylder 100 år og fejrer det med reception og fest 7. og 8. februar.

Fredag den 7. februar klokken 14.00-16.30 er der reception på Arbejdermuseet, som gennem hele ugen viser en særudstilling om DSU’s historie.

Lørdag den 8. februar fejrer DSU jubilæet med en stor fest på Docken i Nordhavn.

 

Tillykke fra DUI

Fra DUI deltager formand Ann Urbrand, næstformænd Rasmus Kjeldsmark og Tinna Glisbo samt sekretariatschef Jane Dupont i jubilæumsfesten.

”Samarbejdet mellem DUI og DSU er inde i en rigtig positiv udvikling. Et godt eksempel er Ankersminde, som DUI og DSU ejer sammen, og som vi oplever en stigende interesse for,” siger Ann Urbrand.

”DUI blev dannet i 1905, så vi har jo lidt flere år på bagen end DSU. Vi ønsker DSU varmt tillykke og glæder os til at fejre jubilæet sammen med DSU’erne,” siger DUI-formanden.

 

En hård fødsel

Faktisk kom DSU til verden efter en meget hård fødsel:

I efteråret 1919 brød det daværende Socialdemokratisk Ungdomsforbund med Socialdemokratiet for i stedet at tilslutte sig det parti, som blev til Danmarks Kommunistiske Parti.

Men et mindretal ønskede at bevare forholdet til Socialdemokratiet. Derfor blev DSU grundlagt – helt præcis den 8. februar 1920.

 

Film og jubilæumsbog

Har du lyst til at vide mere om DSU’s historie?

Ud over særudstillingen på Arbejdermuseet kan du også se DSU-filmen Aktionen starter nu, som stammer fra 1983. Filmen vises i Arbejdermussets festsal lørdag den 8. februar klokken 14-16 og introduceres af selve instruktøren – Mogens Jensen, der nu er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Klik her for at tilmelde dig filmvisningen.

I slutningen af april udkommer en jubilæumsbog om DSU’s historie. Denne bog kan du allerede nu forudbestille med dette link.

 

Klik her hvis du vil læse mere om Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

 

DUF inviterer til demokrati-aftener

DUF sætter fokus på hverdagsdemokrati og inviterer til demokrati-aftener i Odense, Aarhus, Herning, Aalborg, Esbjerg og Roskilde.

 

På demokrati-aftenerne sætter DUF fokus på det nære hverdagsdemokrati, som foregår ude i DUF’s medlemsforeninger – heriblandt DUI.

Formålet er blandt andet at gøre DUF klogere på den forskel, som DUI og andre DUF-foreninger gør for børn og unge.

Men formålet er også at give mulighed for, at medlemmer af forskellige foreninger kan mødes og blive inspireret af hinanden.

 

Vil du med?

Vil du dele ud af din viden og blive inspireret af, hvad andre medlemsorganisationer gør? Så kom med, når DUF kommer forbi en by i nærheden af dig.

Klik på et link herunder for at læse mere om tid, sted og tilmelding til demokrati-aftenen i den by, som ligger tættest på dig og din DUI-afdeling:

 

Det sker …

Hver aften er bygget op af en række øvelser, hvor deltagerne i fællesskab vil blive klogere på, hvad der sker ude i foreningerne.

Som deltager får du:

  • Mulighed for at dele din viden samt sparre og tale med andre foreningsaktive.
  • Rum til samt mulighed for at reflektere over, hvordan I arbejder med demokrati i jeres forening.
  • Indblik i hvordan demokrati er andet og mere end generalforsamlinger.

Arrangementerne er for alle medlemmer og frivillige i DUF’s medlemsorganisationer. Der vil være aftensmad til arrangementet og rejserefusion for dem som kommer langvejs fra.

Man behøver ikke have en særlig viden om demokrati, men blot lyst til at dele sine oplevelser i en forening og blive klogere.

Sammen kan vi bekæmpe mobning

Eren og Thea er med i en ny podcast om mobning blandt børn og unge. Find link til podcasten nederst i artiklen herunder.

 

Bliver du mobbet på din skole – eller bliver du mobbet på internettet?

”Efter internettet blev opfundet, så mobber folk hinanden over nettet også,” siger Eren fra 9. klasse på Hjalleseskolen

i Odense.

Eren er med i den ny podcast-serie, Klassens Time, som UNICEF har lavet for børn og unge.

 

Mobning nedbryder mennesker

Uanset om mobningen sker i skolegården eller på internettet, så kan mobning have meget alvorlige konsekvenser.

”At blive mobbet over længere tid, det æder af dit selvværd, det æder af din selvtillid, og det æder af hele din indstilling til livet,” forklarer Helle Rabøl Hansen.

Hun er forsker i mobning og har beskæftiget sig med mobning siden 1998.

 

Mange former for mobning

”Mobbeformerne ændrer sig med tiden. Det er ikke sikkert, at vi skal kigge efter buksevand – det er den gamle historie om mobning, og det kan også sagtens ske igen,” siger mobbe-forskeren.

Hun understreger, at mobning nu ofte sker internettet – og at mobningen her kan tage mange forskellige måder:

”Det kan være, at man pludselig optræder på en hadeside. Det kan være, at man får et billede delt til almindelig morskab i en kreds af skolekammerater. Men det kan også være, at man fuldstædig isoleres – nu er nettet jo blevet en hovedvej, så det at man fuldstændig ignoreres, det er også en form for net-mobning,” forklarer Helle Rabøl Hansen.

 

Fra drillerier til mobning

Det er vigtigt at skelne mellem mobning og venskabeligt drilleri.

”Hvis begge sider ser det som sjovt, så ser jeg det som ’drillerier’,” siger Eren fra Odense.

Men han advarer imod at lade drillerierne køre gennem længere tid, for så kan de blive til mobning.

Eren bakkes op af Thea fra 7. klasse på Husum Skole ved København.

”Det kan starte som bare et drilleri, hvor det til sidst kan blive til noget meget større, hvor at folk faktisk kan blive kede af det,” siger Thea.

 

Du mobber dem, som du støder ud

Mobbe-forsker Helle Rabøl Hansen er enig i, at der er forskel på mobning og drillerier.

”Du kan godt drille din bedste ven. Det er sådan en lidt lun måde at give kritik på eller at få gang i relationen på,” fortæller hun. Men ligesom Eren og Thea advarer mobbe-forskeren også imod, at man lader drillerierne udvikle sig.

”Med mobning viser du, at der er nogen, som du ikke vil være sammen med. Du viser eksklusionen.”

”Du driller dem, som du stadig har en relation med. Og du mobber dem, som støder ud.”

 

Sammen kan vi bekæmpe mobning

Måske har du selv skrevet kommentarer på de sociale medier, som gør ondt på en i din klasse?

Fremover kan du jo vælge at stoppe dig selv, når du får lyst til at skrive eller sige sårende ting om andre.

Hvis du føler dig stærk og modig, kan du også vælge at gribe ind, når andre mobber en af dine klassekammerater.

”Jeg tror, der er mange, som er bange for, at de bliver det næste offer. Men personligt er jeg ikke en af dem, der er bange for at blive offeret. Hvis pigerne for eksempel bagtaler hinanden og bagtaler en bestemt pige, så kan jeg godt finde på at sige: ’Prøv lige at høre her! Det er slet ikke sjovt. Lad være med at snakke sådan om hende’,” siger Eren.

”Så er de bare sådan – ’bland dig udenom!’ – men så er jeg bare sådan: ’Nej! For vi har et klassefælleskab her, som vi står for sammen,” fortæller Eren.

 

Voksne skal tænke nyt

Mobbe-forsker Helle Rabøl Hansen forstår godt de børn, som ikke tør gribe ind.

”Vi lever i et samfund, hvor vi ikke lærer vores børn at blande sig for hinanden,” siger hun.

”En måde at få flere af dem, der blander sig, er, at de voksne taler den værdi op. Faktisk gør vi nogle gange det omvendte, uden at tænke over det, fordi vi er bange for konflikter.”

Helle Rabøl Hansen opfordrer gårdvagter, lærere, forældre og pædagoger til at tænke nyt og faktisk opfordre børn til at blande sig. Men hun understreger også, at der ikke er lette løsninger.

 

Tre råd til lærerne

Helle Rabøl Hansen giver tre særlige råd til lærerne i skolen:

”Jeg tror ikke, den mest fantastiske tryllestav findes. Men det første råd, jeg vil give lærere er, at de opdrager sig selv og hinanden til at tænke nyt om mobning, så de ikke kommer til at gå efter enkeltpersoner. For det kan vi dokumentere, at det hjælper ikke.”

”Mit råd to er, at lærere skal tænke over: ’Hvordan kan jeg både være en lærer, som vurderer, hvor eleven er fagligt, og samtidig tænke den elevs sociale position ind.’ Så man også er en omsorgsperson.”

”Mit tredje råd er, at man skal tænke en målgruppe ind, man ellers aldrig tænker ind: Det er den store mellemgruppe, som hverken er offer eller direkte udøver. I den gruppe vil der ofte være nogle, der i virkeligheden har styrken til at kunne blande sig.”

 

Klik her for at lytte til podcasten om mobning

 

UNICEF står bag podcast-serien Klassens Time. Klik her for at se en oversigt og lytte til de andre podcasts for børn og unge

 

Når spil tager overhånd

Omkring 31.600 unge er i fare for at udvikle ludomani. Derfor bakker DUI op om DSU’s krav om mere regulering af spilmarkedet

 

Selv om DUI og DSU gennem DUF-tilskud får penge fra danskernes spil, så bør spilmarkedet reguleres mere.

”Vi er nødt til at tage det alvorligt, at mange unge er i farezonen for at udvikle risikobetonet adfærd i forhold til pengespil. Derfor bakker vi op om det ny udspil fra DSU,” siger Ann Urbrand, formand i DUI.

 

Til kamp for et ansvarligt spilmarked

DSU lancerede udspillet den 14. januar. Her var Frederik Vad Nielsen og Mads Hvidbjerg på Christiansborg for at aflevere udspillet til Socialdemokratiets folketingsgruppe og ministre.

Til kamp for et ansvarligt spilmarked, hedder udspillet, som blandt andet kræver mere hjælp til de ramte samt et forbud mod reklamer for spil.

 

OK at købe en Lottokupon

Hverken DUI eller DSU vil tage fornøjelsen fra de danskere, der af og til køber en Lottokupon eller et skrabelod.

”Det skal fortsat være muligt at spille, og ingen skal skamme sig over at håbe på den store gevinst. Men vi skal gøre noget for at hjælpe dem, hvor spillet har taget overhånd,” understreger Ann Urbrand fra DUI.

”Spilbranchen skal ikke have lov til at spekulere i at lokke unge ud i et spilmisbrug. Derfor har vi brug for mere regulering,” understreger hun.

 

Klik her, hvis du vil læse hele udspillet fra DSU

 

Klik her, hvis du føler, at din lyst til spil har taget overhånd – eller hvis du bare vil vide mere om ludomani

Du har et alternativ til en kirkelig konfirmation

I foråret 2020 tilbyder DUI nonfirmation for unge fire steder i Danmark: Aalborg, Kolding, Odense og København. Nonfirmation er en ikke-kirkelig højtideligholdelse af overgangen fra barn til voksen.

 

Ikke alle unge ønsker at markere overgangen fra barn til voksen med en kirkelig konfirmation.

Faktisk fravælger omkring 30 procent den kirkelige konfirmation, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der findes ikke mange alternativer for denne gruppe unge. Typisk ender det blot med, at de holder en fest uden højtideligholdelse.

Derfor arrangerer DUI nonfirmation fire steder i landet.

”Idéen er at give de unge mennesker, der har fravalgt kirken, en personlig oplevelse sammen med familie og venner samt et fællesskab med andre unge, der også har valgt en nonfirmation,” siger Klaus Lüth fra DUI-LEG og VIRKE.

”Arrangementet omfatter underholdning, fællessang, taler med mere. De unges familie og venner, der deltager, er med til at gøre denne dag til en helt særlig dag,” forklarer Klaus Lüth.

 

Hvor og hvornår?

  • Aalborg: april kl. 10 og kl. 12 på Aalborg Rådhus. (For mere information: Helle Christensen, mobil 40 50 05 04)
  • Kolding: maj kl. 11 i Ungdomsgården. (For mere information: Kirsten Hansen, mobil 28 61 24 90)
  • Odense: april kl. 13 i Festsalen på Odense Rådhus. (For mere information: Jens Jørn Ivarsen, mobil 24 91 96 60)
  • København: maj kl. 10. Oplysninger om stedet kommer senere. (For mere information: Klaus Lüth, mobil 23 46 61 82)

 

Læs mere og find links til tilmelding på: Nonfirmation.dk

Tre DUF-puljer du kan søge netop nu

Ansøgningsfristen nærmer sig for flere spændende DUF-puljer, som kan hjælpe med penge til anskaffelser og aktiviteter for børn og unge i din lokalafdeling.

 

Inden 1. februar kan du søge Lokalforeningspuljen, som støtter lokale foreningers arbejde for børn og unge.

I 2019 uddelte Lokalforeningspuljen omkring 14 millioner kroner.

”Sidste år søgte DUI-afdelinger så meget, at støtteværdige ansøgninger blev afvist sidst på året. Men nu er det et nyt år, og vi kan derfor søge igen,” siger DUI’s udviklingskonsulent, Tobias Simonsen.

Lokalforeningspuljen støtter både anskaffelser og aktiviteter. Der er meget få begrænsninger for, hvad man kan søge penge til.

Til gengæld er det afgørende for at få støtte, ”om det giver flere børn og unge mulighed for at være med i din forening, dér hvor I holder til.”

Det skal også klart fremgå af ansøgningen, at børn og unge styrer og initierer projektet/aktiviteten.

Klik her for at læse mere om Lokalforeningspuljen

 

Få penge til nye initiativer

En anden relevant pulje er DUF’s Initiativstøtte, som har ansøgningsfrist den 4. marts.

Puljen støtter helt nye initiativer i Danmark for og med børn og unge.

Det er et krav til projekterne, at de er nyskabende, børne- og ungestyret og baseret på frivilligt arbejde.

Man kan blandt andet søge penge til materialer til aktiviteter, leje af teknisk udstyr, transport i Danmark, information, PR og markedsføring – samt overnatning og forplejning (i begrænset omfang).

”Man kan godt søge både Lokalforeningspuljen og Initiativstøtten fra samme lokale afdeling af DUI. De to puljer har forskellige bevillingsudvalg,” forklarer Tobias Simonsen.

Klik her for at læse mere om Initiativstøtten

 

Den internationale pulje

DUF støtter også internationale partnerskaber, hvor unge engagerer sig i demokrati- og udviklingssamarbejde, lærer af hinanden og skaber forandringer.

Det sker gennem DUF’s internationale pulje, som har ansøgningsfrist den 1. februar.

”Hvis man overvejer at søge Den internationale pulje, må man meget gerne skrive til mig. Så kan jeg koordinere, hvilke internationale initiativer vi er involveret i DUI,” siger Tobias Simonsen.

Klik her for at læse mere om DUF’s Internationale Pulje

 

Har du brug for hjælp?

Måske har du de gode idéer, men mangler en at tale med om din ansøgning.

Så kan du skrive eller ringe til DUI’s udviklingskonsulent, Tobias Simonsen, på tobias@dui.dk eller mobil 61 26 25 96.

 

 

Se video: Børn i Bevægelse

Vi har besøgt Børn i Bevægelse på Kildevældsskolen. Her tilbyder DUI-Østerbro springgymnastik, parkour og MGP Dans til børn mellem 4 og 11 år.

 

”Børn i Bevægelse giver plads til alle børn i alderen 4-11 år, hvor børnene kan være sammen, have det sjovt og bevæge sig uden at skulle konkurrere med hinanden,” siger Maria Belardo, projektkoordinator i Børn i Bevægelse.

Næste sæson i Børn i Bevægelse begynder i februar. Ud over springgymnastik, parkour og MGP Dans er også akrobatik med på programmet.

 

Klik her for at se video af Børn i Bevægelse

 

Klik her for at læse mere om Børn i Bevægelse